Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsløshed, eurosamarbejdet, finanspolitik
Personer:Angela Merkel, Jürgen Habermas
Organisationer:Europa-Kommissionen
Steder:Europa

Hun har set Aftenlandets undergang. Den tyske kansler, Angela Merkel, holdt onsdag i Davos en bemærkelsesværdig tale, hvor hun brugte et klassisk billede af Europa som dekadencens sted. Vi har levet over evne, vi har manglet disciplin og selvkontrol, forstod man på kansleren. Og Europa risikerer ifølge Merkel at ende som et sted, man tager hen på ferie. Et museum for en gammel stormagt.

Men så galt behøver det ikke gå, forsikrede kansleren. Hun gjorde det klart, at vejen ud af krisen kræver centralisering af magten i Europa og reform af de politiske institutioner. Vi skal være mere europæiske. Vi skal være klar til at være mere beslutsomme og effektive:

»Det vigtigste budskab i den pagt, som vi arbejder på, er, at hvert land skal skrive et gældsloft ind i sin forfatning og at Europa-Kommissionen og EU-Domstolen skal kontrollere det. Det vigtigste budskab er: Vi er klar til større forpligtelser.«

Det er kanslerens besked til Europa: Enten går vi under, eller også centraliserer vi magten og opgiver national suverænitet. I må vælge mellem nationalt demokrati og økonomisk overlevelse. Hvis ikke vi overlader de enkeltes landes husholdning til bureaukraterne, går vi under. Folkestyret har ifølge kansleren spillet fallit.

Eurokraterne skal regere

Det er ikke nyt, det er allerede lagt frem i Finanspagten, men det har mærkeligt nok ikke skabt offentligt skandale: Ikke alene skal en specifik borgerlig finanspolitik gennemføres i euro-landene. Den skal også skrives ind i de enkeltes landes forfatninger — eller i anden bindende lovgivning. Eurokraterne skal regere over dem, der regerer i de enkelte lande. En borgerlig økonomisk politik skal afpolitiseres og gøres til en administrativ regel i de lande, som har tilsluttet sig euroen. Den skal være hævet over politisk forhandling og følges som lov. Og hvis den ikke bliver overholdt, skal EU-Domstolen have mulighed for at sanktionere det. Der er tale om et sensationelt overgreb på demokratiske staters selvstyre: De skal forfatningsmæssigt forpligtes på at føre en bestemt finanspolitik, som de ikke selv har bestemt. Det var akkurat det, som kritikere af euroen advarede imod for ti år siden:

Den fælles europæiske valuta ville underminere landenes nationale suverænitet, og den økonomiske union ville ikke kunne realiseres uden en politisk overbygning. Det blev afvist af tilhængerne af euroen. Men alt, hvad Merkel sagde i Davos, bekræftede, at de, som var modstandere af euroen, havde forstået den bedst. Nu har vi fået det, som den tyske filosof Jürgen Habermas kalder »eksekutiv føderalisme«. Dog på ét punkt tog kritikerne fejl: Det blev ikke sådan, at alle nationalstater blev svækket af en stærk europæisk union, men derimod sådan, at Tyskland og Frankrig blev stærkere og stærkere og gennem unionen stiller krav til de andre, som bliver svagere og svagere.

Det er ikke bureaukrater i Bruxelles, men ledere fra Frankrig og Tyskland, som synes at diktere den økonomiske politik, der skal skrives ind i andre suveræne staters forfatninger. Og det er ikke en fælles økonomisk politik vedtaget efter offentlige diskussioner og lange udvekslinger, som nu skal være den eneste rigtige måde at drive en europæisk stat på. Vi har hørt adskillige europæiske socialdemokrater og amerikanske liberale økonomer anføre, at Merkels nødvendigheder vil føre til enorm arbejdsløshed og euroens sammenbrud. Ikke engang den mand, som ser ud til at blive fransk præsident sidst på foråret, socialisten Francois Holland, ser Finanspagtens ekstreme budgetdisciplin som vejen ud af krisen. Han lover at genforhandle pagten, hvis han vinder valget.

Løfte på museum

Det principielle her er ikke, om Finanspagten er rigtig eller forkert: Det er derimod, at man hæver den over den politiske diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert. Det bliver ifølge Finanspagten ikke op til den lovgivende magt at bestemme den økonomiske politik; den er allerede dikteret af en udøvende europæisk overmagt, og det bliver overvåget af en europæisk domstol, der fungerer politisk som en forfatning. Borgerlig politik skal opretholdes som lov og orden.

Den fælleseuropæiske reaktion på den ungarske præsident Viktor Orbáns forfatningsændringer bliver her en tilståelsessag: Alle ansvarlige kritiserer hans politisering af domstolene, og alle tager afstand fra, at han vil skrive en bestemt økonomisk politik ind i den nye forfatning. Tag ikke fejl af dét: Orbán gør også drastiske ting, som de europæiske ledere ikke gør, men vreden over, at han tillader sig at skrive en økonomisk politik ind i forfatningen afslører, at dette magtmisbrug er demokratisk uantageligt. Her er endda den forskel, at ungarerne med stort flertal har valgt hans parti til at regere landet, mens ingen borgere i Irland, Italien eller Slovenien har valgt Merkel og Sarkozy til lave forfatningsændringer. Nok har deres landes ledere en formel mulighed for at sige fra, men man skal ikke undervurdere den økonomiske tvang, som udøves midt i en historisk euro-krise.

Vi kender alle argumenterne om, at de folkevalgte har været uduelige og ført en dårlig økonomisk politik i de lande, som nu er på randen af sammenbrud. Det er rigtigt, og det er verdens ældste argument imod demokrati: De folkevalgte er for dårlige til at regere, lad de oplyste teknokrater tage over. Men præcis samme kritik kunne rettes mod de europæiske ledere, som lancerede euroen og lavede de første hjælpepakker. De har begået fejl med enorme konsekvenser for hele Europa. De har vist sig uduelige.

Og nu står Angela Merkel og siger, at hvis ikke de får lov til at regere over lande, hvor de ikke er valgt, og bestemme over borgere, som ikke kan drage dem til ansvar, ender Europa som et museum for verdens turister. Til det museum hører åbenbart det demokratiske løfte om, at du selv skal drage dem til ansvar, som regerer over dig.

Denne artikel er anbefalet af: