Der er en risiko ved alt

Der er en risiko ved alt. Sådan er det. Man kan rammes af den berømte tagsten, der er blevet gjort til symbol for det hændelige uheld, og på den måde har givet millioner af tagsten, der aldrig har bestilt noget som helst andet end at blive liggende på deres plads, et dårligt ry.

Uretfærdigt, men sådan er livet. Man behøver ikke at have gjort noget for at komme galt af sted. Det kan vi lige så godt indse.

Det ved Venstres Karsten Nonbo godt. Som den livskloge sjællænder han er, ved han for eksempel, at man skal holde sig fra demonstrationer.

»For går man til demonstration, så er der en risiko for at blive anholdt, og går man til demonstration om vinteren, så er der også en risiko for, at man kommer til at fryse,« udtalte han torsdag til P1 morgen. Ja, man skal vare sig, skal man! Men man kan jo bare blive hjemme.

Derfor kaldte han også de demonstranter under COP 15 for »nogle sølle klynkere«, der efterfølgende havde anlagt sag mod politiet, blot fordi de uden at have gjort noget var blevet sat på den frosne asfalt i fire-fem timer, hvor der naturligvis ikke var adgang til toilet eller noget at drikke. Det er jo Amagerbrogade, det her, ikke Meyers Deli!

Næh, de burde i tide have indset, at der er en risiko ved at udøve sin grundlovssikrede forsamlingsret.

Det skulle bare mangle, at politiet ikke engang kan tilbageholde små tusind mennesker en halv dags tid. De har jo selv valgt at gå i demonstration, og så kan man jo aldrig vide, om der er en af dem, der pludselig finder på at kaste med tomme flasker, vel?

Der skal jo heller ikke mere end én tagsten til at falde, før vi har balladen. Så nu mener Karsten Nonbo, at Folketinget må skærpe lømmelpakken, så politiet ikke en anden gang bringes i sådan en forlegenhed under udførelsen af deres fuldt lovlige erhverv.

Vi andre, der måske ikke i et og alt deler Karsten Nonbos verdensanskuelse, kan til gengæld glæde os over, at retfærdigheden er sket fyldest med Østre Landsrets stadfæstelse af byrettens dom: Det var ulovligt, da politiet tilbageholdt omkring 900 fredelige demonstranter uden begrundet mistanke.

’Sælerne’ kommer

Men der er andre end demonstranter, der ikke har fattet Karsten Nonbos logik. Der er også folk, der render rundt helt nede i Afrika og rydder miner af egen fri vilje. Ganske vist risikerer de vel ikke at komme til at fryse, det er jo Afrika det her, men så er der andre risici, som de vist ikke helt havde tænkt igennem på forhånd.

De kunne jo for eksempel risikere at blive taget som gidsler — det har man før hørt om. Alligevel tog danske Poul Hagen Thisted og amerikanske Jessica Buchanan af sted på arbejde for Dansk Flygtningehjælps minerydningsafdeling, Danish Demining Group, i Somalia. Og hvad sker? De bliver taget som gidsler. Det var jo aldrig sket, hvis de var blevet hjemme.

Men der skal også være plads til held i uheld, det skal der da, og vi har jo heldigvis amerikanerne, som vi er venner med. Og heldigvis var den ene af de tilfangetagne selv amerikaner, så i onsdags slog The Navy Seals til og befriede de to gidsler. Det er der flere grunde til at glæde sig over: Dels er gidslerne jo sluppet fri, angivelig uden at have lidt fysisk overlast, dels er de somaliske gidseltagere blevet ramt inde i landet, hvor de ifølge iagttagere hidtil har følt sig i sikkerhed, hvorfor aktionen skal have rystet dem i langt højere grad, end hvis nogle pirater var blevet taget til søs.

Hvis gidseltagerne tænker sig om en anden gang og bliver hjemme, har ikke kun Karsten Nonbo, men alle grund til at være glade.

Gylden hæder

Det er også risikabelt at være forfatter, selv om de for det meste bliver hjemme. De sidder i ensomhed ved skrivebordet i lang, lang tid. Ja, der kan gå år, før de er færdige med det, de arbejder på, og når de så endelig offentliggør det, risikerer de at blive nedgjort af giftige anmeldere. Merete Pryds Helle, der i fredags udgav sine Italiens-mails til veninden og kritikeren Mai Misfeldt under titlen Kære Mai blev straks udsat for anmeldernes bidende vid. I Weekendavisen kaldte Poul Behrendt hende for ’kære, kære mig’, og Jyllands-Posten mente, at hendes »beretninger om sit liv i støvlelandet blev for fodformede«. Meget vittigt.

Ægte morsomt og glædeligt er det til gengæld, at en anden Helle, nemlig Helle Helle, hvis navn ikke er en vittighed, blev årets modtager af Boghandlernes Gyldne Laurbær. Selv om hun hverken skriver tykke krimier eller slægtsromaner med mindst tre generationer, ja, faktisk nærmest skriver bøger uden nogen handling, er hun alligevel efterhånden blevet en folkekær forfatter, hvis bøger sælger i store oplag. At det er hendes fornemme fornemmelse for sproget, der har bragt hende derhen, kan kun gøre glæden større. Helle Helles relativt tynde bøger vokser i det usynlige, i den genlyd de giver i læseren.

Tillykke her fra Sødt Sagt!