I kronikken ’Det er jo ikke min skyld at jeg er deprimeret’ 26. januar argumenterer Frej Prahl for, at et sygdomsfællesskab om f.eks. depression giver identitet for ansvarsløse og forvirrede mennesker.
Kronikken er blot en i rækken af indlæg, der problematiserer, at så mange i samfundet får en eller anden form for mental diagnose, som tit bør behandles med medicin.
Karen Syberg problematiserer i sin artikel ’Den størst mulige lykke’ 13. januar, at så mange børn i dag får diagnosen ADHD, og 29. december udtalte filosoffen Anders Fogh Jensen at det psykiatriske system giver diagnoser for noget, der er helt normalt, og som man ikke behøver piller for.
Mange finder fællesskab i et finere ’mentalt overmenneske’-segment, der selv kan tage ansvar og løse problemer og sindslidelser ved at tale om dem og uden brug af diagnoser og medicin. Taberne er de syge mennesker, der må opleve at blive talt ned til.
Kronikken skal ses på baggrund af, at vi fra Sokrates’ tid er opfostret med, at det mentale er adskilt fra det fysiske. Senere lærte Freud os, at problemer kan tales væk i terapi. Vi mennesker tror altså på, at vi selv vælger, hvad der sker i vores hoveder, og at vi selv kan gøre noget ved det.
Vi har dermed ganske bekvemt fået adskilt tanker fra det fysiske. Vi kan derfor mene, at vi er noget særligt ikke-fysisk i vores sind. At vi har en særlig styrke, fordi vi tilhører dem, der med tanker og tale om problemerne kan løse dem uden diagnoser og piller.
Rask identitet
Vi kan hente identitet i at være en del af det oversegment, der er kulturelt og intellektuelt velbårent nok til, at sindet kan tænkes og tales raskt. Kun hvis man er et forvirret og identitetsløst undermenneske behøver man medicin og diagnoser.
På samme måde som undermennesket i kronikken bliver beskyldt for at hente identitet på en lurvet måde i sygdomsfællesskabet, ja, så gør den intellektuelle overklasse faktisk det samme — bare i et finere segment.
Gør det så noget, at overmennesker og undermennesker har hver deres opfattelse af depression? Jeg gætter på, at mennesker, der er syge med depression, føler sig talt håbløst ned til, og at vi mister muligheden for at have en debat, som kan udvikle vores forståelse for depression.
Kommentarer
Over- undermenneske inddelingen må stå fuldstændig for Helle Eriksens egen regning. Der er tale om at vi alle er ofre for hinandens mangel på sund omgang med hinanden.
I en tid hvor videnskaben udmærket ved hvor vigtig alm. mental-hygiejne er (i forhold til depression), bliver medikamenter alligevel pushet som løsning.
Med mental-hygiejne mener jeg evnen til at genkende og undgå negative automat-tanker. Evnen til at tænke rigtigt, så man ikke mentalt bliver trængt op i en krog af sine egne tanker, samt omgivelsernes mangel på samme indsigt og derfor accept og støtte af uheldige tankemønstre.
Dertil også ting som kost, kropsvaner og generel sundhedstilstand.
Den slags er der bare ikke salg i, og derfor er medicinal-giganterne ikke synderligt interesserede
Denne kommentar er anbefalet af:
jeg synes det største problem er, at vi i vores samfund enten ikke har tid, lyst, overskud, evner, eller man vil ikke involveres i dybere snak med mennesker der har det skidt fordi de har været ude for noget skidt.
Så kan man sidde og snakke med en prof, der ikke fatter en bjælde, hovedparten af de prof. jeg har kendskab til burde ikke have løn for deres arbejde, her taler jeg fortrinsvis om psykologer.
Så man er ret kraftigt på spanden hvis man kommer “ud af drift” i en periode i vores samfund.
Man kunne måske indføre, at man går med sort armbånd fordi man er i sorg, så vi kan se at et menneske har det skidt, og kunne måske lære at have respekt for andre mennesker.
der mangler empati, forståelse, respekt, og at man gider handle og hjælpe andre mennesker i nød i dette land.
Denne kommentar er anbefalet af:
Esben
Der er tale om at vi alle er ofre for hinandens mangel på sund omgang med hinanden.
godt set. c¨,)
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvor vil Helle Eriksen hen med sin artikel?
Hvis det er et oplæg til debat om depration, hvor er så indgangsdøren?
Noget af det, vi talte meget om i 80erne, var, hvordan bedre uddannelse og sproglig formåen var med til at give folk våben imod psykisk sygdom. Det er vel det, Helle Eriksen fra et negativt synspunkt anfører.
