Beværtet: Om bord i en luksusoplevelse

Restaurant Viva er ubetinget havnens smukkeste restaurant, beliggende ikke ved, men på vandet i en gammel flodpram, der er renoveret og smukt indrettet. Udefra stadig en flodpram, men indeni et interiør som til en James Bond-film med tre etager forbundet af en vindeltrappe og alting mere rummeligt og æstetisk, end man lige havde gættet udefra. Stolene er betrukket i forskellige farver og giver sammen med det mørke trædæk en varme til rummet, mens bordene er simple, hvide og nøgne a la dem, man spiste sin ostemad ved på fordums storebæltsfærger. En lille bar er flot oplyst af flotte perlemorlysekroner, der gynger let på en vindstille aften.

Viva har ligget og vugget ved Langebro siden 2004, og jeg går dagligt forbi og nyder om sommeren en let lugt af fiskeaffald, der minder om somre på Skagen og studerer den tilhørende Yacht Moby Dick, der emmer af rigmandsliv med smag.

Undskyldningen for endelig at bestille bord på flodprammen på min daglige havnerute er, at Viva har lagt stilen om og moderniseret sit køkken. Faktisk er historien noget i retning af, at Vivas ejer, da han begyndte at se sig om efter en ny kok, blev tippet om, at hans gamle opvasker fra hans tid med Café Hekla på Christianshavn, skulle være blevet til en habil kok, så hvorfor ikke spørge ham. Så opvasker-Charlie, alias Charles Teinby, blev kaldt tilbage efter en tid på Søllerød Kro og Den Gule Cottage og tog sin kollega Jesper Myrup fra Dragsholm med sig til et nyt og inspireret kokketeam, der kunne løfte Restaurant Viva ind i det nordiske køkkens tidsalder.

Tomandsbordene var linet eksklusivt op ved vinduerne ud mod vandet. Her var ikke mange gæster denne aften, så vi delte stemning med et par andre par, et lille herrebord og så til gengæld et jysk transportfirma, der holdt selskab.

Øjets begejstring

Egentlig skulle man have nydt en Dry Martini som aperitif i dette landskab, men det så vi først på kortet efter at have sagt ja til nogle bobler i stedet. To glas ikke videre ophidsende Moët, der næste gang helt sikkert skal udskiftes med Martini, og hvis det er sommer, på ejerens anbefaling, indtages oppe på soldækket. To mundfulde ’foie gras-svamp’ blev serveret til. Det er foie gras fyldt med luftbobler efter én eller anden vacuumteknik vist nok. Lækkert i hvert fald og meget smukt serveret på en keramisk skønhed fra keramiker Aage Würtz, som man også møder på andre af de hippeste restauranter. Noget dejligt salt brød blev sat på bordet sammen med en slags citronsmør, der smagte sødt af græsk citronkiksfyld.

Vi valgte femrettersmenuen med tilhørende vinmenu. I femrettersmenuen får man smagt stort set alt, der er på kortet, bortset fra at man skal vælge mellem kød eller fisk til hovedret og ost eller is til dessert.

Første ret var østers i skum med iskoldt kærnemælkspulver, agurkepolypper og brøndkarse serveret på mere af Wütz’ keramik i et design, jeg floromvundent ville kalde arktisk drøm. Mad og keramik går virkelig op i en højere enhed, så man ikke skal undervurdere øjets begejstring og medpart ved en gastronomisk fornøjelse. Sådan en bid med det hele smagte dejligt af ishav, en slags moderne agurkerand i opløsning. Østersene var mindst rare, men nødvendige, mens kærnemælkssneen havde et formildende strejf af fløde. En rigtig dejlig italiensk, perlende, hvid Langhe fra Ceretto stod godt til oplevelsen.

Således opmuntrede gik vi i rask tempo videre til stegte jomfruhummerhaler, tre smukke velstegte styks til hver anrettet på lidt frisk grønkål af den finere slags i både grøn og lilla udgave, små pletter at flødeost rørt med snaps og et drys meget sprøde boghvedekerner. Disse tallerkner var plettede som sælskind. Vinen var en god gammeldags Riesling fra Trimbach.

Transportfirmaet virkede efterhånden godt opvarmet, og snakken var faldet på noget, de kaldte ’hesterøvshviskeren’. Svært ikke at have et øre med her. Det gik tjept med serveringen, og nu tilfaldt der os en lille kartoffelret bestående af kartofler på tre måder, røget mos, små kogte og nogle ordentlige friterede skiver lidt ovre i stilen af Menu-chips. Med purløgsolie, hasselnødder og smeltet Vesterhavsost. Egentlig trods sit uskyldige udseende en virkelig pervers ret. Kamoufleret svineri, der smagte himmelsk, fedt og salt og røget, som det bedste tømmermændsmad og med en vin, der virkelig kunne hamle op med stilen, en kraftig Zinfandel fra Sebastiani i Sonoma Valley .

Pikvar eller pighvar?

Der blev nu i baggrunden skålet for formanden og lærlingen og snakket om »øl og øhhh … fisse og øhhh … hornmusik«, ordret citeret med originale tænkepauser. Vi holdt en lille pause for at komme os ovenpå kartoffelbegivenheden, inden den unge kvindelige tjener kom med vores hovedretter og knælede ned ved vores bord og fortalte os, at det var »pikvar«. Nu var stemningen meget jysk i forvejen, men jeg synes alligevel, man skal sige pighvar. Ellers en virkelig upåklagelig og god service hele vejen igennem.

Pighvaren var ikke den mest spændende ret, men meget fersk og igen med noget skum, der begyndte at blive trivielt, så den fik lov at stå som en parentes, skønt den var hovedret. Der var virkelig skruet op for selskabet bag mig, og jeg er en sucker for dens slags selskabers guldkorn, så ørene var lange. En dame ville vide, hvad en punchline var. Jeg synes ellers ikke, jeg hørte andet derfra, som for eksempel: »Hvad fanden er det? — Det er irish coffee, det smager meget bedre, når du ikke selv laver det«. »Det er, når du siger noget, du virkelig mener«, svarede en stemme. »Aj, hvor kedeligt, jeg troede det var noget spændende«.

En mundfrisker i form af en kugle bladsellerisorbet på stendyssevis balancerende ovenpå små æblekugler ledte os videre til sidste ret. Vi havde valgt ost i stedet for is og fik en solid ostetallerken med fem gode franske oste i flotte stykker og lidt kvædekompot. En virkelig god fransk opdraget sydafrikansk vin fra Stellenbosch rundede menuen perfekt af.

Jeg synes, Restaurant Viva er et fantastisk sted. På grund af en sikker smag i alt fra mad og vin til indretning og servicehviler der en afslappethed over den fine middag, så der er plads til både et fint herreselskab og et muntert transportfirma, lige som det nye køkkenteam har en perfekt balance mellem stræberisk moderne køkken og jordnært personligt præg. Bedste middag længe og alle pengene værd.