Israels jernmur står mere massivt end nogensinde før

»Min kone opsummerer mit 40-årige akademiske virke sådan: Israel før 1967 ’god’, Israel efter 1967 ’dårlig’.«

Avi Shlaim, den 66-årige Oxford-professor i internationale relationer og forfatter til blandt andre den anerkendte bog om Israels udenrigspolitiske strategi The Iron Wall, er godmodigheden selv, da han træder op på talerstolen i London School of Economics’ dunkle Old Theatre. Han smiler og joker; takker for invitationen og fortæller, hvordan han mødte sin kone i Robinson-rummet i 1969, da han selv var studerende på institutionens masteruddannelse i internationale relationer.

Det hyggelige går imidlertid af tonen, da Avi Shlaim i en mundtlig opdatering af The Iron Wall — udgivet i 2000 — giver ethvert håb om fred imellem Israel og palæstinenserne i den nærmeste fremtid dødsstødet.

»Den nuværende regering i Israel er den mest højreorienterede, chauvinistiske, åbenlyst racistiske regering i hele Israels historie. (Premierminister Benjamin) Netanyahu er ikke en fredens mand, han er fortaler for doktrinen om permanent konflikt. Han tror ikke på, at en diplomatisk løsning er mulig, selv om han lader som om, at han gør. Hvis du ser bort fra hans fredsretorik, står du tilbage med: ’Der er ingen at forhandle med, og der er ikke noget at tale om, dette er alt sammen Storisrael’. Hvad end han måtte sige, så er den egentlige hensigt med hans regerings politikker at forhindre etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat,« siger professor Shlaim i gæsteforelæsningen Israel: the strategy of the iron wall revisited på LSE.

Strategien

For at forstå den seneste israelske regerings tilgang til fredsforhandlingerne med palæstinenserne — som de har holdt besat på Vestbredden og i Gaza siden seksdageskrigen i 1967 — må man ifølge Shlaim forstå strategien bag landets udenrigspolitik — en strategi som ingen israelsk regering har fraviget.

Strategien blev fremsat i et essay tilbage i 1923 af den revisionistiske zionist Ze’ev Jabotinsky. I essayet argumenterede han for, at araberne aldrig ville acceptere en jødisk stat, og at en frivillig aftale ville være uholdbar.

»Den eneste måde at opnå en uafhængig jødisk stat i Palæstina på er bag en jernmur af jødisk militær magt. Araberne vil støde hovedet imod muren, indtil de til slut vil opgive ethvert håb om at besejre zionisterne. De vil derefter indvillige i at forhandle. Først på det tidspunkt er det tid til at bevæge sig fra første trin af strategien til andet trin, som er at forhandle med palæstinenserne om deres rettigheder og status i Palæstina,« gengiver Shlaim: Det dokument, der blev grundlaget for de kommende mange årtiers voldelige konflikt i området, men også førte til målet: En jødisk stat, oprettet med vedtagelsen af FN’s delingsplan for Palæstina i 1948, der afviklede det britiske Palæstinamandat.

»Den israelske stats historie er retfærdiggørelsen af jernmurs-strategien. I 1967 var der en levedygtig, uafhængig jødisk stat i Palæstina. Uoverensstemmelser mellem Israel og dets naboer blev forhandlet på plads fra en position af styrke,« tilføjer Shlaim, der anses som en ledende skikkelse blandt de såkaldte ’Nye Historikere’, en gruppe israelske historikere, som forholder sig kritisk til zionismens og Israels historie.

Måske af den grund kan der spores overraskelse blandt de fremmødte, da Avi Shlaim svarer ’ja’ på spørgsmålet om, hvorvidt han selv har støttet jernmurs-strategien. Han aftjente »loyalt og med stolthed« — fortæller han — sin værnepligt i det israelske forsvar (IDF) fra 1964 til 66, fordi hæren dengang var, hvad det hævdede at være: et forsvar. Bruddet med Israel — og strategien — blev for ham seksdageskrigen i 1967.

»Krigen i juni 1967 var — som jeg ser det — ikke en ekspansionskrig, det var en forsvarskrig, men dens konsekvenser var katastrofale for hele projektet. Den største fejltagelse i Israels udenrigspolitik var at blive på Vestbredden. Israels sejr ændrede hele kursen for Israels historie. Israel blev fanget i alle mulige interne modsætninger og begyndte at bygge civile bosættelser uden for den internationale grænse. Disse bosættelser er ulovlige — alle sammen, uden en eneste undtagelse - og forbliver en forhindring for fred,« forklarer han og uddyber: »1967-krigen var skelsættende for denne konflikt. Efter sejren i 67 blev Israel for første gang en kolonimagt, der undertrykte civile. IDF blev en brutal kolonimagts brutale politistyrke. Jeg føler ikke, at jeg forlod mit hjemland; jeg føler, at mit hjemland forlod mig. Jeg holder fast i de samme værdier; mit land krænker dem.«

Shlaim — der aldrig flyttede tilbage til Israel efter et studieophold i Storbritannien, der startede i 1966 — fastholder, at der ikke har været nogen militær trussel mod Israels eksistens siden 1967-krigen, og alligevel har samtlige israelske premierministre siden fastholdt jernmurs-strategien og besættelsen af palæstinenserne.

