Radio Drama sparker døren ind

»Hrrmumrm!« Hvordan lyder det, når man sparker en dør ind? Charlotte Munch rejser sig fra rundbordet i Radio Dramas opholdsrum. Med et rutineret spark splintrer hun en imaginær dør med flad fod. Når man har spillet tv-strømer Anna Pihl, er den bevægelse intet problem.

Problemet opstår først, når den rigtige lyd skal ud af munden samtidig: »Hhhrrr«. Det, hun fremfører, er nemlig radio, ikke tv.

»Det er jo ret sejt at sparke en dør ind, men lyden blev ret usej,« forklarer hun.

Og så imiterer hun en alternativ variant, alt imens Peter Mygind kommenterer fra sidelinjen og fortæller om, hvordan de under optagelserne måtte tage den del om og om igen. »Hhhmfh«. Så skulle den dør vist være besejret.

Danskerne har atter kastet deres kærlighed på Danmarks Radios lille nichedisciplin Radio Drama. Den er lige så gammel som DR selv og er efter en slap periode igen blevet et indsatsområde. Men indsatsen deler vandene. For selv om Radio Drama er ’billig fiktion’, som leder af Radio Drama Thomas Hedemann kalder det, så er det den ubetinget dyreste form for radio, DR producerer. Og bl.a. Hedemanns (k)ærligste kritiker, radiohistoriker Jan Ole Nielsen, synes, at den populære udvikling har resulteret i underlødig radio.

Faktum er samtidig, at lyttertallene på fem år er blevet tidoblet. I 2007 var budgettet blevet halveret, de fleste medarbejdere fyret, og udsendelserne blev rykket fra P1 til P2 med den konsekvens, at de gennemsnitlige lyttertal faldt fra 32.000 til blot 9.000. Det var DR’s laveste lyttertal overhovedet.

Nærværende dagblad skrev: »Radio Drama på dødsgangen«. Dansk Dramatikerforening trykte dødsannoncer over genren i danske aviser. Dansk Blindesamfund, Radio Dramas mest trofaste lyttere, meddelte i protest mod besparelserne, at de ville nedlægge deres årlige Radiospilprisen.

Da Hedemann samme år blev ansat som chef, besluttede han sig for at satse populært. Der skulle, i tråd med navneændringen i 2000 fra Radioteatret til Radio Drama, laves drama nu. I 2009 blev danskerne lokket fra tv’et og hen til radiohøjttalerne for at høre radioens spin-off på tv-serien Sommer. Senere udvidede Radio Drama også Borgen’s tv-univers med radiostykker om embedsfolket. I den mellemliggende tid blev mange lyttere hængende.

Nu medgiver Dansk Blindesamfunds formand for Fritid og Kultur, Arne Pedersen, endda, at de i foreningen er villige til at undersøge, om Radiospilprisen skal genopstå.

100.000 danskere hører nu hver uge Radio Drama i en palet af forskellige genrer. Aktuelt kan man høre det historiske hørespil om Niels Bohr, Kædereaktioner, ny- dramatiserede Tove Ditlevsen-noveller, dokudramaet Fremmed Fugl og så, en klassisk genre: krimier.

Blandt andet derfor står Charlotte Munch nu og saksesparker på Danmarks Radio. Hun og en flok kolleger er under teaterdramatiker Anders Lundorphs direktion i gang med optagelserne af radiokrimien Syng en lille sang, skrevet af Merete Pryds Helles krimi-alias, Liv Mørk.

I teknikrummet på den anden side af gangen instruerer Lundorph sammen med tekniker Helga Prip skuespillerne over højttalerne. De to lytter, mens spillerne fremfører en scene, hvor en godmodig kvinde ægter en dømt pædofil. Skuespiller Niels-Martin Eriksen hvisker slesk:

»Jeg ville aldrig gøre noget ved en lille pige, som hun ikke selv bad om …«

»Eeej, hvor væmmeligt,« udbryder tekniker Prip.

Lundorph trykker på højttalerknappen ind til studiet:

»Mere flow, du ligger lidt for hårdt på replikken.«

Med enkle instruktioner finder scenen det rette leje. Og så skal der lægges lyd- effekter på.

Eksperimenter

I 1966, da DR og Radioteateret holder til på Rosenørns Allé, debuterer en ukendt digter, 31-årige Inger Christensen, som radiodramatiker.

Radioteatrets nyligt ansatte chef, Jørgen Claudi, har valgt at skifte drastisk kurs, efter at radioteateret er begyndt at kollidere med tv’ets popularitet. I stedet for at fortsætte med klassiske dramaopførelser, betaler han med et frisk greb i lommen en række unge forfattere for at udforske radioteatermediet på deres egen måde.

