Det lokale politi er svækket

Når nye politiaspiranter begynder på Politiskolen i 2012, sker det under helt nye forudsætninger: De tager hul på en uddannelse, der er tilrettelagt som en professionsbachelor — omend endnu ikke godkendt som sådan. Sammenlignet med den hidtidige uddannelse vil der være større vekselvirkning mellem praktik og ophold på politiskolen.

Hvad er det så for et politi, de skal ud at arbejde i? Det er en organisation, som har gennemgået væsentlige forandringer de seneste år. Efter politireformen i 2007 er antallet af politikredse reduceret fra 54 til 12, og Rigspolitiet har væsentlig mere direkte kontrol med politiarbejdet i kredsene end før reformen. De fleste politifolk er enige om, at reformen har haft positiv indflydelse på samarbejdet kredsene imellem, og at indsatsen mod organiseret kriminalitet er blevet forbedret.

Reformen har dog ikke været uden omkostninger, og særlig i de første år fungerede politiet under vanlig standard. Befolkningens tillid til og tilfredshed med politiet faldt markant, og politiet mødte kritik i medierne i en grad, man bestemt ikke var vant til. På de fleste områder er udviklingen dog vendt igen: Rigspolitichefen erklærede i 2011 reformen for fuldt gennemført, og i de seneste befolkningsundersøgelser fra 2010 og 2011 er borgernes vurdering af politiet stort set tilbage på niveauet før reformen.

Ét område skiller sig dog ud: Borgerne mener fortsat, at politiets lokale tilknytning er dårligere end før reformen. I 2006 mente tre ud af fire adspurgte, at politiet havde kendskab til lokale forhold, i 2010 var det to ud af tre. I 2006 mente hver fjerde, at politiet havde kontakt med lokale borgere, i 2010 var det hver femte.

Også opfattelsen af politiets lokale patruljering og tilfredsheden med politiets opgaveløsning i lokalområdet er i 2010/11 lavere, end den var før reformen, både hos borgere og hos politiets samarbejdspartnere i kommunerne. Det hører med til billedet, at det formelle samarbejde mellem politi og kommuner er blevet bedre i lokal- og kredsråd, men set fra borgernes synspunkt er reformen resulteret i centralisering snarere end den decentralisering, som politireformen lovede. For mange er der blevet længere til politiet, geografisk og mentalt.

Stod jeg over for at skulle begynde et arbejdsliv i politiet, ville denne udvikling bekymre mig. Politifolk, der savner kontakt til de områder, de arbejder i, har vanskeligere ved at skaffe sig de informationer, de har brug for. Betjentene er så at sige afskåret fra at benytte personlige relationer som løftestang for deres arbejde. Det giver, alt andet lige, større risiko for konfrontationer og magtanvendelse.

Nye beføjelser

Den større risiko for konfrontationer er ikke mindst uheldig, fordi politiet i de senere år har fået udvidede beføjelser.

De administrative frihedsberøvelser under COP 15 er et eksempel på, at politiet har gjort brug af dem. Men ifølge domstolene gik man altså for langt her.

De såkaldte visitationszoner, hvor politiet har mulighed for at visitere alle, de træffer, uden nærmere mistanke eller begrundelse, er et andet eksempel på, at politiet gør brug af de nye rammer. Hvorvidt den slags hører hjemme i en retsstat, har været diskuteret grundigt i de senere år, og diskussionen skal ikke gentages her. Til gengæld kan det være interessant at se lidt nærmere på effekten af zonerne.

Politifolk rundt om i Danmark har betegnet zonerne som en succes, både når man fandt våben (det viser, at der er god grund til at indføre zoner), og når man ikke gjorde (det ses som et tegn på zonernes afskrækkende effekt) — en ren win win-situation for politiet.

Det er nærmest umuligt at vurdere, i hvilket omfang zonerne faktisk har en afskrækkende effekt, men der er grund til at pege på en mulig afledt, negativ effekt.

