Det tomme hus

Den 16. januar 2005 tog Det Kgl. Teater Operaen på Dokøen officielt i brug med en festforestilling.

Fine folk var trommet sammen på de 1.400 tilskuerpladser fordelt på etagerne. Dronning og hof, statsministeren, regeringen og Folketinget, Højesteret og embedsværket, pengemagt og pressen. De vandrede hvileløst rundt i den nye foyer uden siddepladser og borde at stille den dyre kontorkaffe fra sig.

Og efter den første undren over underskuddet af parkeringspladser og nidkære vagter, der inddrev bøder til grundejeren — for ikke at tale om garderobeforholdene — ringede det ind, og samfundets øverste kreds fandt sine pladser på blå stole bygget til folk med lår som dværge. Der sad de.

Ikke at forglemme donator, han var naturligvis til stede, landets rigeste mand der af egen fond skænkede det danske folk Operaen mod at få sit navn trykt i programmerne.

Midt på den lange, lange, lange aften trådte den gamle skibsreder frem på scenen og betroede nationen sine tanker om generøsitet og gaver.

Statsministeren — kendt for sin kreative bogføring — takkede. En mand fortrolig med rampelys og mikrofon, men tydeligvis ikke med et skråt gulv. Mange fremmødte var pænt klædt på denne festlige aften, men ikke kendt med teatrets væsen og kunstens kald, hvilket havde tilskyndet teaterledelsen til at sammensætte et program, der ikke udfordrede de forudsætningsløse.

En nærliggende tanke såsom at opføre en opera i en opera blev således forkastet. Altså diverterede Operaen med det lettere repertoire og ikke så længe ad gangen, men i hastig afveksling for det lette kavaleri og mange tissepauser. Med enkelte undtagelser, der ikke faldt i god jord, var der ikke meget, der sådan set havde med operakunst at gøre.

Multimanden Møllehave hersede rundt med sig selv på den vældige scene, engageret til dagen som konferencier for en tabt sag og indlagde sig uvisnelig hæder ved at henlede festdeltagernes opmærksomhed på husets arkitekt. Verdensberømt og en af Danmarks betydeligste i bygningskunstens historie — ham havde teaterledelsen i samdrægtighed med bygherren, der ikke brød sig om hr. Henning Larsen, sendt op på en fjern etage.

Der sad arkitekten så fint i kjole, hvidt og medbragt viv. Placeringen var symbolsk som aftenens program var potpourristisk og varslede en fremtid, hvor feststemning og glæde og gaven til det danske folk, når opera i magtens kreds var gået af mode, igen ville blive afløst af hverdag i populistisk middelmådighed.

Nogen lægger ikke vægt på den slags varsler, andre ser dem ikke som tilfældigheder.

Forudset for dyr drift

Den nu tidligere operachef og den tidligere musikchef, henholdsvis Holten og Schønwandt, advarede tidligt mod at beskære et i forvejen overskueligt budget.

Havde man nu endelig apparat til grand opéra, måtte de ansvarlige indse, at det kostede at fylde rammen ud og høste valuta for den investering, som trods alt ikke kun var skibsrederens.

Respektfuldt sagt er hr. Møller rent bortset fra den rettidige omhu også en slags produkt af biologien og af det samfund som han tjener så flittigt, men også nyder godt af.

Uden Danmark ingen Møller, uden Møller en anden Møller. Bemærket i forsigtig og nænsom benovelse over de mange penge.

Donationen til det danske folk viste sig ligesom i eventyrernes gaver fra halvguder at være tvetydig. Og ’det danske folk’ og ’det danske folk’, bårp, bårp. Flertallet er utvivlsomt mere til øl, den slags og hornmusik.

Kunstnerisk udørk

Administration og kvadratmeteromfanget af de mange bygninger tvang teatret i knæ, og besparelserne har nu slået hovedet på sømmet og forståeligt nok sendt operachef og kommende musikchef på vild flugt. Operaen er ikke mere opera på niveau, men noget der meget snart kommer til at ligne en middelstor tysk provinsscene og dét med et mindre kor end gennemsnittet.

