Kan Italien reformeres?

Mario Monti har 11 måneder til at revolutionere Italien. Om et år vil landet være midt i en valgkamp, men hvis den såkaldt tekniske regering ikke er blevet bragt til fald inden, har den tidligere EU-kommissær i kraft af et sjældent bredt flertal i parlamentet en historisk chance for at reformere det fastlåste italienske samfund. Monti, der som en teknisk nødløsning på politisk dødvande ikke er forpligtet over for bestemte vælgergrupper, har mulighed for at gøre anslag mod de mange særinteresser og kooperative strukturer, der præger og hæmmer Italien: »Vi kan selv vælge, hvilket Italien vi vil være. Øjeblikket er kommet, hvor vi skal vælge, om vi vil være os selv eller stille os tilfreds med at være det billede, vi bliver påduttet,« hedder det i en reklame for den nye Fiat Punto.

Men at den nye model bliver produceret i nærheden af Napoli og ikke på en af Fiats fabrikker i USA, Brasilien eller Polen skyldes kun, at bilkoncernen med trusler om udflytning af produktionen har tvunget fabriksarbejdernes forbund i knæ. Et af arbejdsgivernes stærke argumenter for at opsige den gamle overenskomst var, at Fiats italienske fabriksarbejdere hver har en gennemsnitlig årlig produktivitet svarende til 29,5 biler, mens en arbejder på koncernens fabrik i Polen på et år producerer, hvad der svarer til 98 biler. Den lave produktivitet er et strukturelt problem, der tvinger Monti til at gennemføre reformer, som de politiske partier aldrig ville foreslå.

»Behovet for liberaliseringer opstår, fordi forskellige faglige sammenslutninger har fået for stor vægt i samfundet og det politiske liv,« siger Ivan Lo Bello, formand for den nationale industrisammenslutning Confindustrias afdeling på Sicilien.

»Arbejdsmarkedslovgivningen må skrives om, for produktiviteten i Italien er for lav, og de internationale konkurrencevilkår har ændret sig grundlæggende. Der er ingen anden udvej. Italien har ikke længere råd til, at bestemte samfundsgrupper skaffer sig privilegier og indtægter på fællesskabets bekostning.«

Overenskomster

Besparelser på statens udgifter til løn og pensioner er ikke nok til at bringe den italienske økonomi på ret køl. For også at skabe vækst og dermed mere beskæftigelse og højere skatteindtægter fremlagde regeringen for en uge siden en liberaliseringsplan for bl.a. energisektoren, detailhandelen, serviceerhverv, og transportbranchen. Omkring en femtedel af den italienske økonomi bliver berørt, vurderer økonomen Tito Boeri, som forudser lavere priser på forbrugsvarer og lavere udgifter for eksportvirksomheder. Men det er en forudsætning, at regeringens dekret slipper helskindet gennem parlamentet, hvor en del af de berørte grupper er solidt repræsenteret.

»Bagholdsangreb kommer det næppe til at skorte på,« skriver Tito Boeri i Repubblica. »341 parlamentsmedlemmer er enten advokater, læger, ingeniører, revisorer, arkitekter, notarer eller apotekere. Det er over en tredjedel af det samlede antal medlemmer af Deputeretkammeret og Senatet. Vi får snart at se, hvor mange af disse der agerer i fællesskabets interesse, og hvor mange der tværtimod vil hævde sig som indædte forsvarere af deres faglige sammenslutninger.«

Ifølge Maurizio Landini, landsformand for metalmekanikerforbundet Fiom, risikerer arbejdstagere at miste grundlæggende rettigheder som følge af krisen. Fioms medlemmer blev udelukket fra den overenskomstaftale, Fiat stillede som betingelse for at fortsætte produktionen i Napoli, mens koncernen samtidig lukkede fabrikker andre steder i Syditalien.

»Som følge af den globale arbejdsdeling er vi vidner til, at øget produktivitet ikke medfører øget beskæftigelse og flere rettigheder for arbejdstagerne. (…) Er det blevet normalt, at virksomhederne selv kan vælge, hvilke fagforbund deres ansatte skal være medlemmer af?« spørger Maurizio Landini i indkaldelsen til en demonstration for arbejdstagernes rettigheder i Rom om to uger.

»I årevis har vi fået at vide, at markedet ville være til vort fælles bedste og ligesom Fru Justitia med blind retfærdighed fordele profitten ligeligt. Men i stedet ejer 10 pct. af landets befolkningen næsten 50 pct. af dets rigdomme. Det forbavsende er, at det ikke vækker forargelse. Tværtimod. Fortrængningen af krisens årsager gør den til et usædvanligt, men naturligt fænomen, der ligesom en tsunami kommer pludseligt, skaber ødelæggelse og efterlader murbrokker, men ingen muligheder for indgreb med henblik på at eliminere de årsager, som har udløst den.«

Beskyttelsespenge

Blandt de kooperative sammenslutninger, som modarbejder Montis forsøg på at reformere det italienske samfund, er mafiaorganisationerne, der med en anslået omsætning på 150 mia. euro om året er landets største arbejdsgiver. På Sicilien, hvor Ivan Lo Bello er formand for industriforeningen, anslår man, at omkring 70 pct. af alle virksomheder betaler beskyttelsespenge til mafiaen. Men siden 2008 har Confindustria Sicilia ekskluderet de medlemmer, der ikke anmelder afpresningsforsøg, hvilket foreløbig er sket for over 150 virksomheder.

