Hype, hype, hype. Hele populærkulturen kører på hype, forstået som en dramatisk og flamboyant forhånds- omtale af et produkt; film, bog, plade, tv-serie, udstilling, whatever, alt kan hypes helt ud i det groteske i håb om at skabe et indtryk hos forbrugerne om, at deres liv vil være fuldstændig tomt, hvis ikke de hiver plastikken op af lommen og foretager en rask kulturel investering.
Hypens mester var i sin tid Michael Jackson, hvem husker ikke måden en ny video fra hans værksted i sin tid lanceredes på? Det kan nok være vi kom helt op på stikkerne i de der 80’ere, når Michaels folk annoncerede, at der var noget (hvad som helst!) på bedding fra den kant. Hype giver til gengæld bagslag, når den voldsomt overdrevne forhåndsomtale viser sig ikke at have hold i virkeligheden. Hvem kan glemme det massivt omtalte H.C. Andersen-show i Parken i 2005? Det fik den ondepryleme en hård medfart. Helt fortjent, i øvrigt.
Også den gode Lana Del Rey har fået ørerne i maskinen i forbindelse med sin selviscenesættelse i hælene på YouTube-gennembruddet med den fremragende sang (og tilhørende video), »Video Games«. Jeg er muligvis én af de få, der ikke reflekterede over tykkelsen på hendes læber eller graden af autenticitet i videoen, jeg synes bare det var et begavet og medrivende popnummer, langt over standarden. Det synes jeg i og for sig stadigvæk det er, men så rager begrebet autenticitet mig også en bønne i forbindelse med musik. Bare det fungerer. Kan noget.
Som barn af Bowie & co. er jeg til hver en tid med på leg med identitet, køn og persona samt fuld af forståelse for behovet for offentligt at være en anden. Så langt kører Lana Del Rey (som egentlig hedder Elisabeth Grant og tilmed stammer fra en — gys — velhavende familie) den (desværre) så heller ikke ud, faktisk holder hendes debut, Born to Die sig musikalsk inden for grænserne for acceptabel adfærd.
Der er mange gode ting at sige om skiven, hvis man lægger et fordomsfrit sæt ører til de 12 (15, hvis man investerer i deluxe-udgaven) skæringer, Rey har begået til almen fortæring. Er parameteret hittet »Video Games«, kan det uden blusel slås fast, at den ikke er en enlig svale, tværtimod er sangene både flot skruet sammen og som tommelfingerregel høreværdige. Rey har selv haft fingrene i sangskrivningen hele vejen igennem, dog altid i samarbejde med andre (heriblandt hitlistegaranten Rick Nowels), og som sangerinde udnytter hun med held et mørkere register, end man er vant til. Ja, des dybere hun synger, des mere sensuelt udtryksfuld fremstår hun, mens hun i det høje register sætter noget af sin personlighed over styr.
Tæt på det storladne
Musikalsk bevæger vi os ofte på kanten til det orkestralt storladne, der dog aldrig tipper over i det pompøse; rumlende, stemningsbærende trommer med strejf af hiphop, afvekslende opfindsomt slagtøj, store keyboardflader og smukt arrangerede strygere fylder godt i et lydbillede, der hælder mere mod det filmiske end det rockede.
Det dramatiske fylder godt, og subtilt kan det på intet niveau kaldes. Men des mere hun fremstår som en drama queen i fri dressur, des bedre, for anæmiske indie-sangerinder, der er ved at revne af hyperfølsom inderlighed, kan man jo fodre svin med. Akilleshælen er de lovligt bombastiske tekster, hvor hun i al sit attitude- jageri indimellem lyder en smule hul og forceret. Men så kan man som jeg bare lade være med at høre efter, hvad hun synger.
Nogen vil givetvis finde hende lækker, hvis ikke ligefrem babelicious, hvis det altså er vigtigt. Nu er hun så ikke lige min type, jeg ved på den anden side heller ikke rigtig, hvad min type er … andet end af hunkøn. Men i ramme alvor gå op i, hvorvidt hendes læber er pumpet fuld af collagen (det er de) eller ej, forekommer mig spild af kostbar tid.
Lana Del Rey bør måles på sin musik, for den holder faktisk niveauet og ligger helt klart i den gode ende af mainstreammusikken. Hvilket oversat betyder, at når radioen spiller et af hendes numre skruer jeg op og ikke ned. Længere er den ikke.
Lana Del Rey: Born to Die (Polydor/Universal) Udkommer mandag
Kommentarer
Tak til Klaus Lynggaard,
musikanmeldernes pendant til Raymond Chandler,
for en velskrevet anmeldelse af ´Born to die´.
Jeg er enig i det meste….
Musikken holder hele vejen hen i biografen,
og teksterne hører jeg alligevel aldrig ordentligt efter, bortset fra, naturligvis….´hooklinen´!
Men jeg er også bare en glad popdreng. Mvh Th :-)
jeg havde ganske vist aldrig hørt om hende før, så jeg fandt et par youtube videoer.
Nu bagefter synes jeg da, at at det mest interessante er om hun har fået silokonelæber.
Den meste musik, osse en del af hvad jeg selv kan lide, og de fleste musikere er jo iscenesat, ofte in en grad hvor der åbenlyst mangler talent overhovedet, men hvor iscenesættelsen bare virker.
Så jeg synes det er interessant at fundre over hvor langt iscenesættelsen vil gå.
Man tænker på hvordan pornstars vil komme til at lide med de kæmpebryster de får lavet, senere hen i livet, og pigen her - det må da gå ud over følsomhed i læberne?
Michael jackson er et af de fineste eksempler på hvor langt man kan gå med at ødelægge et oprindeligt egentligt ganske pænt menneskeansigt for iscenesættelsens skyld.
Eller Cher, som må være langt over 70, men ikke ser ud til at være en dag over 30.
Mange af tidens sangkunstnere er gennemiscenesat, ofte helt uden oprindeligt talent, men det virker jo.
Hvor langt vil man så gå med den fysiske iscenesættelse, hvor meget vil man lave et menneske til plastik, så det kan sælges på popmarkedet for en hurtig gang indtjening?
Husk også at give credit til kunstneren bag den oprindelige version af den virale youtube-sang Video Games: Eleni Vitali - Dromoi poy agapisa (1991).
Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=b1ohdF6Tu9Q
Bare vent til hun begynder at synge… Ganske fin sang, men desværre 21 år for gammel til at blive et rigtigt hit.