Det er måske nok det største ansvar, der kommer til at hvile på skuldrene af langt de fleste mennesker. Forældreansvaret.

Og netop i det ansvar for et andet menneske og de følelser, der er forbundet med opgaven, skal man finde svaret. Svaret på, hvorfor det ikke er lykkedes et enigt folketing at udforme en lov, der kan rumme de konflikter, som en familie i opbrud kan opleve. Eller en lov, som er i stand til at rykke ved vores samfunds indforståede opfattelse af moren som den primære forælder. En kultur, der trækker tråde fra familier over institutioner til offentlige instanser.

Det var ellers akkurat forældrenes fælles ansvar og samarbejdet til barnets bedste, der var centralt i den nye forældreansvarslov, da den blev indført i 2007. Men det skulle vise sig at være naivt at forestille sig, at de brudte familier skulle kunne udvise fornyet evne til at samarbejde.

Loven lagde op til, at de ekskærester og nyskilte, som ender i statsforvaltningen eller ved domstolene, skulle blive bedre til at samarbejde. Naiviteten har da også sat sig sine spor — der er bred enighed om, at loven har forlænget de sværeste konflikter, der fastholder børn i en psykisk klemme mellem mor og far.

Før loven blev indført, stod manden oftest som den svageste part. Statsforvaltningerne og dommerne tildelte nærmest pr. automatik moren mest tid med barnet.

Med en lovrevision ville et enigt folketing gøre praksis mere tidssvarende og anerkende, at manden er ligeså meget forælder som kvinden. Med den nye forældreansvarslov skulle forældrene samarbejde, og dommerne blev bemyndiget til også tildele fælles forældremyndighed i sager, hvor den ene forælder var imod det. Begrundelsen lød, at et familieliv med både mor og far er i barnets interesse, som også FN’s børnekonvention lægger op til.

Men alt tyder på, at det ikke er lykkedes at aflive den indgroede myte om, at moren er den bedste forælder og derfor bør have de fleste rettigheder. Loven er en succes i den forstand, at flere forældre ender med en fælles forældremyndighed i dag. Men der hersker endnu en kultur i statsforvaltningen, der gør, at moren i langt de fleste tilfælde får bopælsretten.

Information beskrev for nylig Mads’ historie. Ekskæresten undlod at aflevere datteren til tiden, hentede hende fra ridning i farens samværsperioder og trak tiden, når hun skulle afleveres. Hun chikanerede i en sådan grad, at statsforvaltningen vurderede, at konfliktniveauet var for højt til at fastholde den fælles forældremyndighed.

Selv med den nye lov er det altså stadig muligt for bopælsforælder at skabe så stor konflikt, at man kan mindske eller helt fratage den anden forælder samværet med barnet.

Som Mads sagde: »Det betaler sig for kvinden at modarbejde samvær og ikke at samarbejde.«

Lovens formål er at varetage barnets tarv og sikre dets ret til familieliv med begge forældre, men i praksis kan man stadig chikanere sig til eneret over barnet. Med andre ord lykkedes det kun at flytte kamppladsen fra at handle om forældremyndigheden til at handle om at blive bopælsforælder.

Det er altså ikke alene børneorganisationer, advokater, domstole og eksperter, der fra den ene side peger på, at loven har resulteret i længerevarende og større konflikter. Fra den anden side peger fædrene på, at loven endnu ikke lever op til FN’s børnekonvention og sikrer barnet ret til et familieliv med begge forældre.

Begge parter påpeger altså svagheder ved loven, som leder til akkurat samme resultat: At barnets bedste ikke er i centrum. Det er derimod forældrenes uenigheder, der mudrer debatten og den forestående revidering af loven. For efterhånden som konflikterne er blevet forlænget, er debatten på samme måde blevet grovere.

End ikke eksperterne synes at kunne holde tungen lige i munden, når de skal forholde sig neutralt og kommentere sagen.

For mænd vil ikke hjælpe derhjemme, tage barsel og tørre snotnæser, og de skal derfor ikke regne med noget, når der skal afgøres om samvær og myndighed. Ligesom kvinder bare vil have børnene for sig selv, fordi de ifølge stereotypen opfatter sig selv som den første og bedste forælder. Som ligestillingsminister Manu Sareen (R) sagde til Information i går, »er vi er desværre stadigvæk underlagt en diskurs, der ofte kan resultere i, at det bliver svært for manden at bryde ud af de kønsroller, samfundet tildeler.«

Når det ikke er lykkedes at ændre på den indgroede opfattelse i de offentlig instanser af, at moren er den primære forælder, skyldes det måske, at det svære forældreansvar er nærved umuligt at ordne og regelsætte med paragraffer og vejledninger.

Man skal nok nærmere se på den kultur, der har givet kvinder ret til arbejde og direktionsgange, men som ikke har sikret manden en ligestillet ret til hjemmet og barnet.

Denne artikel er anbefalet af: