Endnu en runde i kampen om mere demokrati på landets universiteter nærmer sig sin afslutning. Efter den nye universitetslov står kampen nu om de enkelte universiteters vedtægter, der skal fastsætte de nærmere rammer for medarbejdernes og de studerendes medbestemmelse på universitetet. Men paradoksalt nok har de skullet kæmpe en hård kamp for at få indflydelse på vedtægterne, siger formand for Danske Studerendes Fællesråd Torben Holm.
»Vi får meldinger fra vores studenterråd og medlemsorganisationer, der viser, at medarbejdere og studerende ikke får en vældig større grad af indflydelse. Det er i konflikt med Folketingets hensigt,« siger Torben Holm.
Da universitetsloven blev revideret sidste år, var det meningen, at den skulle sikre medarbejdere og studerende langt mere medbestemmelse. Men selv på RUC, der har tradition for at inddrage de ansatte og de studerende i vigtige spørgsmål, har man kæmpet hårdt for, at medbestemmelsen blev sikret i universitetets nye vedtægter, siger lektor Mihail Larsen, der er medlem af Akademisk Råd på RUC og tillidsrepræsentant.
»Det har vores administration her på RUC ikke været særligt god til at følge op. De har hele tiden forsøgt at omdøbe medbestemmelse til medindflydelse og delagtighed, begreber som er lidt mere løse i fugerne. Jeg forstår ikke, hvorfor de har gjort det, og vi har virkeligt gjort os store anstrengelser for at få dem til at forstå, at der faktisk i loven står med-be-stem-mel-se,« siger Mihail Larsen og betoner hver en stavelse i det sidste ord.
Ekstraordinært møde
I første omgang lyttede rektoratet ikke til de forslag, der kom fra de studerende og Akademisk Råd, siger formand for studenterrådet på RUC, Sidsel Gro Bang-Jensen. Det var først efter massiv kritik, at ledelsen kom forslagene i møde, men man er endnu ikke helt i mål, mener hun.
»Vi kan godt være bekymrede for, at det er en udvikling væk fra den gode tradition. Med den proces, der har været, kunne det godt se ud, som om man styrker den enstrengede ledelse på bekostning af de demokratiske organer,« siger Sidsel Gro Bang-Jensen.
På grund af den massive kritik på RUC er den endelige beslutning af vedtægterne også blevet udskudt. De skulle have været på plads 17. januar, men nu skal vedtægterne op på et ekstra ekstraordinært møde i Akademisk Råd i dag, mandag.
Rektor på RUC, Ib Poulsen, kender godt til utilfredsheden. Men han vil nødigt sige for meget nu, da det kan vanskeliggøre de forhandlinger, man sidder midt i.
»Men vores overordnede hensigt er bestemt at følge intentionen i loven og sikre, at der kommer en regulær medbestemmelse og inddragelse. Så kan vi måske undervejs være uenige om enkeltdele. Men den generelle indstilling fra universitetet er at sikre reel medbestemmelse,« siger Ib Poulsen.
Først så det ud til, at RUC ville få de mest restriktive vedtægter af alle universiteter, siger Mihail Larsen, men nu ser det ud til, at rektor og de videnskabelige medarbejdere i hvert fald kan blive enige. »Jeg er meget fortrøstningsfuld,« siger han.
Væltede rektor
På Copenhagen Business School har man forkastet et forslag om at lave en specifik policy for inddragelse af studerende og ansatte på institutniveau. Til gengæld skal der efterfølgende udformes et kodeks for god ledelse på CBS. Derudover har de ansatte og studerende på CBS forsøgt at sikre bestyrelsen bedre legitimitet i forhold til eksempelvis ansættelse af rektor, siger professor Niels Åkerstrøm Andersen, der er medlem af Akademisk Råd.
»Den tidligere bestyrelsesformand manglede legitimitet på CBS, derfor har vi ønsket at sikre, at bestyrelsen har fingeren på pulsen og ikke bare kører sit eget løb uden at ane. hvad der rører sig blandt de ansatte og studerende,« siger Niels Åkerstrøm Andersen med henvisning til, at CBS’ rektor og bestyrelsesformand sidste år måtte gå af på grund udbredt utilfredshed med dem hos studerende og ansatte
»Vores erfaring er, at hvis det går rigtig skævt, så kan vi vælte rektor. Vedtægter er fine at have, men man skulle helst ikke få brug for dem, andet end når en konflikt kører af sporet,« siger Niels Åkerstrøm Andersen. Vedtægterne er endnu ikke endeligt vedtaget. Det forslag, der er blevet præsenteret, tyder dog på en styrkelse af de demokratisk valgte medlemmer i Akademisk Råd, siger han.
Ministeren godkender
På Københavns Universitet har man netop vedtaget vedtægterne, og der er god grund til at være tilfreds, siger Leif Søndergaard, der er fællestillidsrepræsentant for Akademikernes Centralorganisation og valgt til bestyrelsen af det videnskabelige personale. Dog vil han opfordre uddannelsesministeren til at nærlæse alle vedtægter, inden han godkender dem.
»Fra fagforeningens side vil vi så stærkt som muligt opfordre alle universiteter at inddrage medarbejderne, når vedtægterne skal besluttes. Hvis ikke det er tilfældet, så er hele lovændringen mislykket. Der er helt klart nogle steder, hvor der er nogle mangler. Det må vi håbe, at ministeriet griber ind over for,« siger Leif Søndergaard.
Ifølge den reviderede Universitetslov fra 2011 skal bestyrelsen sikre, »at der er medbestemmelse og medinddragelse af medarbejdere og studerende i væsentlige beslutninger«.
De nærmere regler om medbestemmelse og medinddragelse skal fastsættes i universitetets vedtægter. Det er bestyrelsen, der udarbejder vedtægterne, og ministeren, der godkender dem
Kommentarer
Krig er fred, kærlighed er had, topledelse er medbestemmelse, sort er hvidt.
Facit
Nu endte diskussion på RUC faktisk med, at rektoratet vidtgående tilsluttede sig anbefalingerne fra Akademisk Råd. I vedtægterne er det blevet præciseret, at ‘medbestemmelse’ er medbestemmelse. Ikke kun i al almindelighed, lidt uforpligtende, men også helt ned i sammensætningen af institutråd.
Det er fortsat ikke godt nok, men langt bedre end administrationens oplæg.
Vores store problem er, at vi har en bestyrelsesformand, Christian Nissen, der både er en dygtig og effektiv leder, men også en ideologisk repræsentant for en top-down styring af universiteterne. Han opfatter sig - groft sagt - som indbegrebet af saglighed, med forskerne som leverandører af specifikke varer, medens forskernes selvforståelse parkeres på et sidespor som ‘følelser’.
(Se f.eks. hans kronik i Weekendavisen 20.-26. januar i år - som avisen desværre ikke tillader en downloading af.)
Vejen frem på RUC og de øvrige universiteter er en kulturkamp. Desværre er vi bagud på point, for det politiske establishment mener overvejende, at universiteterne er industrielle virksomheder.
Kultur, kritik og kompetence er ganske vist ikke lyst i band, men de skal kun fremmes, hvis de klarer den kapitallogiske test. Alt det, der i dag på universiteterne kaldes ‘strategi’, er fuldkommen underlagt markedets forventninger.
Der er i delvis stilhed sket en kulturrevolution. Det startede faktisk langt tilbage med Perspektiv-Planerne i 1970’er, der målrettet sigtede mod at afmontere det Humboltske universitet. Desværre var en del af studenterbevægelsen med på samme vogn. Men det ryddede vejen for, at private kapitalinteresser følte sig berettigede til at stille krav til det offentlige – selv om de samtidig propaganderede for en reduktion af den offentlige sektor. Hér startede koloniseringen af den offentlige sektor – i 90’erne desværre fulgt op af en socialdemokratisk ledet regering med udliciteringer og privatiseringer af offentlige virksomheder og med indførslen af NyLøn. Hvad skal man med en borgerlig opposition, hvis man selv kan levere varen?
Faktisk har CEPOS kritiseret de borgerlige regeringer i 00’erne for at være dårligere til at realisere de våde, liberale tanker om en minimalstat end Nyrup-regeringen – og surprise, surprise – nu også den nye, socialdemokratisk ledede regering.
Så jo: Vi er på hælene. Nissen, som med regeringsskiftet skulle være kommet i vanskeligheder, kan fortsat føle sig i salveten. Han har valgt den sikre, kapitallogiske side. Jeg ved ikke, om det krænker nogle af hans fagligt substantielle overvejelser (hvilket ville gøre ham til hykler), eller om det fuldkomment svarer til hans tankegang (hvilket gør ham farlig på et højere niveau, fordi det indebærer, at han med åbne øjne er villig til at afvikle et videnskabsideal, der hæger om kritisk faglighed).
Det, jeg savner mest, er, at vores egne, interne ledere udviser mod. Hvad er der tilbage af den akademiske republik eller den republikanske lærdom, hvis universiteternes ledelser selv begynder at føle sig og tænke som administrationens forlængede arm?
Hvorfor beslutter rektorerne ikke i forening, at de ikke vil finde sig i den slags? Hvorfor spiller de med på ministeriets del-og-hersk logik? Hvorfor overbyder de hinanden i underdanighed under politikere, hvis åndsevner er problematiske? Hvorfor har de ikke nogen stolthed over for deres faglighed? Hvorfor svigter de deres medarbejdere?
Det er tragisk.
Men det er måske ‘forståeligt’, når man tager i betragtning, at de samme ledere er blever overrislet økonomisk. Deres lønninger er steget med mere end 100% i de sidste ti år. Gør det dem motiverede for at protestere? I andre lande ville man kalde den slags bestikkelse eller prostitution - men det er naturligvis ikke tilfældet i Danmark.
Da det nu ikke er tilfældet - hvilket ville være ‘forståeligt’ - så må vi bede om andre forklaringer. Hvorfor er universitetsledelserne villige til at destruere en faglighed, der – med store interne stridigheder, konflikter og debatter – har en historisk kontinuitet, der har reformeret universiteterne løbende, fordi en borgerlig forskningsminister, der roser sig af, at han ikke er akademisk (og kun gik i skole hver anden dag i sin barndom), har tvunget universiteteterne til den største reform siden deres grundlæggelse?
Har ingen af dem nogen selvrespekt?