Og som dengang er det præcis denne styrkelse af den enkelte i uddannelsessystemet, der er den bedste kurs ud af det mentale fængsel.
Jeg ved ikke rigtigt, hvordan det nogensinde kunne blive gængs venstreorienteret uddannelsespolitik at lette på pensum i en verden, hvor adgang til viden bliver lettere og derfor mere og mere gængs i samfundet, men skolen overlæsset med al mulig propaganda fra makrosamfundet i stedet for den helt nødvendige faglighed.
Det rykker op i gymnasiet, hvor det måske stadig kan lade sig gøre at rette op, og hvor det betyder mindre, når så mange får en gymnasial ungdomsuddannelse; men man mærker det på kursus, hvor folk ofte får en chance, som de forspildte i første omgang.
Vi kommer imidlertid ikke udenom det: det er ikke synd for børn, at man stiller krav om, at de lærer en masse ting i deres tidlige barneår, som deres liv som voksne og ansvarlige vil kræve deres kendskab til. Man dannes i hovedet af det, der kommer ind i det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Faktisk et relevant indlæg, da man hurtigt kan komme til at bagatellisere menneskers svære lidelser.
Det jeg synes forfatteren ignorerer er, at undersøge hvor lidelserne kommer fra: Er der en sammenhæng mellem vores civilisations orientering mod effektivitet, produktivitet, “god opførsel”, livslang uddannelse og at opføre sig fornuftigt, og den store andel af befolkningen, der får og påtager sig diagnoser?
Freud lærte os ikke (bare), “at os, at problemer kan tales væk i terapi”, men at mennesket bliver neurotisk, fordi det ikke kan bære det mål af forsagelse, som samfundet pålægger det at bære i sine kulturelle idealers tjeneste.” (Kulturens Byrde, s. 32)
Med Freud kan vi dermed undersøge hvordan vores nuværende livsform skaber lidelse, snarere end at individualisere problemerne (uden dog at gøre os forhåbninger om, at kunne undvære medicin eller terapi på denne side at utopia).
Denne kommentar er anbefalet af:
(Note til mig selv: Læs korrektur på eget indlæg før du trykker “indsend”!)
Iagttager vi dyrene i naturen finder vi; at det syge dyr; hvis det er muligt; henfalder i et skjul og forbliver i total passivitet til dyret enten er rask igen eller - dødt.
Depression minder derfor en del om denne her beskrevne iagttagede tilstand fra dyrenes verden.
Depression skal derfor ikke undervurderes.
Depression kan have sit udspring i mange årsager;
Dog de hyppigste er sikkert en kombination af en mangel på “individets muligheder” og usund kost.
Begge dele kan man dog gøre noget ved.
Et menneskekærligt samfund kan etableres og afløse det idag menneskefjendske og menneskeforbrugende Ny-Liberalistiske styre.
Et menneskekærligt nyt samfund med langt færre restriktive lovgivninger der giver mennesker flere udfoldelsesmuligheder.
Ingen tvivl om at følelsen af at på flere planer; at være konstant trængt op i en krog (eks. betonkompleks lejlighed) - at den følelse ikke er sund. Og derfor kan lede til depression.
Usund mad kan man også gøre noget ved.
Men når end ikke vores sundhedsmyndigheder ved hvad sund og uproblematisk føde reelt er - ser vi desværre diverse afgjort usunde madvarer lovprist at sundhedsmyndighederne.
Når befolkningen så derefter stivner i sygdommen depression tillader samfundets magthavere og repræsantanter sig endda at kalde de syge; for at være simultanter og dovne - Og det formentlig mod bedre vidende…
Resultatet af et grotesk Ny-liberalistisk styre - år 2012.
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter Hansen
tak for lige at gøre 80er debatten klart
forståeligt i relation til artiklen.
Frej Prahl artikel, som der referer til, var der mangen forskelige holdninger til, men den udløste dog alligevel en debat om depration, hvor der kom rigtig mange holdninger og personlige erfaringer på boret.
Og da Helle Eriksen’ artikel ser ud til at efterlyse debatten om depration,men samtidig kritiser Frej Prahl og ikke selv fremkommer med en indgangsdør.
Sad jeg og lignede et stort spørgsmålstegn.
Men det er ikke min erfaring at veluddannede mennesker slipper mere for depressioner end ikke veluddannede
Og når vi ser på udviklingen i dag er de 4 grupper alle hårdt ramt.
