Davoserjas

Ved åbningen af onsdagens møde for verdens regeringschefer og mest indflydelsesrige erhvervsledere på World Economic Forum (WEF) i Davos i Schweiz gik den tyske kansler, Angela Merkel, på podiet med et nyt appendiks til sine efterhånden velkendte formaninger om finansiel disciplin i EU-landenes nationale budgetter.

I sin tale nævnte Merkel vækst og jobskabelse som fremtidige politiske prioriteringer, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt som et tegn på afveksling i det monotone tyske mantra om finanspolitisk disciplin, men den helt store overraskelse var Merkels signaler om, at Tyskland stillet over for udsigten til en græsk statsbankerot ikke længere ubetinget vil spille rollen som frelser. Dermed har noget afgørende forandret sig i Europa.

I et interview offentliggjort samme dag i den britiske avis The Guardian tilstår den tyske kansler, at den tyske sparepolitik ikke har haft den tilsigtede effekt i tilfældet Grækenland. »Vi har endnu ikke overvundet krisen. Der er Grækenland, et særtilfælde, hvor hverken grækerne selv eller det internationale samfund trods alle hidtidige anstrengelser endnu har formået at stabilisere situationen,« lyder Merkels til dato mest åbenmundede vurdering af det europæiske fællesskabs hidtidige bestræbelser på at redde euroen.

Få kan efterhåndenvære tvivl om, at Merkel har ret. Trods et utal af vidtgående sparereformer, der har udløst social uro i Athens gader, er en forestående græsk statsbankerot ikke længere et utænkeligt scenario. Milliarder af euro i krisehjælp til de nødstedte grækere har ikke virket. En græsk statsbankerot vil naturligvis først indtræde, når EU smækker kassen i, og når landets kreditorer ikke længere vil give yderligere indrømmelser eller gældssaneringer.

Med de seneste signaler fra fru Merkel er det imidlertid fristende at udlægge den tyske krisestrategi som en del mere kynisk, end de utallige forsikringer fra Berlin om Tysklands forpligtelse over for Europa umiddelbart giver anledning til. Ved at insistere på nedskæringer og gældsbremser har Merkels politik trukket krisen i langdrag, indtil bankernes tab var tilstrækkeligt dækket.

Anført afbanklobbyen International Institute of Finance, der forhandler lånebetingelser med den græske stat, indvilligede private kreditorer på et EU-topmøde i oktober i at eftergive 50 pct. (omtrent 100 mia. euro) af deres tilgodehavende hos den græske stat. Aftalen tilgodeser kreditorerne, der kan afhænde obligationer til en pris, der ligger højere end den, de ville have fået på det sekundære marked. Samtidig har Den Europæiske Centralbank (ECB) siden december stillet tre års ubegrænsede likvide midler til rådighed for en lang række kapitalhungrende europæiske banker. Bankerne er reddet med det mindst mulige tab.

Anderledes ser det ud for de europæiske skatteydere og i særdeleshed græske lønmodtagere, der sandsynligvis vil komme til at betale en stor del af regningen. Ifølge EU’s finanskommissær, Olli Rehn, skal skatteyderne indstille sig på at bidrage yderligere til afhøvlingen af den græske gæld.

I Athen forhandler trojkaen bestående af EU, ECB og IMF i øjeblikket med Grækenland, som man forsøger at presse til yderligere nedskæringer som betingelse for endnu en hjælpepakke på 130 mia. euro. Med en gældssanering og en hjælpepakke vil grækerne skylde omtrent 120 mia. euro, hvilket efter planen skal resultere i acceptable renter på fremtidige græske statslån.

Dermed har mandog ikke taget fat om det vigtigste. Når Merkel nævner muligheden af en græsk statsbankerot, sker der på baggrund af voksende europæisk utilfredshed med den tyske insisteren på drakoniske sparetiltag, der principielt reducerer halvdelen af eurozonens medlemmer til forgældede u-lande. Tyskland er fortsat Europas økonomiske kraftcentrum med lav arbejdsløshed og en i europæiske sammenhænge relativt høj vækstrate, men den tyske krisepolitik har skabt politiske og økonomisk spændinger i et omfang, der truer Unionens fremtid.

I den senere tid har europæiske regeringschefer som italienske Mario Monti og senest britiske David Cameron under sin tale i Davos appelleret til Tyskland om at påtage sig et større ansvar. Ikke mindst fordi nedjusteringen af ni eurozonelandes kreditværdighed har skabt fornyet uro i eurozonen. På den ene side har nedjusteringen rokket ved de øvrige medlemsstaters tiltro til retningslinjerne i den finanspolitiske pagt, som skal færdigforhandles og vedtages på mandag. På den anden side øger nedjusteringen byrden på de tyske skuldre, der i tilfælde af en forværring af krisen skal bære et endnu tungere læs. Når Merkel over for verdens politiske og økonomiske beslutningstagere nævner fremtidig vækst som en prioritet, kan man derfor kun håbe på, at den tyske kansler samtidig lever op til sit ansvar og indser nødvendigheden af at gøre op med den ensidige understregning af strukturelle reformer og sparetiltag som løsningen på krisen.

Europa har brug for en dybdegående og en systematisk reform af Unionen og valutafællesskabets interne dynamik samt en modig regulering af den finanskapitalisme og de uansvarlige lånemekanismer, der tillod krisen at løbe løbsk.