Læserbreve

Skidt udenrigspolitik

Johan Keller, Lyngby

Det eneste udenrigspolitiske emne i regeringsgrundlaget var en undersøgelse af Irak-krigen. Den ser vi frem til, men viljen til at få alle detaljer på bordet, er bestemt ikke overbevisende.

Der var store forventninger til en ny udenrigspolitik fra regeringen. Vi blev lovet anerkendelse af Palæstina som stat og håbede ligeledes, at SF kunne afkorte den danske deltagelse i Afghanistan. Men hvad er der sket?

Ingenting i Palæstina-sagen, mens Israel stille og roligt, med USA’s opbakning, fjerner de fysiske muligheder for en palæstinensisk stat. SF går nu ind for krigsførelse i Afghanistan.

Når ministrene rejser til USA og Kina, snakker de værterne efter munden, hvorimod vores udenrigsminister leger stærk mand omkring handelsboykot af Iran.

Danmark står fuldt og helt bag en handelsboykot, skønt der ikke foreligger beviser for kernevåbenproduktion. Med de skarpe udtalelser er Villy Søvndal med til at legitimere USA’s krig mod Mellemøsten. Hvad skulle vi egentlig med den nye regering, når vi ikke får en ny udenrigspolitik?

VK’s skatter

Erik Stubtoft, Snekkersten

Forældre til børn i kommunale børnehaver, folkeskoler og fritidsklubber skal leve med, at deres børn ikke er dækket af en kommunal ulykkesforsikring, hvis de kommer til skade, mens de er i kommunens varetægt. Det har den tidligere regering sørget for.

I en kommune af Helsingørs størrelse med ca. 62.000 indbyggere, heraf ca. 7.000 skolebørn og ca. 2.000 i dagtilbud, skal forældrene tegne private forsikringer for samlet mellem fem og ni millioner kroner i forsikringspræmie.

Hidtil har det været kommunen, som har tegnet forsikringen for børnene, til en pris på 130.000 kroner om året.

Det forekommer logisk, at en kommune bør tegne en ulykkesforsikring for børn og unge, og sikrer dem, hvis de kommer galt af sted ved leg eller andre aktiviteter, mens de er i kommunens varetægt.

I stedet har VK-regeringen sørget for en kæmpe udgift til forældrene og en enorm indtægt til forsikringsselskaberne. Kan man kalde det for andet end en form for skat?

Euroen skal begrænses

Benny Normind, Farum

Hvis Europa skal ud af den nuværende økonomiske krise, er det nødvendigt, at de sydeuropæiske lande forlader eurosamarbejdet og genoptager deres tidligere valutaer.

Der er tale om Grækenland, Italien, Spanien, Portugal, Cypern og Malta. De nævnte lande skal have muligheden for individuelt at devaluere deres valutaer til et niveau, som er internationalt konkurrencedygtigt.

Det er den bedste løsning, hvis Europa skal undgå at ende i et økonomisk kaos.

Den ny aktivisme

Beslutningen om køb af nye kampfly skal træffes i 2014, og et forsigtig skøn angiver beløbet til 120 milliarder kroner over en 30-årig periode.

Næsten alle partier er klar til at fortsætte den aktivistiske udenrigspolitik. Det er newspeak for militaristisk. Argumentet i forsvarsforliget er at støtte krige som dem i Afghanistan, Irak og Libyen. 10 års krig og tabet af omkring 50 unge danskere får ikke Folketinget til at genoverveje beslutningen.

Der er ellers en egentlig aktivistisk strategi, der ikke sender unge danskere i døden eller giver os civilbefolkningers blod på hænderne.

120 milliarder kroner svarer for eksempel til 24.000 mine-wolves. De kunne bruges til at fjerne de 110 mio. landminer, der hvert år lemlæster 5.000 mennesker.

Vi kunne nok købe lidt færre og have råd til driften også. Eller vi kunne slukke tørsten hos de 800 millioner mennesker, der lever uden rent drikkevand. En brønd koster gennemsnitligt 50.000 kroner, så lav selv regnestykket.

Kan det tænkes, at en sådan aktivistisk udenrigspolitik vil give os større indflydelse i verden end 30 bombefly? Hvad bekæmper bedst terrorisme — bomber eller hjælp til nødlidende? Kan det tænkes, at kampfly slet ikke er så god en ide, som politikere og forsvarskommandoen giver udtryk for?

Plads til alle på jobmarkedet

Holger Lindgreen, Esrum

Skam få Information, der nu inden for få måneder har bragt to kronikker, som beskriver førtidspensionister og mennesker på anden offentlig forsørgelse som arbejdssky livsnydere. Indstillingen er ikke ny: I 30’erne betegnede de velbjergede de arbejdsløse som arbejdssky.

Tildeling af førtidspension hviler på en vurdering af, om den pågældende kan fungere i det eksisterende arbejdsmarked. Sagt på en anden måde: Strukturen på et arbejdsmarked under globalisering og EU-harmonisering udelukker et stort antal danske arbejdssøgende.

Og det burde en professor fra CBS — den ene kronikør — vide. Mange førtidspensionister har fået pensionen pga. psykiatriske diagnoser, noget som en bachelor i psykologi — den anden kronikør — ikke har kompetence til at udtale sig om.

Det er rosværdigt og burde ikke kritiseres, hvis man som kasseret af samfundet alligevel forsøger at få tilværelsen til at hænge sammen. Man kan ikke forlange, at mennesker dømt til offentlig forsørgelse skal leve i ensomhed og elendighed, selv om alt for mange faktisk gør det.

Man burde rette kritikken mod det elitære arbejdsmarked og ikke køre en kampagne, hvis egentlige formål er at legitimere besparelser, som kan komme de velbjergede borgere til gode.

Politikerne har bestemt, at folkeskolen skal være inkluderende og rummelig. Det burde man overføre til arbejdsmarkedet.

Børns musik før opera

Martin Gerup, Roskilde

Jeg mener Det Kongelige Teaters operakultur er et modefænomen, der opstod i kølvandet på den økonomiske optur, da det hele bare gik opad. Dyrt og fint skulle det hele være.

Uh, vi havde råd til at købe hele verden. Så manglede det bare, at vi ikke også fik opera på Holmen og Koncerthus i den nye Ørestad, til de mange operaelskere. Kom det nedefra? Det synes jeg ikke.

Det var kommercielt og selvrefererende efter devisen: »Vi er mange der mener,« alt imens Bertel Haarder og Tina Nedergård og Troels talte folkeskolen ned under bæltestedet, og sendte forældre med børn, der gerne ville have musisk-praktiske fag over i privatskolerne.

Jeg har ikke tillid til begrebet verdensklasse i Danmark. Jeg kan nøjes med godt. Men det skal fandme være godt.

Jeg er musiklærer, så jeg er engageret i, at børnene vokser op i musisk-praktiske omgivelser. Jeg tro , at vores opgave er at få sendt de kommende generationer godt i vej kulturelt. Og her synes jeg, vi svigter fælt. Rigtig fælt.

Mit udgangspunkt er, at hvert eneste barn i skolen er vigtigere end verdensklasse. Inklusive stjerner som pianisten Lang Lang. Han har jo lært det, han kan godt, og vi kan høre ham hvor som helst.

Det er børnene, der mangler. Fremtidens publikum. Og så mener jeg, at noget der koster 1.500 kroner pr. siddeplads er en uhørt luksus, som man godt kan stille sig kritisk overfor.