Danmark skal have forskning i verdensklasse, mente den tidligere regering, som havde ambition om at øge de samlede bevillinger til universiteterne. Samtidig har der både politisk og i universitetsverdenen været bestræbelser på at tiltrække flere eksterne forskningsmidler, så den offentligt finansierede forskning ikke alene skulle trække hele læsset mod verdensklasseniveau.
Begge dele er lykkedes, men man ser samtidig nogle uheldige og utilsigtede konsekvenser af det øgede fokus på forskning. På fem år er antallet af løst tilknyttede universitetsansatte uden forpligtelse til at undervise de studerende mere end fordoblet fra 756 årsværk i 2006 til 1.796 i 2011. I samme periode har antallet af universitetsansatte adjunkter, der ud over at forske har til opgave at udbrede deres viden til de studerende, været stort set uændret.
»Hul i hovedet« har kritikken lydt her i avisen, fordi det betyder, at man får rigtig mange videnskabelige artikler, som få læser. Imens bliver undervisningen en sekundavare, som ikke lever op til kravet om forskningsbasering, mens den nyeste viden på højeste niveau forbliver i et lukket meriteringskredsløb.
Universiteterne har ret, når de gør opmærksom på, at udviklingen til dels skyldes, at flere og flere forskningsmidler kommer fra eksterne bidragydere, eksempelvis virksomheder og fonde, og at universiteterne derfor ikke kan diktere, hvordan pengene skal bruges.
I de senere år har politikerne skruet op for kravene til universiteterne til gengæld for øgede bevillinger. Nu er tiden inde til, at man også stiller krav til de eksterne bidragydere. De eksterne finansieringskilder til dansk forskning er af afgørende betydning, men det er rimeligt og ikke mindst gavnligt, at virksomheder m.m. bidrager til, at de studerende får undervisning på højeste niveau. Det bør være en smal sag at overbevise om. De studerende er den talentmasse, virksomhederne skal leve af i fremtiden. Derfor er det også i deres interesse, at de studerende får den bedste undervisning. Lad den højeste viden brede sig som ringe i vandet, i stedet for at den skvulper i en stillestående indsø.
