Terror virker ikke ved det, som terroristen gør. Den virker ved det, som terrorismen gør ved dem, den rammer. Det afgørende er med andre ord ikke terroristens handlinger. Det afgørende er, hvordan samfundet reagerer på handlingerne.

Det er netop den udfordring, som den norske terrorist Anders Behring Breivik bliver ved med at stille det norske samfund. Det er lykkedes ham at slå 77 mennesker ihjel og skabe en national ulykke. Spørgsmålet er, om det også skal lykkes ham at provokere det norske samfund til at skabe en undtagelsestilstand omkring hans person, der for et retssamfund vil være uacceptabel. Nordmændene skal vælge, om de vil lade sig terrorisere.

Det krævedetilsyneladende enorm anstrengelse efter attentatet den 22. juli at erkende, at gerningsmanden med den norske kriminolog Nils Christies ord var »en af os«. Han var ikke kommet til udefra, men var født, opvokset i og formet af det norske samfund. Og det er tilsyneladende efter attentatet en enorm anstrengelse at erkende, at forbryderen stadig er »en af os«. Man har ikke livstidsstraf i Norge, men bare tanken om, at Breivik nogensinde skulle kunne komme ud igen, synes for mange dybt problematisk. Her må man bare fastholde, at det, der gælder for alle andre, også må gælde for Breivik.

Det sammegælder den seneste diskussion om, hvorvidt Breivik må have lov til at skrive en bog, udgive den og selv tjene penge på den. Det er lovligt nu i Norge, men der tales i ramme alvor om at importere en særlov fra USA eller Canada, som vil tage retten fra Breivik til at fortælle og tjene penge på sin egen historie.

Det vil være en handling rettet mod Breivik, men den vil i virkelighed ramme Norge. Den vil afsløre, at landet har ladet sig terrorisere. Til retsstaten hører ikke kun, at ingen er hævet over loven. Det gælder også, at ingen er gjort lovløse. Alle er en af os.