Jeg lader vinen brænde

Jeg lader vinen brænde

Der er talrige måder at lave brændevin på, altså sådan ægte brændevin, på druer. Cognac og grappa hører til de mest kendte, men overalt i verden bliver der produceret eau de vie, brandy, weinbrand og så videre. De kan laves på ung eller gammel vin, på kvas eller en blanding, ja sågar på hedvin. Alligevel er det både i Danmark og globalt så som så med udbredelsen af andre end de allermest klassiske typer. Det må der straks gøres noget ved, så Alt over 17 har været på lynvisit i tre uortodokse brændevinslande.

Vi begynder i civilisationens vugge, Hellas. Her ender alle vore penge åbenbart alligevel, så vi kan lige så godt købe noget for dem. Bortset fra ouzo har man siden 1800-tallet produceret den gyldenbrune og sødladne spiritus Metaxa her. Den syvstjernede version, som kun er marginalt dyrere end den kendte femstjernede (det er nogle stjerner, de selv har fundet på, lidt ligesom græske officerer), understreger bedst den lidt særegne produktionsmetode: Vinen bag bliver lavet af blå druer, der næsten får lov til at solmodnes til rosinstadie, som dernæst blandes med en lokal hedvin. Resultatet er en speciel, sødlig duft, som minder mere om parfume end om anden spiritus. Smagen er langt mere krydret end aromaen, og rosinpræget træder meget tydeligt igennem. Den har masser af kanel, blomme og hybenmarmelade, blandet med et lidt moskusagtigt præg i eftersmagen — det føles næsten som en tur i Magasin op mod jul. Mange vil finde den for sød eller krydret, men til de, der nyder et sødt glas til kaffen, kan den være en ideel erstatning for de ofte mere vamle likører; særligt eftersom den som en lagret spiritus har mere eftersmag og bitterhed end blandesprut.

Nye venner efterlyses

Hvis Grækenland kun er kendt for Metaxa, så er Sydamarika overhovedet ikke kendt for brændevin. Og det på trods af, at der i Chile og Peru gemmer sig en helt særlig en af slagsen, Pisco’en. Det er en druebrændevin, der kan være lavet på flere måder; en af de typiske er på en slags most af kvas og en muscat-lignende hedvin, en moscatel. Det største destilleri i Chile, Capel, laver flere slags, og også denne. Den har en meget let og frugtsaftig aroma, med masser af nuancer af friske bær og forår, og smagen matcher den fint: Den starter let som kirsebærblomster, appelsin og lynghonning, men den korte, intense eftersmag er meget dybere og afrundet; her træder de — ubehandlede, evt? — egefade meget tydeligt igennem. Hvis man havde forventet et machoprodukt til store gauchos, der spiser bøffer og kaster med lasso, så bliver man stærkt overrasket; her er der tale om et diskret og lidt suave produkt, som umiddelbart kunne få mange flere venner, end den har i dag.

Peberfrugt og citrus

I et noget andet prisleje finder vi den ungarske Törkölypálinka-brandy lavet på kvas fra den berømte Tokaji-drue. Det er en ganske ny ting, at Törkölypálinka er på markedet i Danmark, og importen er da også ret begrænset. Skulle man imdlertid ønske at imponere gæsterne med en flaske med påskriften Törkölypálinka (o.k., den sidste var, fordi det er sjovt at skrive), så har man her mulighed for et fremragende alternativ til en stor grappa: En vidunderlig blomstret aroma med et piskesmæld af alkohol stiger op fra den helt klare, meget vandige drik. Smagen er bitter, som kun en langvarig tøndelagring kan give det, men det er blot en maske for den store, vinøse krop. Den er kornfed og kompleks, smager af fløde og amarone, og til sidst overrasker den ved at løfte eftersmagen op som et frisk pust af peberfrugt og en anelse citrus. Dette er den anden spiritus fra huset Agárdi undertegnede prøver, og de må siges at levere en skyhøj kvalitet, som kun kan anbefales.