Når staten ejer din historie

Hvordan kan man forstå et land som Nordkorea?

Mens diktaturer i Mellemøsten og Afrika i disse tider falder eller vakler, og en stadig mere oplyst middelklasse, internet og globalisering betyder, at regimers greb om informationsstrømmen svækkes, er Nordkorea stadig et sort hul. Et komplet diktatur, hvor magtstrukturerne ikke alene synes ubøjelige, mens landet selv langsomt eroderer i fattigdom, men et sted, hvor selve fortællingen om den kommunistiske nation synes umulig at gennemtrænge og forstå på trods af flygtninge og afhopperes beretninger inde fra systemets hjerte.

Når Nordkorea skal beskrives udefra, sker det som regel enten gennem fiktion og ved hjælp af superskurkeskikkelser, der symboliserer den ultimative ondskab — eller gennem lattervækkende videoklip på Youtube, hvor folkemængder græder deres øjne ud over den kære leders død eller danser i takt i groteske, opulente parader. Alt imens sagkundskaben fortæller os, at resten af landets befolkning spiser mudderkager og græs fra vejkanten, fordi høsten endnu engang er slået fejl. Men de færreste kan vel frasige sig en vis fascination af et sted, hvor fornægtelsen af tingenes tilstand er så komplet?

Internt i landet fortæller propagandaen, at alt er godt, og at det er resten af verden, der er uheldig ikke at være i nordkoreanernes sted. Og det er en fortælling, verden udenfor ikke kan gendrive — og samtidig ikke kan forstå. Nordkorea er totalitært totalteater, hvor fortællingen om et land kan synes vigtigere for landets ledelse end landet selv, og hvor alle er skuespillere. En kulisse, som synes umulig at vælte, fordi den netop er så altomfattende med dens baggrund i Kim Il-sungs juche-ideologi. En ideologi, der dikterer, at »mennesket er altings herre og bestemmer alt«. Kort sagt, at verden kan konstrueres, at mennesket kan instrueres, og at virkeligheden i Nordkorea er en konstruktion, der kan formes efter behov, fordi individets skæbne er underlagt den store fortælling.

Det er i det univers, Adam Johnsons The Orphan Master’s Son foregår.

Romanen har siden sin udgivelse i starten af januar gået sin sejrsgang i amerikanske medier og nævnes trods årets korte levetid allerede af mange anmeldere som en af 2012’s bedste bøger. Godt hjulpet på vej i sin opmærksomhedskurve af Kim Jong-ils himmelfart i december.

Jun Do, den identitetsløse

Romanen er kort fortalt en historie om den kære leders konstruktion af verden rammet ind af en kærlighedshistorie. Den handler om Jun Do, den identitsløse, der fødes ind i det laveste lave i det nordkoreanske samfund: Et hjem for forældreløse børn, hvor hans fader er en nedbrudt forstander, der har mistet Jun Dos moder til de ansigtsløse partikadrer i Pyongyang og har forstødt sønnen.

Fra elendigheden og hungersnøden bevæger Jung Do sig op igennem det uigennemskuelige nordkoreanske klassesystem. Fra livet som kamptrænet tunnelrotte i mørket under den demilitariserede zone mellem de to Koreaer, over en karriere som statskidnapper af borgere fra Japan og til hjælpeløs spion, der fra bunden af en synkningstruet fiskekutter lytter til radiotrafikken fra den amerikanske fjende og verden udenfor. En verden, der ikke følger de bulletiner, der hver morgen og aften definerer verden for Nordkoreas borgere via allestedsnærværende højttalere.

Efter et møde med et amerikansk inspektionsskib er bådens mandskab nødt til at opfinde en heroisk løgnhistorie for at sikre sin egen overlevelse. Løgnens nytteværdi for styret sender på barok vis historiens plagede helt på diplomatisk mission til Texas, ned i en arbejdslejrs mørke og endelig helt ind i magtens hjerte efter ganske mange fortrædeligheder. Her når han frem til Nordkoreas største diva, Sun Moon, som leder vor helt frem mod hans skæbne, mens han indtager rollen som hendes nationalheltegemal, General Ga, i en maskerade passivt observeret af kommunisteliten, der venter på et tegn fra Den Kære Leder, før den selv agerer.

En surrealistisk kærlighedsfortælling

Romanen er som en surrealistisk kærlighedsfortælling, hvor Nordkoreas virkelighed danner et perfekt kafkask bagtæppe for en verden, hvor intet bevæger sig efter nogen rationel logik ud over den, Kim Jong-il dikterer. Og det faktum, at alle i sidste ende vil blive væltet fra deres piedestal og ende i Gulag-miner eller det pensions-strandparadis, som er statens eufemisme for likvidering af en elite, man ikke officielt kan erkende eksistensen af.

»Den kære leder giver til folk, så der er mere, han kan tage fra dem,« som romanens heltinde, Sun Moon, på et tidspunkt forklarer — eller i et andet mindeværdigt citat: »Kun højtstående funktionærer kender fremtiden«.

