Et mat, men værdigt farvel

Leonard Cohen, der har leveret lyd- og tekstspor til fem, måske seks generationer af uhelbredelige romantikere, er nu 77 år gammel, og han havde egentlig indgivet sin afskedsbegæring i hælene på det lidt skuffende album Dear Heather (2004) og den hæderlige digtsamling Book of Longing (2006). Men i det mellemliggende år opdagede han, at hans manager, Kelley Lynch, havde tømt hans pensionsopsparing (fem millioner dollar, da også en slat), hvilket betød udsættelse af hans fratrædelse, og i stedet drog den gamle soldat atter på landevejene for at indtjene noget af det tabte.

Godt for alle, der kører på Cohen-tid. En ekstensiv verdensturné bragte ham til Danmark tre gange i 2008 (heriblandt en sublim aften på Rosenborg Slots eksercitsplads, som stadig giver genlyd i sjælen) og en gang i 2010, hvor han gav en fra mindet uudslettelig koncert i Fruens Bøge på Fyn.

Man skulle være et skarn, hvis man ikke glædede sig over de oplevelser, man der uventet fik, samt over, hvor overraskende godt han holdt sig lige så vel som sang. Det var vel at mærke timelange events, hvor han ikke sparede sig selv. Undervejs dukkede sågar et par nye sange op, med løftet/håbet om at han måske havde endnu en skive i sig.

Det havde han så. Den er nu landet under titlen Old Ideas (selvironi, måske?) og er faktisk kun det 12. studiealbum siden debuten i 1967 med mesterværket Songs of Leonard Cohen. Uden helt at nå den håndfuld sikre vindere, hans sparsomme, men gennemarbejdede og smagfulde produktion har kastet af sig (det sidste storklassiske Cohen-album er stadig Ten New Songs fra 2001), er det stadig en samling bulletiner, man nødig ville have været foruden.

Som en hvisken

Man skulle ikke tro, det var muligt, men Stemmen er dybere, mørkere og endnu mere ildevarslende end nogensinde før i hans 44 år som pladekunstner. Han kerer sig ikke stort om at synge længere, i stedet deler han sine største fortrydelser og forhåbninger — godt krydret med masser af galgen- humor — med os med en stemme, der kun lige løfter sig en halv centimeter over hvisken, til gengæld med samme tyngde som en bedemand.

De musikalsk inklinerede kan givetvis finde vederkvægelse i de fornemt arrangerede og sungne kvindekor, der varetages af kapaciteter, og som hvirvler ind og ud af mikset med samme ynde som en flok lettere berusede ballerinaer. Melodimaterialet er sparsomt for ikke at sige minimalt, akkompagnementet smagfuldt som i ’diskretion en selvfølge’, produktion passende prunkløs, og hans spanske guitarspil har fået en lille renæssance her og der. Og teksterne, ja — de er fucking fantastiske, som vi jo er vant til fra den kant. Og jo mere man lytter, des dybere drages man ind i værket og oplever endnu engang det sære paradoks, at mens Cohen uddriver sine dæmoner, løfter ens sjæl sig.

Kort sagt — har man aldrig brudt sig om Mr. Cohen, er der nok intet her, der kan ændre på det. Er man ny til manden, er dette ikke stedet at starte; man skal alligevel nok havne der hen ad vejen. Men er man allerede inden for den fortryllede ring, er det bare at tage for sig af retterne. Igen og igen.