Det fører til modernistiske eksperimenter af bl.a. Svend Aage Madsen. Sven Holm skriver dokumentarisk prægede dramaer, og Anders Bodelsen debuterer med den nyrealistiske En hård dags nat, der vinder den prestigefyldte Prix Italia i 1967.

Og så er der altså den unge Inger Christensen, der debuterer med sin eksperimenterende radiodialog Spejltigeren, instrueret af Det Kongelige Teaters Sam Besekow.

I stykket høres en navnløs mand og kvinde, der slukker lyset i deres stue og gennem snak ’genopfinder’ virkeligheden. Stykkets stiliserede lyd skaber fremmedgørelseseffekt. Der er ingen rumklang og lydeffekter. Når stykkets par skåler med deres kaffekopper, er der ingen klirren at høre. Når det ringer på døren, er det kun noget, der foregår i stykkets virkelighed. Lytteren hører intet.

»Reaktionerne udeblev ikke,« fortæller Jan Ole Nielsen, der er cand.mag. i dansk og pædagogik og har skrevet speciale om radioteatrets historie i den periode.

»Dengang anmeldte tidens store anmeldere også radio. Og folk som Svend Kragh-Jacobsen og andre hønisser var jo ved at kaste op over sådan noget mærkeligt noget, som cirklede rundt uden at komme frem til noget.«

For Nielsen er det et af radiohistoriens bedste dramastykker. Siden har Inger Christensen selv betragtet Spejl- tigeren som et forstudie til et af dansk digtnings vægtigste værker, det.

Jan Ole Nielsen savner eksperimenterne.

»Jeg græd snot, da de lukkede for produktion af enkeltspil. Det nuværende Radio Drama arbejder dedikeret, men det er noget frygteligt lort, der produceres. Det grundlæggende problem er, at Radio Drama i dag som en anden lydig vovse er styret af segmentundersøgelser! Det er derfor, afdelingen sigter på et pendler-publikum på under 40, der lytter i metroen eller i bilen. Det sætter klare begrænsninger for, hvor udfordrende og eksperimenterende lyduniverset kan blive, og det giver tamme og forudsigelige produktioner.«

Dokudramatisk krig

»At vi er blevet for populære synes jeg er en skør kritik,« mener Thomas Hedemann derimod.

»Vi er stadigvæk en niche. Når man er en niche i forvejen, skal man passe på med at gøre sig endnu mere til en niche. Nogle af de gamle enkeltspil var meget svært tilgængelige, og det er vi gået væk fra. Men jeg synes jo stadig, at vi eksperimenter, vi gør bare også rigtig meget ud af at formidle vores historier, så så mange som muligt kan lytte med.«

Ét sted, hvor historikeren og Radio Drama-lederen kan mødes, er i DR’s produktion af dokudrama, der er Radio Dramas mest form- udfordrende genre.

I lighed med filminstruktør Georg Larsen har P1-journalist Mikkel Clausen skrevet og instrueret en række dokudramaer, der leger med virkelighedens lyd:

»Dokudramaets force er, at det kan give lytteren en grundlæggende tvivl om, hvad der er virkeligt, og hvad der er fiktivt,« forklarer han.

»Det tvinger én til at tage stilling til, hvordan medierne konstant manipulerer med os. Den kan også tage os med ind i særlige og meget lukkede private rum som for eksempel en fyringssamtale eller en terapisession, og give os en indsigt, som både journalistikken og det holbergske teater kan have sværere ved.«

Den dokudramatiske fyringssamtale leverede Clausen i recessions-serien Efterskælv (2011), og terapisamtalerne i de isnende, virkelighedsinspirerede fortællinger om hjemvendte fra Afghanistan, De Kom Hjem (2010). Her taler soldaterne ud inden for dokufiktionens rammer.

For tiden skriver Clausen på en dokudrama-serie om en militær omringning af Indre Nørrebro, der skal sendes til maj. Traditionen, påpeger han, rækker helt tilbage til Orson Welles’ legendariske radiostunt i 1938, War of the Worlds, der fik tusindvis af amerikanere til at tro på aliens.

I Radio Dramas studie pakker skuespillerne deres overskriblede manuskriptkompendier sammen og forlader formiddagens arbejde, mens tekniker Helga Prip giver sig i kast med at efter- bearbejde lyden og tilføre lag på lag: kirkeklokker, menneskemumlen og trin på grus, så krimien kan føles så ægte som muligt.

Imens tager instruktøren på teateret. Skuespillerne piler afsted for at indspille tv-serier. Med radiodrama om formiddagen og tv-drama om eftermiddagen kan de, ligesom DR’s seere og lyttere, virker det til, godt få plads til det hele.