Opslag til denne artikel

Emneord:finanskrisen, fællesskab, socialisme

Vi står midt i en dobbelt krise: en økonomisk og en økologisk. Tilsammen udgør de det, man kunne kalde fællesskabets krise.

Den økonomiske krise har udspring i skabelsen af et forbrugersamfund, hvor målet er, at alle, uafhængigt af andre, kan blive den de ønsker ved at købe de rette produkter. Den økologiske krise har sit ophav i øget produktion og rovdrift for at finansiere forbrugersamfundets mål.

Forbruget er med andre ord fællesnævneren for den dobbelte krise. Vi forbruger i ensomhed. I forbrugersamfundet er det mig og mine behov, der skal tilfredsstilles. Den økonomiske og den økologiske krise er forbundne, idet de begge er opstået, fordi man i jagten på den individuelle frihed og selvrealisering på markedet og i forbruget har glemt, at forudsætningen for den individuelle frihed er fællesskabet.

Vil man løse den økonomiske og økologiske krise, må man med andre ord sikre sig, at fællesskabet er stærkt og rummeligt.

Arbejdet er nøglen

I modsætning til forbruget står arbejdet. Det er i arbejdet, vi lægger den største del af vores liv og energi. I arbejdet ligger også et potentiale til at udvikle identitet og selvforståelse i samspil med andre mennesker.

Arbejde foregår altid i fællesskab. Her er vi en del af en større proces — et større hele — et fællesskab. Det er her, vi formår at sætte os ud over os selv og vores egne snævre behov og træffe de nødvendige beslutninger om regulering og tilpasning af vores fælles liv.

Derfor kræver det et stærkt fællesskab at regulere markedet, så økologiske og økonomisk finansielle kriser kan undgås. Men fællesskabet er i krise. Det skyldes primært, at arbejdet i dag er underordnet forbruget. En vision for arbejdslivet må derfor stå helt centralt i en moderne socialisme, der kan løse fællesskabets krise.

De seneste 10 år med borgerlig regering er intet gjort for at modvirke krisen og sikre solidariteten i samfundet. Med den nye SSFR-regering er der nu en realistisk mulighed for, at der kan etableres en balance mellem fællesskab og frihed med udgangspunkt i en moderne socialistisk arbejdspolitik.

Rød opgivenhed

Visioner for arbejdslivet er imidlertid tæt på fraværende i den danske arbejderbevægelse. Fagbevægelsen har opgivet at sikre medarbejdernes indflydelse på arbejdets indhold og har overgivet arbejdspolitikken til arbejdsgiverne. Her udformes den af HR-afdelinger og eksperter, der kun har ét mål: at øge afkastet til investorerne. Det umuliggør en arbejdspolitik med de arbejdende mennesker som selvstændigt mål.

Også arbejderpartierne glimrer ved deres fravær af egentlige visioner for arbejdslivet. S og SF lægger i trepartsforhandlingerne op til løntilbageholdenhed og ekstra arbejde. Ikke et eneste ord om at sikre kvaliteten og fagligheden i arbejdet.

Og Enhedslisten udspiller sin rolle ved kompromisløshed og fokus på abstrakte menneskerettigheder, frem for et substantielt udgangspunkt i vores fælles liv, nemlig arbejdet.

Arbejderbevægelsen må tilbage i offensiven og formulere en moderne socialistisk arbejdspolitik. Den kunne passende tage udgangspunkt i tre fundamentale pejlemærker.

For det første skal vi sikre arbejde til alle. Alle har ret til et arbejde, hvor de kan udfolde sig, producere den værdi de skal leve af og bidrage til fællesskabet.

Alle har også pligt til at stille deres evner til rådighed og bidrage med det, de kan. Den pligt er ikke det samme, som når staten tvinger arbejdsløse ud i meningsløs aktivering, som vi har set under de seneste ti års borgerlige styre.

I dag skal dem, der er i arbejde knokle stadig mere, samtidig med at flere og flere, som gerne vil bidrage, bliver arbejdsløse. Det siger sig selv, at den situation er uholdbar.

På kort sigt kunne et skridt på vejen mod arbejde til alle være at indarbejde en fleksibilitet i overenskomsterne, så timenormeringen stiger under højkonjunktur med mangel på arbejdskraft og falder under lavkonjunktur, så flere arbejder mindre.