I forrige uge blokerede demonstranter, som stiller krav om billigere benzin og anden form for særbehandling til sicilianerne, trafikknudepunkter overalt på øen. Protesterne, der i de følgende dage spredte sig til resten af landet, var det første tegn på de vanskeligheder, som Monti-regeringens reformtiltag kan imødese. Ivan Lo Bello udtalte offentligt, at mafiaen forsøgte at udnytte den folkelige utilfredshed:

»Protesterne på Sicilien opstår på baggrund af en meget kompliceret økonomisk og social situation. Politikernes svigt har skabt en oprørskhed uden projekt og strategi, som bliver udnyttet af de samme politikere, der selv har skabt en katastrofal økonomisk og social situation,« siger Lo Bello til Information og tilføjer: »Det har ikke været nemt for mig i disse dage at kritisere folkestemningen, men det har jeg og en række kolleger valgt at gøre, fordi vi mener, at både Siciliens og Italiens fremtid står på spil. Jeg mener dog også, at det har givet resultat. En del af den offentlige opinion har forstået, at folk med reelle problemer bliver udnyttet af skrupelløse politikere og den organiserede kriminalitet. For få år siden ville Confindustria ikke have været i stand til at gøre modstand.«

Mens fagforeningslederen Maurizio Landini frygter krisens sociale konsekvenser, betragter industriformanden Ivan Lo Bello den som en mulighed.

»Situationen har ændret sig meget. I de seneste 20 år har italienerne troet, at vi kunne blive ved med at leve på samme måde og ikke var nødt til at ofre noget for at opretholde vores levestandard. Da vi først kom med i euroen, mente mange, alle vores problemer var løst. Både politikerne og befolkningen har været uansvarlige. Derfor står vi nu over for de ubønhørlige realiteter. Pensionsreformen er hård og rammer nogle i forvejen udsatte grupper i samfundet, men den var en nødvendighed for at sikre statsfinanserne og pensionssystemets fremtid. Nu er det nødvendigt at gennemføre liberaliseringer for at skabe bedre markedsvilkår og eliminere nogle af de privilegier, som forskellige grupper har nydt godt af på fællesskabets bekostning.«

Tito Boeri kritiserer regeringens liberaliseringsplan for ikke være tilstrækkeligt vidtrækkende. De stærke kræfter i samfundet bliver skånet, mener Boeri: »Desværre bliver mange kapitalindtægter og magtpositioner ikke angrebet, det gælder især bankerne og forsikringsselskaberne,« skriver Boeri og forklarer, hvorfor det er sværere at liberalisere disse sektorer: »Man er nødt til at gribe ind i forhold til ejerskabsstrukturerne, f.eks. bankfondenes rolle og det edderkoppespind af gensidige interesser mellem banker, forsikringsselskaber og investeringsbanker, der tvinger bankerne til at yde meget favorable lån for ikke at risikere noget som aktionærer. Dette edderkoppespind forhindrer nye banker i at gøre sig gældende og holder liv i de mest ineffektive.«

Men vil Silvio Berlusconi lade Monti omkalfatre de magtstrukturer, som han selv kom til magten ved at pleje? Ifølge Franco Cordero, strafferetsekspert og romanforfatter, er den tidligere ministerpræsident foreløbig nødt til at se tiden an.

»Hvis Italien takket være den heroiske terapi klarer sig udmattet, men levende gennem krisen, vil den, der solgte illusioner, stå i en svag position inden valget,« skriver Cordero i Repubblica: »Når beruselsen er klinget af, vil de se ham, som han er: En rottefænger, der ved at fordumme stakkels fjolser gjorde sig selv ufatteligt meget rigere til stor fordel for sine kriminelle følgesvende.«

Kabaler

Franco Cordero mener, at »berlusconismen overlever, om ikke andet så som magtfuld lobby, fra fjernsynet til bankerne, med mange muligheder for taktiske kabaler«. Derfor vil Berlusconi sandsynligvis så splid mellem interessegrupper og landsdele for at besværliggøre implementeringen af Montis reformprogram, vurderer Cordero: »Dommedagsfantasier? Det skulle jeg ikke mene. Han har grundlagt et imperium ved hjælp af bedrag, korruption og plagiat, han er fysisk ude af stand til at udøve selvkontrol og har ikke elementære egenskaber af moralsk eller smagsmæssig karakter.«

Ivan Lo Bello tror derimod, at Berlusconis populisme nu er ved at blive overflødiggjort af en ægte liberal revolution. Ligesom under Italiens samling for 150 år siden og efter Anden Verdenskrig, da landets republikanske forfatning blev til, skal et oplyst mindretal tage teten i en kompliceret situation,« mener den sicilianske industriformand, der spås en fremtid som politiker.

»Blandt dem, der har forstået, at det er nødvendigt at gennemføre reformer, er der stor opbakning til Monti-regeringen. For ellers bliver situationen virkelig dramatisk. Som det ofte før er sket i de sværeste øjeblikke i Italiens historie, påtager et mindretal sig ansvaret for det fælles bedste,« siger Lo Bello og tilføjer: »Der er et lag i samfundet, som mener, at krisen er en stor mulighed for Italien. Det er klart, at reformerne vil møde modstand, hvilket vi også allerede har set. Men regeringen har opbakning fra dem, der tror på reglerne og på det fri marked, og som hylder en idé om det fælles bedste. Italien er ikke kun særinteresser.«