Til bunkebryllup med eremitten

Vi er alle i samme båd, og ingen af os ville formentlig være i den, hvis ikke det var for Leonard Cohen. Omkring 75 journalister fra hele Europa og fra medier som Word, GQ, Irish Times, El Mundo, The Guardian, BBC og, nå ja, Information sidder bænket til første lytning på den canadiske helligdoms seneste album, Old Ideas. Og for at forsøge at finde hoved og hale i den efterfølgende pressekonference.

Meget godt er der ikke at sige om den slags god gammeldags pølsestopning, hvor alle søges serviceret, og ingen ender med at være det. Men denne aften i biograf- salen under May Fair Hotel i London holder man alligevel vejret, da den 77-årige herre efter en kort introduktion sætter sig på forreste række og lytter sammen med os.

Jeg sidder to meter til højre for ham på anden række og noterer, som om det var en profets gøren og laden (hvad skulle man ellers gøre?), at hans læber synes at bevæge sig til ordene på »Show Me The Place«. Og kun til den sang.

»The troubles came/ I saved what I could save/ A thread of light/ A particle a wave/ But there were chains/ So I hastened to behave.«

I bakgear

»Hvordan var det at lytte til albummet?« spørger aftenens ordstyrer og første- interviewer, ingen ringere end Jarvis Cocker, efter at vi alle i andægtighed har lyttet til de 10 — meget lovende — sange drægtige med død, kærlighed og det stadig løsere køds lyst.

»Jeg lyttede ikke,« lyver Leonard Cohen og introducerer med det samme den kispus, som han flere gange leger med hr. Cocker i løbet af deres 19 minutters samtale — især når Cocker begår den fejltagelse at forsøge at tale om teksterne. F.eks. om banjoen som billede i en af sangene:

»Jeg ved ikke, om det egentlig er fair at undersøge oprindelsen af et billede, som synes at have sin egen gyldighed,« lyder svaret.

Et ikon sætter i konsekvent bakgear, da han ser obduktionsbordet. Og det gør han flere gange undervejs.

Men han svarer også mere udtømmende i andre retninger:

»Jeg har altid følt, at jeg skrabede bunden af gryden for at få sat en sang sammen. En begyndelse, en midte, en slutning. Jeg har aldrig haft fornemmelsen af, at jeg stod foran en buffet, en overflod af valg. Jeg føler mere, at jeg opererer i, som Yeats plejede at sige, hjertets beskidte marskandiserforretning.«

»Det meste af tiden bliver vi desillusionerede af det arbejde, vi har udført. Af og til er der noget, der nådefuldt stikker ud, inviterer os til at arbejde videre med det, animere det på en eller anden måde. Det er en mystisk proces. Jeg tror ikke, jeg kan tilføje noget afgørende. Stedet her er fyldt med skribenter, så vi ved alle, at faget afhænger ikke kun af udholdenhed, sved, men også en slags nåde eller lys.«

Så forsøger Jarvis Cocker sig med endnu et tekst-spørgsmål:

»I slutningen af sangen ’Come Healing’ lyder linjen ’the penitential hymn’ (den angerfulde salme, red.). Det slog mig, at den kunne bruges som en betegnelse for ret mange af dine sange.«

Cohen: »Jeg er ikke sikker på, at jeg ved, hvad det betyder. Helt seriøst. Er anger passende for Gud eller for mennesket? Hvem har skylden for den her katastrofe?«

Cocker: »Jeg tror, det er noget, der bliver rodet en del sammen.«

Cohen: »Jeg har aldrig kunnet regne det ud.«

Og så kan bunkebrylluppet med eremitten ellers starte. Ordet er frit, og to mikrofoner går på omgang i salen, hvor vi ved, at det kun er de heldige 20 procent, der får stillet et spørgsmål — og at der ikke findes opfølgende spørgsmål. Hvilket gør det til skydning i blinde.

Ikke mindst når der altid er en dummernik til stede, som er utrolig interesseret i interviewofrets forhold til dummernikkens hjemland. I dette tilfælde Spanien.