Pigerne: med spiseforstyrrelser, snitter og overseksualiseret og et stort forbrug af psykofarmaka og alkohol
Drengene: med diagnoser og håbløshed, og igen et stort forbrug af psykofarmaka og alkohol
Og for de to unge grupper er der udover et massivt misbrugsmiljø, som vel egenlig også rekker et godt stykke op i voksengrupperne.
Kvinderne: Overseksualiseringen, præstations-parenoir, psykofarmika
Mændene: har vel også en del præstations-parenoir, noget håbløshed og rigtig meget af det jeg kalder ran mig i røvet attitude til hele udviklingen, samt en hel del blandingsmisbrug.
Og endelig ser narcissismen, med dens egoistiske og kyniske menneske syn ud til at vokse mere end noget andet her i samfundet.
Så depration må under disse omstændigheder, være et tegn på at der stadig er noget sundt tilbage i mennesker, for man skal da være aldeles bedøvet eller på anden måde fraværende for ikke at blive trist og deprimeret over disse udviklinger.
Denne kommentar er anbefalet af:
Uden mad og drikke - frisk luft, gode venner og familie - ytrings-og læringfrihed - det gode liv - så duer helten ikke. Hvem har taget det fra os ?
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvor på indtægtsskalaen skifter diagnosen fra fucked up til stress og fra stress til depression. Og giver det overhovedet mening at tale om angst, hvis man tjener over 500.000? Følg med i næste uge, hvor vi afslører hvorfor placebo i nogle tilfælde virker bedre på ADHD end “rigtig” medicin.
Pyha, hvor har vi meget at lære
Jeg kan sagtens forestille mig at vi overdiagnostiserer angående depression. Dette er dog en helt anden debat end den vi har set for nyligt, hvor en medicinsk diagnose bruges til at beskylde et menneske for at skubbe ansvaret væk fra sig selv. Ikke at det aldrig har fundet sted, men det må aldrig blive udgangspunktet.
Jeg har oplevet tilstrækkeligt med deprimerede mennesker, der faktisk havde det meget hårdt, og som har gjort en stor indsats for at overvinde deres sygdom. Den nedladenhed vi har set rettet mod de mennesker gør mig godt gammeldags gal i skralden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Normalt anses tanken om overmennesket for at være et morderisk fantasma, der tonede bort for over et halvt århundrede siden. Men monsteret er hos os igen, omend i transformeret, næsten demokratisk form. Det at skulle være overmenneske er ikke, som fordum, et privilegium for undtagelsesmennesket, men et vilkår for os alle. Positiv tænkning og coaching er gængs, og selvhjælpsbøger tilskynder enhver til at visualisere sig rig og tænke sig stærk. Skranteri, kontroltab og social forstødthed er mangel på tilgængelig terapeutisk kompetence. Vi forventes alle at være flittige Peter Pan’er, målbevidst flyvende mod ønske-øen.
Sundhed og sygdom er fra at være skæbnens luner og nedslag, moderat tilgængelige for medicinsk behandling, nu snarere områder for den jævne supermands kontrol. Motion er et must, afholdenhed fra sprut og tobak en selvfølge, og svælgen i usund og dødelig nydelse det nye undermenneskes kendetegn. Med udvikling af gen-terapi kan det blive påkrævet, at vi udfører race-hygiejne på os selv og modificerer det uduelige bort.
Nietzsches elskede renæssance-menneske, l’uomo universale, er ikke et aristokratisk prærogativ længere, men et ideal stort set påtvunget alle. Enhver forventes at kombinere arbejde og privatliv, offentligt og privat og selvrealisering i en harmonisk syntese, at mestre kamæleonisk forandring og erobre nye videns-områder i en evig efter-uddannelse. Hvor kommer dette gespenst, der übermensch, fra og hvorfor propper det evindeligt op i den moderne og post-moderme verden? Måske er det liberalistens skræmte fortrængning af vore gamle markeds-ubrugelige spøgelser: Sygdom, svaghed, galskab og død.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg vil gerne henvise til moderne tv og hvad dette støtter ad ubehag hos det enkelte individ og hvordan tv´et er blevet sådan med hjælp fra freud og edward bernays ….
Century of the self : happiness machines . .. .
Power of Nightmares .….
Disse to dokumentarer viser hvor vi er i dag og hvor meget Verden skal ændres før mennesker kommer i en form for balance igen :)
Ronni
ja, jeg ser højst 1 times tv om ugen inde hos naboen, så mine chancer er rimelig store??…
jeg er ihvertfald enig at man ikke rigtig bliver klogere af at se tv mere.
I min verden burde vi lukke for tilskud til tv-kanalerne og lave en statstvstation, som udelukkende fortæller upolitisk om feks varsler, obs, altså samfundsnyttige ting.