Michelle og Barack – og livet i Det Hvide Hus

Hvis man ønsker at forstå Barack Obamas præsidentembede, kommer man ikke uden om hans hustru. Dels fordi ægteparret Obama er et moderne ligestillet parforhold, hvor fruen fungerer som langt mere end blot beundrende rekvisit eller kontrollerende matriark. Dels fordi præsident Obama har lænet sig op ad sin bedre halvdel i al den tid, de har kendt hinanden.

Og selv om de på nogle områder er hinandens modsætninger — hun er temperamentsfuld og idealistisk, han er pragmatisk med en notorisk coolog analytisk tilgang til livet — så er de tæt på 100 procent enige i grundanalysen både af det amerikanske samfunds udfordringer og i den forbindelse af Barack Obamas mål med sit lederskab.

Det betyder vel og mærke ikke, at deres liv — siden han besluttede at gå efter verdens mest magtfulde embede — har afspejlet denne enighed. Tværtimod er en af Jodi Kantors nye bogs styrker, at den på forbilledlig vis formår at udpensle de vidt forskellige udfordringer, livet som henholdsvis præsident og førstedame byder på.

At overleve præsidentskabet

Den kendte journalist ved The New York Times har haft adgang til et unikt kildemateriale. Gennem over 200 interview (heraf to med Michelle og Barack Obama selv) har hun udspurgt præsidentparrets nærmeste venner og tidligere medarbejdere. Her er der et betydeligt overlap, fordi en af Obama-familiens strategier i de første år af præsidentskabet netop bestod i at ansætte revl og krat af deres egen vennekreds fra Chicago; som en nærmest desperat overlevelsesstrategi og for at overkomme det betydelige chok, det var for dem begge — men især for Michelle Obama — at rive sig selv op med rode fra Chicagos South Side og foretage springet fra at være en relativ normal amerikansk middelklassefamilie til et liv i paladset på Pennsylvania Avenue, som er det mindst normale, man kan forestille sig.

Bogen beskriver begge parternes transition til livet i Det Hvide Hus; der er også fascinerende betragtninger ’indefra’ over nogle af præsidentens mest monumentale beslutninger, herunder den vedtagne sundhedsreform og de finansielle hjælpepakker, men det er fortællingen om førstedamen — i sig selv en anakronistisk og historisk svær position at indtage — der står tilbage som det mest fængslende ved bogen.

Chokket over ’boblen’, isolationen, opvartningen, de mange ansatte og den store mængde restriktioner, når det gælder ens personlige bevægelsesfrihed, har været beskrevet før.

Beskrivelsen af Det Hvide Hus som en luksuriøs fangelejr føles velkendt. På den anden side er det også — som Kantor citerer en Obama-rådgiver for at sige — nytteløst at brokke sig:

»Reglerne gælder for alle, og klager man over, hvordan tingene fungerer i Washington, er som at græde, fordi det regner.«

East ctr. West Wing

Kantors fortælling har imidlertid en happy ending. For trods isolationen, frustrationerne, de mislykkede udflugter og fester (der er også vellykkede), trods følelsen af hjemløshed lykkes det ifølge bogen i stigende grad for Michelle Obama at finde sig til rette, at finde en rolle og ikke mindst også at lære at kommunikere med den magtfulde stab i The West Wing.

Bogens utvivlsomt mest underholdende scene, der også har været nævnt i samtlige anmeldelser i USA, er netop et sammenstød mellem Michelle Obamas rådgiver (og nære ven) Valerie Jarret og Robert Gibbs (tidligere pressesekretær for Barack Obama. Han forlod stillingen i februar sidste år, red.).

Der udspiller sig således:

Det Hvide Hus: et helvede

Robert Gibbs vågner 16. september til nyheden om, at en bog, der snart vil blive udgivet i Frankrig, påstår, at Michelle Obama har fortalt den franske præsidentfrue, Carla Bruni-Sarkozy, at Michelle »ikke kan udstå« livet i Det Hvide Hus, der beskrives som »et helvede«.

Gibbs får Élysée-palæet til at komme med en officiel benægtelse efter timers opringninger og benarbejde. Michelle spiller tennis i Georgetown, og folkene i hendes egen stab tager ikke deres mobiltelefoner. Her er det værd at notere sig, at det ikke kun er førstedamen, der har problemer. Medarbejderne i Det Hvide Hus frygter også notorisk førstedamens magt og adgang til præsidenten — Nancy Reagan var ifølge rygter i stand til at få Ronald til at skille sig af med en chief of staff med et enkelt misbilligende blik.

’Så fuck hende også’

Gibbs var derfor usigeligt lettet over at han havde afværget en krise.

Men næste dag ankommer Valerie Jarret ttil morgenmødet med en besked om, at Michelle var »utilfreds med håndteringen« af Hellgate.

Gibbs er forbløffet og rasende.

»Fuck det, det er ikke rigtigt, jeg har arbejdet mig selv til døde over den her sag, hvor kommer det her fra?« råber han. Måneders irritation over Jarret og hendes rolle som førstedamens slyngveninde og seniorrådgiver koger over:

»Hvad er det, hun har betænkeligheder ved? Hvad sagde hun til dig?«

Jarrett svarer vagt og undvigende.

»Hvad fanden mener du?« spørger Gibbs. »Har du talt med hende?«

Jarrett ymter, at benægtelsen ikke kom hurtigt nok.

»Hvorfor taler hun med dig om det? Hvis hun har et problem, skulle hun snakke med mig! «

»Du skal ikke tale på den måde,« svarer Jarret.

»Det var Jarretts tone, hendes ro, der grænsede til nedladenhed, som fik Gibbs til at miste kontrollen,« skriver Kantor. Han virkede så »frustreret, at en kollega troede, han var lige ved at græde«.

»Du ved ikke, what the fuck du taler om.«

»The First Ladyville ikke sætte pris på, at du taler til mig på den måde.«

»Så fuck hende også!« råber Gibbs og stormer ud af rummet efterladende sig en kreds af målløse kolleger. Herefter talte Jarret og Gibbs ikke til hinanden — og det skal siges, at Jarrets bemærkninger faktisk var malplacerede, fordi Michelle Obama viste sig at have været utilfreds med sin egen stabs manglende effektivitet og ikke Gibbs’.

Et sympatisk portræt

Sådanne detaljer gør bogen kulørt og svær at lægge fra sig, men den er langt mere end det. Den er et fascinerende indblik i en verden af politik, som ingen læsere rigtigt kan forestille sig. Og om end Det Hvide Hus — og Michelle Obama selv — har været ude og taget skarpt afstand fra bogen. Ifølge førstedamen skildrer den hende »som en vred, sort kvinde — igen«, men det er faktisk en uberettiget kritik. Om end det er nemt at forstå ubehaget ved at blive dissekeret, som det sker her, så tegner Kantor ikke desto mindre gennemgående et særdeles sympatisk billede af præsidenten og hans frue (der har indrømmet, at hun ikke har læst den og ikke agter at gøre det). Og den kan varmt anbefales til alle, der er interesseret i såvel amerikansk politik som ligestilling — og såmænd også til dem, der hellere vil brække en arm på langs end læse om sidstnævnte.