Strategien har — påpeger han — vist sig at virke. F.eks. nævner han fredsaftalen i 1979 med Egypten som »et klassisk eksempel på forhandlinger fra en position af styrke«. Men primært har strategien ført til den ene katastrofe efter den anden i forsøget på at knuse palæstinensernes modstand, fastholder han: Den første Libanonkrig i 1982, den anden Libanonkrig i 2006, Operation Cast Lead imod Gaza i 2008, bosættelsespolitikken, sikkerhedsmuren bygget på besat land osv.

Styrke og svaghed

Den eneste israelske premierminister, der har bevæget sig fra første til andet trin i strategien, var Labours Yitzhak Rabin i 1993.

»Rabin var ikke en helgen, han var en hårdkogt soldat, men han forstod, at (Israel med, red.) jernmurs-strategien havde opnået sit mål. Han var den første og desværre den sidste israelske premierminister, der har bevæget sig til andet trin. Det gjorde han ved at underskrive Oslo-aftalen, hvilket på trods af alle dens mangler markerede et historisk gennembrud i de israelske-palæstinensiske relationer,« siger han og minder om, at håbet om at gennembruddet skulle føre til fred, hurtigt blev knust, da en jødisk ekstremist myrdede Rabin i november 1995.

Den efterfølgende — og nuværende — premierminister Benjamin Netanyahu var »ikke så slem, som folk havde troet, han ville blive — han var meget, meget værre,« siger Shlaim og beskriver Netanyahu som en mand, der ikke — som Jabotinsky — forstår, at militær magt er »midlet til at nå målet, for Netanyahu er det målet i sig selv«.

Mest skuffet er Shlaim dog over Labour-premierministeren Ehud Barak, hvis valgsejr i 1999 han i epilogen til The Iron Wall beskrev som »solopgangen efter tre mørke og frygtelige år« med Netanyahu.

»Jeg troede, han var den rigtige mand, på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Men hans diplomati var en fortsættelse af krigen med andre midler,« siger han og giver Barak hovedparten af skylden for, at fredsforhandlingerne med PLO-formand Yasser Arafat under ledelse af Bill Clinton i Camp David i 2000 brød sammen. Under Barak udvidede Israel nemlig bosættelserne mere end under nogen anden regering.

»Israels ekspansion var den afgørende årsag til sammenbruddet. Du kan ikke forhandle fred, samtidig med at du stjæler land. Det er uforeneligt,« siger han og nævner Ariel Sharons (premierminister fra 2001 indtil han blev ramt af en blodprop i hjernen i 2006, red.) unilaterale evakuering af bosættelserne i Gaza i 2004-2005 som et eksempel på svagheden ved jernmurs-strategien.

»Sharons beslutning om at trække sig ud af Gaza var ikke startskuddet til en tilbagetrækning fra Vestbredden, tværtimod var det for at konsolidere tilstedeværelsen der. Det viser jernmurs-strategiens styrke og svaghed. Den skaber en stærk forhandlingsposition, men den giver også magt til at nægte at forhandle.«

Det Arabiske Forår

Og det er dér, Israel befinder nu. Med Det Arabiske Forår står landet igen med en chance for at indgå fred med sine naboer, mener professor Shlaim.

»Begivenhederne i Mellemøsten i 2011 er et reelt vendepunkt. De repræsenterer fra Israels synsvinkel en mulighed for at blive en del af regionen og indgå fred med sine naboer, men reaktionen fra alle niveauer i Israel har været negativ, fuld af frygt og mistro. Det er ironisk, for Netanyahu plejede at sige, at fred kun ville være muligt efter et demokratisk skifte på den arabiske side. Men nu har han ændret tone og har fortalt Knesset (Israels parlament, red.), at Det Arabiske Forår er en anti-demokratisk, anti-liberal, anti-vestlig, anti-israelsk, islamisk revolution. Og han siger nu, at på grund af tumulten og ustabiliteten i den arabiske verden må Israel fastholde permanent militær kontrol over Vestbredden,« fortæller han.

»Den nuværende regerings adfærd er sådan, at jeg tvivler på, om den er i stand til at tænke rationelt over Israels langsigtede interesser. Så i øjeblikket er der ikke noget lys for enden af tunnelen,« tilføjer han og påpeger, at tiden for en to-statsløsning under alle omstændigheder er ved at være forpasset.

»Israel har i de seneste årtier ødelagt muligheden for en levedygtig palæstinensisk stat med bosættelsesekspansionen, og hvis de fortsætter meget længere, vil det blive umuligt. Jeg har altid støttet en to-statsløsning som den mest retfærdige løsning, men jeg bevæger mig selv imod en et-statsløsning.«

Imidlertid nægter han at afslutte sit foredrag med en negativ besked: »Mit studie i historie har ført mig til at tro på, at nationer — som individer — er i stand til at handle rationelt, efter at de har udtømt alle andre muligheder,« siger han med et smil.

Avi Shlaims opdatering af sin bog ’The Iron Wall — Israel and the Arab World’ vil snart kunne læses i Journal of Palestine Studies’ vinterudgave: www.palestine-studies.org