Kasper Holten advarede igen igen fra sit eksil i London: Med de nye nedskæringer skal Det Kgl. ikke regne med at tiltrække kunstneriske chefer, dirigenter og solister af første rangklasse. Keith Warners afsked i utide afholder samtlige i den vægtklasse fra at lade sig friste. Operakoret er skåret ned til det uacceptable, kapellet ikke bragt ajour til de store forestillinger, og man kan være fuldstændig sikker på, så sikker som i gamle dage, at de bedste operasangere i deres bedste alder herefter søger udenlands. Det hele bliver kort sagt back to normal.

Det var dengang man stillede sig tilfreds med det tredje- og femtebedste og var glad og fornøjet bare tæppet gik op og ned, og sangerne ikke faldt ned i pauken.

Teaterchefens kommentar er henrivende: »Vi skal nu i ledelsen sørge for en smidig overgangsperiode, til den nye operachef er fundet«. Sådan sagde direktør Erik Jacobsen. En smidig overgangsperiode!

Mens man sad og funderede over, hvad dét betyder, forestillede man sig i sin dystre fantasi, at en kunstnerisk sindet rigtig teaterchef i stedet havde sagt: ’Nej, fanden gale mig, om min operachef går; hvis han går, skal han i hvert fald ikke gå alene, for nu går jeg også og finder mig ikke i flere forringelser og tilsidesættelser. Det er mit bud på en smidig overgangsperiode, og så kan de skide politikere med Venstre i spidsen, der nu jamrer over de besparelser, som de har gjort til en livsform, selv få lov at synge, danse ballet og spille komedie. Farvel og tak’.

Men sådan sagde teaterchefen ikke. For det betyder dybest set ikke ret meget, teatret er bare noget, han tilfældigvis takket være en besynderlig tidligere minister og en tidligere bevidstløs bestyrelse administrerer. Ynken i teaterchefens reaktion betyder som antydet uoverstigelige vanskeligheder med at finde en ny leder af operaen.

Hvem accepterer de vilkår som en topprofessionel berømt operachef har forkastet? Hvem vil søge stillingen på Dokøen og hermed demonstrativt hævde at Covent Gardens nye danske operachef, allerede en af de mest indflydelsesrige personer i den internationale operaverden med sin skriftlige advarsel forleden bare overdriver? Eller har knald i låget, og at krisen så heller ikke er værre, end at det kan klares med en smidig overgangsperiode? Ingen. Heller ingen betydelige dirigenter.

Tomhed mellem ørerne

Men teatrets ledelse har fod på situationen; chefen, ledelsen og bestyrelsen skal nu til at organisere smidigheden og opretholde den høje kunstneriske standard, som de siger.

Teaterchefen lader forstå, at man sådan set fortsætter, som om ingenting var hændt, skønt hver 13. medarbejder i huset er væk efter den mest radikale reduktion i teatrets historie. Operakoret er skåret ned til 40 medlemmer, kapellet har ledige pladser, og forestillingernes tal reduceres drastisk.

Det klarer vi med smidighed. Den havde Det Kgl. altså ikke før. Og hvis ansvar er så det?

Hvad enten man er til mere rullepølse på plejehjemmene eller ej; hvad enten man hader kunst, kultur og opera eller ej, så kan de fleste vel blive enige om at moderne management, hvor man snakker katastrofen væk og sorgløst lader to og fem være lige, har sine gyldne år på nationalscenen.

For ikke så længe siden indkøbte ledelsen i det kriseramte teater en skræddersyet værdipolitik, hvis banaliteter om det kongelige brand kun overgås af tekstens lodrette vås.

Meningsløsheden kommer til sin ret i teaterledelsens reaktion på katastrofen, der nu er eksploderet mellem chefens fingre med den gamle bestyrelse i bakspejlet. Indvielsesfesten dengang i 2005 varslede i sandhed fremadrettet tomhed mellem ørerne.