Løb, løb, løb fra livet

»Jeg har ikke tid til at dyrke motion,« skriver livsstilseksperten, at vi siger. Og jeg tænker: »Netop!« Ofte har jeg ikke tid. Men så spørger hun mig, om jeg har tid til at lade være. Og så bliver jeg bange. Bange for at dø af usund livsstil, før jeg får snøret mine løbesko. Bange for, at tiden skal løbe fra mig. For en dag er det for sent at få et langt liv. Jeg bliver helt bange for at degenerere af at sidde stille, så jeg vipper lidt med tæerne.

Denne frygt, der følger med de velmente sundhedsråd, er interessant, fordi den spiller på hele mit livsløb: Jeg er ung og rask og bange for at dø. Ikke fordi jeg elsker mit unge, raske liv og ikke vil dø i trafikken i morgen, men fordi jeg ikke løber nok for livet. Og blodet kan ikke løbe igennem min krop, fordi der er pommes frites og smeltet ost i mine årer og en kappe af fedt om mit bankende hjerte. Og friturestegte organer … og det skræmmer mig ja.

Frygten gør fysiologien så visuel, at man løber som pisket. Eller slår sig selv i hovedet, fordi man ikke gør.

Så hellere atomfrygten

Jeg hørte i fjernsynet, at børn i 1980’erne var mere bange for atomvåben, end børn der blev født i 1980’erne. Det tænkte jeg meget over, fordi jeg hører til de sidste. Og ganske rigtigt ikke var spor bange for atomvåben.

På en sær måde ville jeg hellere være bange for noget sådant ydre, så vi i det mindste kunne dele frygten. Og være bange sammen for at gå rigtigt under. Og synge lange, bange sange og tænke på menneskeheden og dommedagen og store ting. I stedet for at være bange for vores egen indre invasion af usund mad og løbe rundt om hinanden med iPods i ørerne.

For sundhedsfrygten er jeg alene med. Ikke at I ikke deler den, men organismen er min og min alene, mine, my own, my precious. Jeg er min egen sundheds smed, sådan fungerer gerningsretfærdigheden i dydsdiktaturet.

Og nej, det er ikke retfærdigt, hvis jeg bliver ligeså gammel som min veninde, der løber vældig mange kilometer hver morgen. Jeg har ikke de samme sundhedsdyder, den samme imponerende vilje til et langt liv. Og ligesom med frygten er jeg alene med synden; en pandekage i ny og næ i ly og læ for diktaturet.

Her kan man spørge, hvorvidt løbeturen overhovedet kan balancere frygten. Måske er grunden til, at jeg ikke bliver gammel nok ikke, at jeg ikke løber, men at jeg er så bange for, at jeg ikke løber. Alle de stresshormoner der suser rundt, når man er sin egen sundheds smed, de er vist nok heller ikke så gode for organismen.

Kan jeg overhovedet løbe langt nok til at føle mig sund nok til ikke at frygte ikke at være sund nok? Hvor mange gange skal jeg rundt om søen for at blive 100 år?

Drøm og bliv 100

I Havana drømmer de unge om vores verden. Dovne og drømmende unge på øen, hvor præstationspresset aldrig nåede frem. For enden af gaden ligger havet. Her stopper verden brat. Og her begynder drømmene deres flugt fra virkeligheden — deres egen og vores.

Her sidder de unge på kanten af molen og kysser, mens de vipper lidt med tæerne og forestiller sig engang at krydse havet, for så vil alt blive bedre.

Det er også her, man åbenbart bliver 80 år af at spise skinke og dulce og ryge cigarer og se på havet i lange, varme minutter. Det var, hvad en indigneret og forvirret sundhedsminister måtte konstatere, da den danske middellevetid passivt måtte se sig overhalet af den cubanske for snart ti år siden.

Dit skelet, skat

Livsstilseksperten foreslår, at vi kan bruge frygten i børneopdragelsen, så børnene ikke bliver dovne og dør for tidligt. De skal frygte inaktiviteten i sofaen, som de frygter motorvejen. Kan de voksne være andet bekendt end at udbrede frygten for usundheden?

Men, beder jeg, lad ikke frygten brede sig til børnene; de eneste organismer, der løber af sted derude, fordi de har lyst. Fred nu legen, den sidste væren for værens skyld. De sidste lange minutter med mening uden definerede endemål. Frygtløse, nyttesløse minutter med kæmpestor værdi alligevel og i sig selv.

Børn er ligeså frygtløse, når de løber, som når de spiser slik. Begge dele er så naturligt og lækkert. Lad det ligge. Tag ikke børnene som gidsler i sundhedsregimet.

Livsstilseksperten skriver om børn, der har med svage skeletter, fordi de ikke bevæger sig. Det er ikke noget rart billede, men sikkert effektivt.

Der er alligevel aldrig nogen, der har troet på det med de firkantede øjne. Så næste gang de vil spille Nintendo hele eftermiddagen, da mind dem om det med de bløde knogler. Blidt: »dit skelet, skat«.

Nej, de skal tids nok og tidligere og tidligere blive individualiserede og lære, at den, der løber stærkest kommer først og lever længst. Der er bare noget grundlæggende paradoksalt i at skulle være bange for sin egen degeneration, endnu før man er færdig med at vokse.

Kærtegner os selv

Jeg er bange for, at vi ender med at bekymre os mere om vores egen organismes degeneration, end vi bekymrer os om hinanden. End vi bekymrer os om planeten og dens degeneration. Alt kødet, vi spiser f.eks., som er så dumt for klimaet, men så godt for mine muskler.

Jeg hørte en mand i fjernsynet, som sagde, at vi glemte at kærtegne hinanden, fordi vi skynder os ud og kærtegne os selv, så snart vi kommer hjem. ’Hej skat, jeg løber lige en tur’.

Jeg tænkte over, hvordan han var nået dertil. At han måske selv var kommet hjem, og ’hej skat’, og så alligevel stoppet op, midt imens han snørede sine løbesko. Måske satte han sig ned og fandt ud af, at der var noget, han hellere ville.

Måske gik han ind i stuen til sin kone, som netop den dag havde taget en kjole og den der parfume på.

Måske fik han øje på sin kone den eftermiddag.

Jeg ved det ikke, og det er jo det, der er pointen. Ikke nødvendigvis at vide, hvad man skal have ud af de næste tredive minutter.

Løb fra din skæbne

Løb. Løb. Løb. Alt det løb, det lyder næsten som en flugt … Det får mig til at tænke på: »Løb Simba. Og kom aldrig tilbage. Løb fra din skæbne og dit ansvar.« For hvis bare jeg løber og løber, bliver min krop yngre og yngre. Måske kan jeg løbe så længe, at jeg bliver et barn igen, at jeg glemmer, hvorfor jeg løb og løber videre, fordi det er fedt. Fordi det er snevejr.

Man bliver jo så dejligt ikke-deprimeret af at løbe derudaf. Der frigives alt muligt godt for krop og sjæl.

Eller er det flugten, der er så dejlig i virkeligheden? Er det mest af alt pausen fra tankerne til benenes monotone rytme, og er dét friheden?

Det er i så fald blot én vej til friheden, og det er den nemme vej, fordi den kan tilbagelægges helt alene.

Jeg kommer hjem igen med bankende hjerte og god samvittighed over at have opfyldt det ansvar, jeg konstant bliver mindet om, er mit. Det ansvar, der er vor tids største. Ansvaret for mig selv. Nu kan jeg med god samvittighed fordømme usunde syndere i stedet for at tage ansvar for dem.

Og jo længere jeg løber, jo længere lever jeg, jo længere kan jeg udskyde ansvaret. På denne måde kan ansvaret for de andre opløses i ansvaret for mig selv.

I en tid med flere og flere nye sundhedsråd, kan det nogle gange være rart at åbne gamle bøger.

»Ligeledes mistænker jeg ønsket om at forlænge menneskets levetid hinsides hundredeårsgrænsen, for at være et forsøg på at flygte fra menneskets vilkår«, Hannah Arendt, 1958.

Sarah Lang Bohl Andersen studerer psykologi Jesper Ruben studerer litteraturvidenskab