Der er også en, der med djævelens vold og magt må vide, om Cohen kan lide sin søn Adams plade. En anden, om succesen med hans seneste turné har påvirket hans nye album. Kontrasterne er til at tage og føle på. En australsk journalist vil således vide, om Cohen har nogen forestilling om skæbnen.

»Ved du hvad, jeg har meget lidt … Jeg kan afprøve forskellige ideer for samtalens skyld … I høflighedens tjeneste … Men jeg har ikke nogen dyb overbevisning om den mere. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg synes ude af stand til at bakke op om nogen som helst forestillinger. Måske er det den ældste forestilling af dem alle, at der ikke er nogen forestillinger, der er umagen værd.«

Vi er midt i et forsøg på at få afviklet PR så hurtigt og så nemt som muligt. Og Leonard Cohen virker ikke ligefrem forelsket i situationen. Hans krogede, magre skikkelse, der ligner en kunstfærdigt foldet papirclip i et for stort, ellers ulasteligt grafitgråt jakkesæt, er i konstant bevægelse. Især venstre hånd.

Han gnider den over armlænet, gnubber håndroden over sit knæ. Hiver sig længe i sin enorme venstre øreflip, slipper den så den dingler. Gnider sig over kinden med tommelfingeren. Og højrebenet bliver så grundigt foldet om venstrebenet at skosnuden stikker ud på højre side igen. Men han er selvfølgelig også under intens overvågning.

Og han bestræber sig under spørgerunden på at give illuminerende svar. Et råd, han ville give sig selv som ung? Det, han fik af vennen, den afdøde canadiske poet Irving Layton:

»Are you sure you’re doing the wrong thing?«

Han afslører, at hans stemme — mod konventionel visdom — er blevet dybere, efter at han er holdt op med at ryge. Og at han har tænkt sig at begynde igen, når han er 80.

Han fortæller, hvordan han som ung fortærede poesi med stor sult. Og forelskede sig i Lorca, da han 15 år gammel i et antikvariat i Montreal læste linjerne »I want to pass through the arch of Elvira and see your thighs and begin weeping«. En historie, han så har fortalt 100 gange før. Men alligevel.

Stillet til regnskab

Og aftenens sidste spørgsmål lander i fortiden. En journalist vil vide, om Cohen vender tilbage til nogle af de vigtige steder i sit liv, når han er i nabolaget.

»Stiller du dig under soveværelsesvinduet?«

»Dit soveværelsesvindue? Hvor bor du?«

»Jeg er fra Wales.«

»Faktisk boede jeg på hjørnet af Gayton Road og Hampstead High Street (i London, red.) i 1959 hos en dame, mrs. Stella Pullman, som var min udlejer. Jeg havde en seng i dagligstuen, og jeg havde nogle pligter. Jeg skulle gå ned hver morgen og hente kul og tænde op i dagligstuen. Hvis jeg udførte mine pligter, fik jeg lov til at bo der. Hun spurgte også ’Hvad laver du?’. Og jeg sagde: ’Jeg er forfatter.’ ’Nå men, hvor meget skriver du?,’ sagde hun så. ’Tre sider om dagen,’ sagde jeg. ’Jeg vil checke, når hver dag er forbi, og hvis ikke du har skrevet dine tre sider og du ikke har båret kul op, så må du ikke bo her.’ Og det gjorde hun, Stella Pullman. Det var under hendes barske og medfølende overvågning, at jeg skrev min første roman, The Favourite Game. På hjørnet af Gayton Road og Hampstead High Street. Jeg har nogle stærke følelser for de stunder, jeg har brugt dér.«

Bunkebrylluppet fuldendes, da det viser sig, at mange journalister er så meget fans, at de vil fotograferes sammen med Cohen, mens han signerer deres bøger eller plader. Det er et bizart skue: Den gamle, ydmyge mester i det nervøse lys fra klikkende iPhones. Det ser ikke ud til at forstyrre ham.

Leonard Cohen-pressekonference på Hotel May Fair, London, den 18. januar

Leonard Cohen: ’Old Ideas’ anmeldes på næste side af Klaus Lynggaard

Rejse til og ophold i London blev betalt af Sony Music

Leonard Cohen skrev sin første roman i London – efter at have lovet sin udlejer at skrive tre sider om dagen. Foto: Eloy Alonso/Reuters