Adam Johnson, der har udgivet en anden rost roman, Parasites Like Us, og novellesamlingen Emporium, men som ellers er et relativt nyt navn, underviser på Stanford universitetet, har studeret Nordkorea i knap ti år, læst litteratur om det hemmelig land og selv besøgt det. I mange amerikanske anmelderes vurdering af romanen er den faktuelle beskrivelse af det nordkoreanske samfund blevet fremhævet. Men det vigtige er egentlig ikke, om romanens billede af Nordkorea er millimeterpræcist eller farvet af personlige sym- og antipatier. Historiens fortælling er snarere en universel historie om totalitære stater, og den kunne for så vidt gælde, uanset om det drejede sig om en fascistisk stat, en kommunistisk — eller som i dette tilfælde en stat bygget på ideen om et halvguddommeligt supermenneske med mærkeligt hår, heldragt i det nordkoreanske vidunderstof vinalon, indlæg i skoene og en forunderlig evne til at gennemføre en 18 hullers golfbane 38 i slag under banens par. Det er alle totalitære systemers narrativ, hvor den enkeltes personlige fortælling bliver statens ejendom. Hvor borgerens opløsning som individ er forudsætningen for statens monopol på historiefortælling.

Som en af systemets overlevere i bogen, ministeren dr. Song, erklærer:

»Hos os er en historie faktuel. Hvis det bliver erklæret af staten, at en bonde er en musikalsk virtuos, må alle hellere begynde at kalde ham maestro. Og i al hemmelighed ville det være fornuftigt af ham at begynde at øve sig på at spille klaver. For os er historien mere vigtig end personen. Hvis en mand og hans historie ikke stemmer overens, er det manden, der må forandre sig.«

Forfatteren har selv beskrevet, hvordan det var en fascination af propagandaens sprog og metoder, der startede projektet.

»Jeg tror, at folk i Nordkorea godt ved, at alting er en løgn, men de ikke har nogen idé om, hvad sandheden er,« har han forklaret til litteraturbloggen Electric Litterature.

»Kim Il Sung fik i 1973 alle fabrikker og alle lejligheder forsynet med radioer, forbundet med kabler. Det skete med en forklaring om, at det var et luftangrebsalarmsystem, men det, som det i virkeligheden gør, er, at det fylder husene med propagandabeskeder og revolutionære operaer og nyheder. Hvis man klipper kablet over, bliver man sendt i fængsel,« forklarer han i interviewet.

»Der kan aldrig ske noget spontant. Jeg var der og vandrede igennem folkemængder. Jeg er over en meter og halvfems høj, og folk kiggede ikke engang på mig. At begå de mindste fejltagelser kan have de mest omfattende konsekvenser.«

Tre forskellige versioner

I Johnsons Nordkorea er ikke engang frygten nok til at holde dig i live og fri af systemets vrede, fordi du må afskrive dig enhver ret til at bestemme over din egen skæbne og til at bevæge din egen fortælling. Som for at understrege pointen bliver Jun Dos historie fortalt i tre forskellige versioner: Jun Dos egen, som beskrevet af en alvidende fortæller, regimets propagandaversion, som den bliver blæst ud til borgerne fra styrets højttalere, og endelig en version fortalt i første person af hans forhørsleder, som tvinger tilståelser frem fra systemets borgere, der derefter bliver anbragt som biografier i et utilgængeligt bibliotek, hvorefter borgerens erindringer slettes i den syrisk fremstillede torturstol. Men selv torturbødlen er i tvivl om, hvem han i virkeligheden er, og autokraterne har også givet afkald på deres egne navne.

I sidste ende bliver hovedpersonens triumf, at han formår at vriste sin egen historie ud af styrets hænder, mens forhørslederen må erkende, at han ikke kender sin egen historie, og at hans forældre knap nok er hans, men snarere systemets. Ingen andre end Kim Jong-il (og nu altså sønnen, Kim Jong-un) får lov til at skrive deres egen rolle, vælge deres egen rolle eller føle deres egne følelser.

Som hovedpersonen, Jun Do, et sted i bogen reflekterer:

»Virkelige historier som denne, menneskelige historier, kunne få dig sendt i fængsel, og det spillede ingen rolle, hvad de handlede om. Det betød intet, om de handlede om en gammel dame eller et blæksprutteangreb. Hvis det ledte følelserne væk fra Den Kære Leder, var det farligt.«

De fleste, der så Kim Jung-ils begravelses-optog, måtte spekulere på om de hysterisk grædende folkemængder virkelig var kede af det eller bare lod som om. Svaret efter en gennemlæsning af The Orphan Master’s Son er nok nærmest et både-og.

’The Orphan Master’s Son’ af Adam Johnson, Random House. Er ikke udkommet i Danmark, men er blandt andet tilgængelig på Amazon.com