Der findes kunstnere, som over en lang årrække ud- giver en eller måske to plader for derefter at forsvinde ud af søgelyset både hele og halve årtier. Vel at mærke uden der går skår af hverken respekt eller popularitet. Det er uretfærdigt, men sådan er det nu engang, ikke mindst når talen falder på R&B-ikonet D’Angelo, som faktisk ikke har været meget andet end et rygte og et minde de seneste 10-12 år.

Da han dukkede op i midten af 1990’erne med det stilsikre, stramme og overbevisende gennembrudsdebut- album Brown Sugar, var han spydspids i en bevægelse, som lidt uheldigt døbtes neo-soul. Uheldigt, fordi det var en vaskeægte gadekrydsmusik, hvor funk, hiphop, reggae, R&B, fusionsrock, sanger-sangskriver og (jo jo) soul krydsbefrugtede hinanden til den store guldmedalje. Og sammen med folk som Maxwell, Erykah Badu og Lauryn Hill formåede han at gøre genren udfordrende, inciterende, intelligent, swingende og vedkommende.

Forventningen til D’Angelos genkomst var da bogstaveligt talt også fysisk mærkbar i et stopfyldt Store Vega, hvor det på forhånd tændte publikum navigerede rundt med julelys i øjnene og funk i kroppen. Hvilket var interessant, for trods den noget dubiøse ærestitel ’R&B Jesus’ kan man ikke anklage D’Angelo for at besidde sans for fanpleje, tværtimod har han snart brugt mere end et årti på at knalde rundt og tage stoffer og havne i problemer med lovens lange arm.

Hans seneste udgivelse, det jamprægede, om end pletvist uovertrufne Voodoo, har således 12 år på bagen og var kun den anden udgivelse fra hans hånd. Nuvel, også Informations udsendte glædede sig. Godt nok var mesterens cd’er blevet lidt støvede i det og heller ikke helt nemme at finde i ’systemet’, men da først musikken strømmede ud af højttalerne, stod det klart, hvor højt det musikalske niveau var, og hvor mange gode timer, der var blevet tilbragt i deres selskab. Så forventninger om en rytmisk raffineret aften havde sat sig i hofterne og derfra bredt sig til rygmarven.

Ud-af-kroppen-øjeblikke

Blev de så indfriet, disse forventninger? Tja, det var sådan ca. 50-50, set fra denne position. Sublime passager, hvor D’Angelos forrykt udtryksfulde sangstemme (ikke mindst, når han benyttede sin uforlignelige falset) gav anledning til en række ud-af-kroppen-øjeblikke af de sjældne, afløstes af (lidt for) lange og indimellem direkte trælse jam-passager, hvor hans teknisk set upåklagelige orkester fik lov til at strække ud. Det var ren Rytmisk Aftenskole, på allerhøjeste niveau, naturligvis, men stadigvæk Rytmisk Aftenskole. Jo, de spillede godt, og funken føg om ens sagesløse ører, men federe var det så heller ikke, ja en endeløs version af det i øvrigt hyperfunky »Shit, Damn, Motherfucker« var ved at tage pippet fra Informations udsendte. Næ, det var når den i øvrigt storsmilende, udadvendte og showmansikre solist hæmningsløst dominerede forestillingen med sin gudevokal (ofte i genialt Sly & The Family Stone-inspireret modspil til sine fire eminente korsangere), at det hele gav mening og gik op i den der højere enhed, som i sidste ende vel er meningen med det hele. Nu var det heller intet Greatest Hits-sæt, der stilledes op med, ligesom et par nye numre fra det efterhånden længe varslede James River-album (det skulle så lande i år) ikke ligefrem fik denne lytter til at dåne af forventning.

Dyder og unoder

Det er i D’Angelos udtryk (live som på plade) muligt at høre påvirkninger fra en række af den sorte populærmusiks største stilskabere; James Brown, Jimi Hendrix, George Clinton/Parliament, Curtis Mayfield og Sly & The Family Stone står således alle at læse i mine noter fra koncerten. D’Angelo bygger en bro til fortiden, men har skabt en egensindig lyd med brug af sitrende keyboards, seje elguitarer og sofistikerede rytmespor, rolige melodilinjer og sensuel leadvokal samt brug af tak- tile produktionsteknikker, der lader musikken ånde og leve. Stærkest står påvirkningen fra Marvin Gaye (hvis brug af falset han har videreudviklet og forfinet) samt ikke mindst Prince, hvis såvel dyder som unoder D’Angelo har taget til sig. Blandt de sidstnævnte en indgroet om end fejlagtig opfattelse af, at jam sessions er lige så interessante at høre på for andre, som de er at spille. Men hvor D’Angelo var bedst fredag aften, var når han lød mest som sig selv og koncentrerede sig om at spille stramt og præcist med den der stemme helt oppe i lydbilledet. Så glemte man momentvist hverdagslivets trængsler og tilgav solisten dennes forkærlighed for meningsløse guitarsoloer.

 

D’Angelo m/ band, Vega, fredag