I 1966 kom den tysk-svejtsiske Robert Walsers novelle »Spadsereturen« på dansk i den årvågne Jacob Paludans bogserie i Hasselbalchs Kulturbibliotek. Da var forfatteren (1878-1956) for længst død, men hans europæiske ry voksende efter ellers almindelig glemsel, siden han selv lagde sit forfatterskab til side efter en permanent indlæggelse som sindssyg i den lille by Herisau i 1933. Hans omflakkende liv fra ungdommen, efterhånden som fri skribent, udskiftedes med monotont pligtarbejde på anstalten og spadsereture i det svejtsiske landskab med få besøgende, især af forfatteren og udgiveren Carl Seelig, hvis dagbogsdokumenterede Vandringer med Robert Walser fra 1957 nu foreligger på dansk i en rigtig god oversættelse af Morten Riis.

Som portrætbog er den et talende efterbillede af et forfatterskab, der har været omgærdet af en vis mystik, så at sige i form af en skotøjsæske, som Walser en dag betroede sin besøgende søster Lisa. Den indeholdt tusindvis af papirlapper beskrevet med en næsten ulæselig mikroskrift fra år tilbage. Langsomt dechiffrerede man en hel roman ud af bunken, Røveren (påbegyndt 1925, da. 2006), samt en stor mængde ’mikrogrammer’, i udvalg på dansk 2004. Hans foretrukne kortprosaform kan også nydes i hans uforlignelige tidlige udgivelse, Fritz Kochners skolestile (da. 2005). Han var en korthedens mester, og de frie kombinationer i romanen gør den til betydningsfuldt værk i modernismens historie, et forfatterskab beundret af bl.a. Thomas Mann, Hermann Hesse, Robert Musil, James Joyce og Franz Kafka.

Spadsereture

Gennem tyve år besøgte Carl Seelig et halvt hundrede gange den fåmælte patient, først i et sagligt udgiverærinde, men snart opnåede han et ganske fortroligt bekendtskab med ham, mens de travede lange ture, bakke op og bakke ned i det detaljeret beskrevne svejtsiske alpelandskab, hans fortrolige fødeland.

»Hans ydre fremtræden overraskede mig. Som spaltet af et lynnedslag havde han bevaret et rundt barneansigt med svagt rødt farvede kinder og blå øjne. Han havde et lille gyldent overskæg, gråsprængt morgenhår, en flosset krave, et skævtsiddende slips og tænder, der heller ikke just var i bedste stand.«

Et fotografi bekræfter det skrøbelige udseende. Han virker dog utrættelig til bens, og sultne bliver de på vejen fra den ene beværtning til den anden, udsøgte og tilfældige spisesteder under nøje iagttagelse af servitricernes betjening.

Der findes således interesser, der bevares, derunder også konditorkager — et gemytligt perspektiv i kontrast til en påtvungen tom og triviel hverdag. Den tyngede dog hverken intellektet eller Walsers forbløffende detailhukommelse over for verdenslitteraturens mesterværker og samtidens digtning og hans kritiske opmærksomhed for historisk og aktuel politik, således hans væmmelse ved nazismen. Han har andre punktuelle ubehag: Den moderne forfattergeneration ligner en flok mordrenge, udtaler han med et af sine karakteristiske statements. »Læg engang mærke til deres ansigter! De ligner skurke og mordere. Muligvis har ordentlige mennesker overhovedet intet at bestille inden for kunsten. Hvis kunstneren vil producere noget interessant, må han have en dæmon i sig. Engle er ikke kunstnere.« Man kunne uddrage en hel aforismesamling af disse samtalereferater. »Afhængighed har noget godmodigt over sig. Selvstændighed vækker derimod fjendskab.«

Forfatterskaber

En dag i 1953 taler de f.eks. indgående om Heinrich von Kleist, hvor Walser færdes hjemmevant i hans liv og værk, derefter refererer han omhyggeligt handlingen i J.P. Jacobsens vemodige novelle »Fru Fønss« for den forbavsede Seelig, og endelig taler de længe om Stalins mystiske død. Derefter fodturen op og ned ad bakker. Han altid i jakkesæt uden overtøj og med paraply under armen, i blæst og kulde og regn, skrøbelig og sej, evigt rygende sine hjemmerullede cigaretter, hellere til fods end i tog, hvis det da ikke drejer sig om en vidunderligt svimlende svævebane.

Om sit eget forfatterskab er han tavs, irritabel ved spørgsmål, afvisende hvad angår følelser, f.eks. ved meddelelsen om hans bror, maleren Karls død. Walser værner om sin ensomhed, foretrækker anstaltens orden og daglige pligter frem for på opfordring at besøge sin dødssyge søster. Han ønskede sig det ikke anderledes, da han blev indlagt. Samtalen om denne konflikt foregår under en vandring, som sædvanlig nøjagtigt lokaliseret, nu ved rådhuset i Bischofszell, hvor de har slået sig ned i spisesalen og får »kødsuppe, småkød, ærter, en art pommes frites, salat og frugtkompot. Hertil drikker vi egnens røde, fyrige Nussbaumer. Vi betjenes af værtens højgravide kone«. Vi trækkes på den måde nær deres alpine samvær med omfattende lokalkolorit over også det fysiske og sjælelige klima i det slukkede genis liv i fragmenter og replikker, hans hukommelseskunst og fravær, udmattelseslyst, sult og tørst som kontrast til den daglige beskæftigelse på anstalten med at pille linser, bønner eller kastanier eller lime papirsposer.

Siden er hyldesten til den skæbneramte forfatters værk ikke aftaget, selv om den en tid lang gik uden om Danmark efter den første spadseretur og Per Øhrgaards oversættelse af udvalgte småstykker Digterliv i 1982 for så at istemmes i forbindelse med udgivelse af det forsømte på forlag som Basilisk og Arena. En læsning af disse bøger vil udbygge fornøjelsen ved at slå følge med de to herrer helt frem til den sidste enevandring juleaften, som Seelig digterisk har rekonstrueret, og hvor han af nogle skoledrenge blev fundet død på en sneskråning, ramt af et hjerteslag. Et held, at han nåede at give skotøjsæsken fra sig til eftertiden.