For det andet skal alle have mulighed for at gøre deres arbejde godt. Det er ikke så simpelt, som det lyder. Arbejdsmarkedet er slet ikke indrettet til, at man kan gøre sit arbejde godt. Tidspres og krav om omskiftelighed og fleksibilitet ødelægger den mulighed for mange. Problemet gælder alle: mureren, der har akkorden bankende i baghovedet, pædagogen, der skal skifte ble og spille rundbold samtidig, og sælgeren, der må lyve overfor kunderne for at opnå sin provision.

Det er helt fundamentalt, at man som menneske gerne vil bidrage og gøre gavn og anerkendes for det. Det handler om at slippe fagligheden løs, og lade folk gøre sig umage og i fællesskab udvikle de bedste løsninger.

Første skridt er at reducere kontrolregimet, hvor offentligt såvel som privatansatte kontrolleres i hoved og røv. Det er nemlig en forudsætning for at gøre sit arbejde godt, at vi har indflydelse på tilrettelæggelsen og udførelsen af vores arbejde.

Ved at forbedre arbejdets kvalitet opnås ikke blot større menneskelig tilfredsstillelse, men også et bedre produkt og dermed en større værdi af arbejdet, der kan bidrage til at løse den økonomiske krise.

Økonomisk demokrati

Med større indflydelse på arbejdets indhold nærmer vi os et tredje pejlemærke: økonomisk demokrati.

Det er ikke muligt, at modvirke økologiske- og økonomiske kriser, hvis jagten på profit er det ultimative mål, der regulerer det økonomiske liv. Det økonomiske liv må være underlagt demokratisk kontrol og reguleres i overensstemmelse med det, vi i fællesskab kommer frem til er rigtigt og godt.

Det gælder også på den enkelte arbejdsplads. De, der arbejder i en virksomhed og skaber værdien, skal naturligvis have indflydelse på den økonomiske ledelse af virksomheden. Hvad der skal prioriteres, når overskuddet skal investeres og virksomheden udvikles, skal ikke dikteres alene af investorernes interesse, men i lige så høj grad af de der arbejder i virksomheden.

Økonomisk demokrati betyder ikke afskaffelse af markedet eller den private ejendomsret, men det betyder, at markedet og den private ejendomsret ikke er mål, men midler til at realisere vores fælles mål.

En moderne socialistisk politik, der ønsker at fremme økonomisk demokrati kan begynde med en erhvervs- og virksomhedspolitik, som favoriserer virksomheder, der styres kollektivt. Det kan være andelsselskaber eller kooperative virksomheder. De københavnske fødevarefællesskaber, byggevirksomheden Logik & Co eller busselskabet Solibus er alle nyere eksempler på virksomheder, der på konkurrencedygtige markedsvilkår drives af mennesker, som i fællesskab arbejder efter fælles opstillede mål.

Frihed i fællesskab

De tre pejlemærker: Arbejde til alle, muligheden for at gøre sit arbejde så godt man kan og demokratisering af det økonomiske liv er netop pejlemærker eller utopier for en ny arbejdspolitik. Men en moderne socialist skal ikke måles på evnen til at formulere abstrakte ideer eller på sympatiske holdninger. Han eller hun skal måles på evnen og viljen til at skabe forandring. Det betyder også, at ethvert skridt i den rigtige retning er bedre end intet skridt.

For at samle op kan vi sige, at den største socialistiske udfordring i dag er at udforme og gennemføre en arbejdspolitik, som kan modvirke fællesskabets krise. Det overordnede mål er og vil altid være frihed i fællesskab. Den moderne socialist anerkender, at vi er individer, der har et inderligt ønske om frihed til at gøre, som vi selv finder bedst, men samtidig anerkendes det, at vi er skabt af og lever i fællesskaber som vores familie, arbejdsplads, boligkvarter, sportsforening osv.

Friheden muliggøres af disse fællesskaber. Derfor må vi med udgangspunkt i arbejdet bygge aktive og demokratiske fællesskaber. Det står i modsætning til forbrugersamfundet, hvor markedet alene regulerer det sociale liv.

 

Mikkel Zeuthen er sociologistuderende Jonas Toubøl er sociolog

Denne artikel er anbefalet af: