Frankrigs venstrefløj er godt i gang med at varme op til en skelsættende konfrontation med den økonomiske ortodoksi, der har tilskyndet langt de fleste EU-lande til at reagere på finanskrisen med budgetnedskæringer.

Den socialistiske kandidat til posten som Frankrigs præsident, François Hollande, lægger op til et frontalopgør — ikke blot med præsident Nicolas Sarkozy, men også med den stadig mere dominerende tyske partner og andre europæiske regeringer, der er slået ind på sparepolitikkens strenge vej. Og det gør han vel at mærke med meningsmålinger, der giver ham en klar sejr ved forårets præsidentvalg.

De franske socialisters program er det første ægte venstrefløjsmodtræk mod den politik, Europa har forfulgt som svar på den krise, der har ramt det. Vinder Hollande, og gennemfører han det program, han lagde frem i sidste uge, vil Frankrig uundgåeligt blive skueplads for vidtrækkende konfrontation mellem et nationalt vælgerdemokrati på den ene side og den internationale finanskapital og den tysk ledede eurozone på den anden.

Vælgerjubel

Lige siden Hollande vandt sit partis nominering sidste år, har han stræbt efter at træde i karakter som en figur, der har format til at udfylde det franske præsident-embedes halvmonarkiske rolle.

Han trykker på alle de rigtige knapper hos vælgerne, der frygter for en alvorlig national nedtur, ikke mindst efter det nylige tab af AAA-status hos kreditvurderingsbureauet Standard & Poors. Hollande har lovet at øge statens udgifter med 20 milliarder euro frem til 2017, ligesom han vil skabe 60.000 nye lærerstillinger samt 150.000 statssubventionerede job for unge. De rige skal betale højere skatter. Der skal indføres en afgift på finansielle transaktioner, og beskatningen af bankernes overskud skal øges med 15 procent. Ydermere er der lagt op til et forbud mod aktieoptioner og handel med ’giftige’ finansielle instrumenter samt et loft for bonusser.

Hollande hævder, at han på fem år vil udrydde Frankrigs budgetunderskud, skabe økonomisk opsving og erstatte nøjsomhed med ekspansion.

Hollande skal have udtalt, at hans »virkelige modstander i denne valgkamp er finansverdenen«. Den slags går rent ind hos franskmændene, der i den grad har set sig gale på Sarkozys manerer, og altid har set på den finansielle elite med en vis mistro.

Fortiden spøger

Men selv om Hollande står med gode chancer, skal man ikke undervurdere Sarkozy, der før har vist sig eminent til at føre valgkamp. Hertil kommer et lurende spøgelse fra fortid.

I 1981 var Frankrigs venstrefløj i ekstase. François Mitterrand var netop blevet valgt til ny præsident. Under parolen ’det er ikke forbudt at drømme’ erklærede Mitterrand-administrationen krig mod finansverdenen og lod flere banker og større virksomheder nationalisere. Statens udgiftsbudgetter blev kraftigt forhøjet. Lønningerne steg. Men så begyndte kapitalen at strømme ud af landet. Eksperimentet endte i økonomisk katastrofe: Inflationen steg, franc’en blev devalueret, og ledigheden steg, da præsidenten blev tvunget til at ændre kurs og i stedet gennemføre politikker, der øgede arbejdsløsheden, dæmpede væksten og svækkede Frankrig over for Tyskland.

For Hollande er faren, at han som Mitterrand i 1981 bliver båret til magten af et radikalt ideologisk program, der viser sig umuligt at gennemføre i praksis. I så fald vil Frankrig blive kastet ud i en endnu værre krise. Landets økonomi har det ikke godt. Budgettet har ikke været i balance i fire årtier. Mange regioner og kommuner er i dyb gæld. Med 2,8 millioner arbejdsløse er ledigheden på sit højeste niveau i 12 år. Statens udgifter beløber sig til 54 procent af BNP. Statsgælden er på 85 procent af BNP, og nogle analytikere forudser, at den andel kan stige til 95 procent i 2014.

Sarkozys tiltag, der skulle liberalisere økonomien og ruske op i den statslige sektor, har kun fået delvis succes. Til gengæld har den fremkaldt udbredt modstand. Undersøgelser viser, at op til 15 millioner franskmænd har svært ved at få månedslønnen til at slå til. Overskuddet på handelsbalancen er væk. IMF forudser en vækst på under 1 procent over de næste to år. De franske banker er hårdt ramt af den græske, italienske og spanske statsgæld. Afstanden mellem den tyske og den franske stats debitorrenter er udvidet kraftigt. Prisen for langtidsforsikring af den franske statsgæld er meget højere end den tilsvarende pris hos de fleste andre højt udviklede økonomier.

Frankrig er ikke eneste europæiske nation i knibe, men landet er så stort — både politisk og økonomisk — at udviklingen her kan få afgørende betydning for resten af kontinentet.

Enegangssocialisme

Det store spørgsmål er nu, om vejen til nationens frelse skal findes gennem en stramning af livremmen, der risikerer at bremse væksten i al umiddelbar fremtid, eller om regeringer bør satse på finanspolitisk ekspansion, uanset risiciene?

Hollande har svoret at genforhandle den europæiske finanspolitiske traktat, som ventes underskrevet senere på ugen, for i stedet at fremme vækst og beskæftigelse. Han vil, at EU’s skatteydere skal finansiere ’store projekter’, en integreret energipolitik og et ’ambitiøst landbrugsbudget’ samt initiativer, der kan modvirke unfair handelskonkurrence.

Den slags kan fremkalde drømme, som dem Mitterrand talte om, da den socialistiske røde rose blev symbolet på en ny æra, der aldrig blev til noget. Hvor lang tid vil der gå, før markederne reagerer på udsigten til et trodsigt Frankrig under Hollande? Og gad vide om det er muligt at gennemføre socialisme i et enkelt land?

 

Jonathan Fenby er tidligere chefredaktør for The Observer

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: