Ved et tilfælde, der ligner en meningsfuld tanke (men gud nåde og trøste den, som derefter optræder som besidder og magtudøver af den meningsgivende Tanke), noterede dels redaktøren af Informations Folk i går, at USA’s ekspræsident George W. Bush stadig håber på, »at historikerne i en senere bagklogskabs lys vil opvurdere hans kække korstog mod metafysiske magter: I dag for 10 år siden udnævnte Bush Irak, Iran og Nordkorea til ’Ondskabens Akse’«. Dels bragte redaktøren af Informations kronik en redegørelse af professor Sten Rynning, leder af Center for War Studies ved Syddansk Universitet, om bl.a. Danmarks militære deltagelse i netop krigen mod den ’Ondskabens Magt’, Irak, som vores nære allierede USA sammen med os indledte marts 2003.

Danmark er jo nemlig i de seneste par årtier blevet en af verdens virkelig aggressive, krigsførende magter, men, argumenterede kronikøren: »Den politiske debat om Danmarks krige drukner i jura«. Hvilket turde være undergravende for demokratiet. Og i betragtning af, at Danmark ellers ikke i århundreder har været aktivt krigsførende, må det historisk set betragtes som katastrofalt.

Man kunne have ønsket sig, skriver Sten Rynning, »en bredere og dybdegående udenrigspolitisk debat om Danmarks rolle og ambitioner i forhold til Irak, den israelsk-palæstinensiske fredsproces og Iran. Endnu vigtigere ville en debat om Danmarks forhold til USA have været. At Danmark nu i ti år har været i krig i Afghanistan og Irak, skyldes ikke mindst ønsket om at stå USA nær og sikre det transatlantiske bånd. Skulle vi det, og fik vi nok ud af det? Disse essentielle spørgsmål er gledet til side for en debat om fangehåndtering, Abu Ghraib, Guantanamo, water boarding og CIA-overflyvninger. … Ingen af de nævnte emner skal negligeres, tværtimod, men de bør balanceres af en større debat om krigenes rationaler og værdi for Danmark. Danmark gik ikke i krig for at håndtere fanger korrekt, men for at opnå noget, og dette ’noget’ skal frem i debatten«.

Det moderne fremskridt

Hvad han har — så evig, synes det efterhånden — ret i. »Regeringsskiftet har (heller ikke her, el.) intet nyt bragt. Vi har fået mere fokus på fangehåndtering, mens CIA’s overflyvninger åbenbart er gået under jorden. En kommission er på vej for at belyse Irak-krigen, men alt peger på, at debatten kommer til at handle om legalitet«.

Før dette ’noget’ — krigens politiske mål — i 10 års jubilæets anledning skal trækkes frem til beskuelse nok engang, må dog lige en bemærkning anføres om Fogh-regeringens og folke- og folketingsflertallets argumentation for at indlede en krig mod et andet land og folk, som intet havde gjort Danmark.

»Det var Hussein-regimets overtrædelser af FN-Sikkerhedsrådets resolutioner, som regeringen lagde til grund for krigsdeltagelsen,« hævder Rynning. »I lyset af de manglende masseødelæggelsesvåben, som USA hang sin hat på, var det et godt træk, men tilbage står, at krigen naturligvis var politisk. Til den daværende regerings forsvar må man sige, at den var bevidst om sin værdipolitik — om at skelne mellem godt og ondt. Men koblingen mellem værdipolitik og Irak-krigen forblev vag, for regeringens krog, FN’s Sikkerhedsråd, driver ikke værdipolitik.«

Til dette kan anføres, hvad f.eks. den uafhængige hollandsk undersøgelseskommission fastslog 11. januar 2010, at invasionen af Irak var i strid med folkeretten, og at FN’s Sikkerhedsråd blev fejlfortolket. Nøjagtig som den forhenværende våbeninspektør Hans Blix under Irak-høringen i London den 27. juli samme år erklærede, at den omdiskuterede FN-resolution 1441 — vedtaget fire måneder før invasionen i marts 2003 — lovede Saddam Hussein »en frisk start« og ikke i sig selv var nok til at autorisere en invasion. »Jeg er af den faste overbevisning, at krigen var ulovlig,« sagde Blix.

Men juridisk lovlig eller ulovlig, hvad var og er så krigens politiske mål? Danmarks krigeriske mål?

Det var og er naturligvis heller ikke de masseødelæggelsesvåben, som USA ellers »hang sin hat på«, og som aldrig har eksisteret. Skønt Fogh ellers udtrykkeligt sagde, at han ikke troede på deres eksistens, for han vidste, at de eksisterede. (Han havde åbenbart selv set dem).

Målet fremsatte Bush u-tvetydigt i sin åbningstale 2003, State of the Union:

»Vi øver magt uden erobringer, og vi bringer ofre for fremmedes frihed. Amerikanerne er et frit folk, der véd at frihed er ethvert menneskes ret og fremtiden for enhver nation. Den frihed, vi priser, er ikke Amerikas gave til verden, det er Guds gave til menneskeheden. Vi amerikanere tror på os selv, men ikke på os selv alene. Vi kender ikke — og vi gør ikke krav på at kende — alle Forsynets veje (the ways of Providence), dog kan vi forlade os på dem, sætte vores lid til den kærlige Gud bag alt liv, og al historie. Må Han (med stort H ifølge Det Hvide Hus’-hjemmesiden) lede os nu. Og må Gud fortsætte med at velsigne Amerikas Forenede Stater.«

Med andre ord: Hele det moderne fremskridt. Som også Danmark hylder. Det er krigens politiske mål.

Amen.