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC) udgav i 2011 en rapport om politiets praksis i forbindelse med visitationer. Der bliver her bragt en række interview med unge indvandrere, samt statistik og gennemgang af en række konkrete sager, som DRC tolker som udtryk for, at dansk politi benytter sig af såkaldt etnisk profilering, dvs. visiterer personer alene på baggrund af deres etniske baggrund. Rapportens metodiske kvalitet er (til dels med rette) blevet kritiseret, men den peger på en væsentlig problemstilling, nemlig at visitationer kan opleves som diskriminerende.

Debatten i forbindelse med rapporten drejede sig i høj grad om, hvorvidt politiet faktisk optrådte diskriminerende, herunder visiterede en uforholdsmæssig stor andel af unge med indvandrerbaggrund. Jeg vil ikke forsøge at vurdere de eksempler, DRC tager op, men i stedet pege på det forhold, at politiet efter min mening har en væsentlig egeninteresse i at arbejde for, at deres indsats hverken er eller opfattes som uretfærdig/diskriminerende. Opfatter grupper i samfundet politiet som uretfærdigt — uanset om der er faktuel baggrund for en sådan opfattelse — bliver politiets arbejde i forhold til disse grupper vanskeligere.

I tillæg til de retssikkerhedsmæssige aspekter, som har været ivrigt diskuteret, siden brugen af visitationszoner blev muliggjort i Politiloven, er spørgsmålet om (oplevet) diskrimination yderligere en god grund til at genoverveje brugen af visitationszoner. Bliver man visiteret uden at få at vide hvorfor, måske endda flere gange, ligger det lige for selv at tolke hændelsen i forhold til ens egen øvrige livssituation.

Ifølge DRC gennemførte Københavns Politi omkring 18.000 visitationer i perioden september 2008 — januar 2010, hvilket resulterede i 309 sager om ulovlig våbenbesiddelse. Omkring halvdelen af visitationerne var rettet mod personer med indvandrerbaggrund, anslår politiet selv, uden dog at have noget nøjagtigt overblik.

Hvordan denne store gruppe unge har oplevet politiets indsats, giver DRC’s undersøgelse kun et fingerpeg om, men risikoen for, at denne praksis skaber mere udbredt fjendtlighed over for politiet er bestemt til stede. Når politiet opleves stadig fjernere, og borgerne vurderer, at de ikke har tilstrækkelig lokal forankring, risikerer man også, at borgernes forståelse for politiets indsatser, for eksempel visitationszoner, svækkes.

Selektiv åbenhed

Det sidste punkt, jeg her vil opholde mig ved, er spørgsmålet om åbenhed. Et af kravene til politiet efter politireformen var netop, at organisationen skulle være åben og tilgængelig. Politiet har bl.a. søgt at opfylde kravet gennem offentliggørelse af tal for brugertilfredshed, responstider, kriminalitetstal, budgetoverholdelse mv. Her er politiet faktisk blevet mere åbent, men på andre områder er informationen til offentligheden til gengæld blevet væsentlig mindre, særlig hvad angår brug af magtmidler.

Frem til midten af 1990’erne udgav Rigspolitiet hvert år en omfangsrig Årsberetning, hvor politiets indsats, herunder brug af stav, skydevåben m.m. var grundigt beskrevet. Disse beretninger blev afløst af Politiets Årstabeller, som kan findes på nettet, dog kun frem til 2008. Her kan man finde tal for politiets brug af magtmidler, ransagninger og indgreb i meddelelseshemmeligheden — dog findes der ikke oplysninger om brug af skydevåben siden efter 2006, og slet ikke oplysninger om brug af peberspray.

Der findes spredte oplysninger om brug af skydevåben og peberspray frem til 2009 i et par pressemeddelelser, men nogen samlet oversigt over politiets anvendelse af sine magtmidler kan man ikke finde.

De problemfelter, jeg her har oplistet, er naturligvis ikke udtømmende for det politi, de nye aspiranter skal arbejde i, men de har noget væsentligt til fælles: De drejer sig alle om forholdet mellem politiet og det samfund, det betjener og agerer i — og der er fortsat plads til forbedring.

Lars Holmberg er lektor i kriminologi ved Det Juridiske Fakultet, KU, og har medvirket til evalueringen af politireformen i Danmark