Ved et tilfælde, der ligner en meningsfuld tanke (men gud nåde og trøste den, som derefter optræder som besidder og magtudøver af den meningsgivende Tanke), noterede dels redaktøren af Informations Folk i går, at USA’s ekspræsident George W. Bush stadig håber på, »at historikerne i en senere bagklogskabs lys vil opvurdere hans kække korstog mod metafysiske magter: I dag for 10 år siden udnævnte Bush Irak, Iran og Nordkorea til ’Ondskabens Akse’«. Dels bragte redaktøren af Informations kronik en redegørelse af professor Sten Rynning, leder af Center for War Studies ved Syddansk Universitet, om bl.a. Danmarks militære deltagelse i netop krigen mod den ’Ondskabens Magt’, Irak, som vores nære allierede USA sammen med os indledte marts 2003.
Danmark er jo nemlig i de seneste par årtier blevet en af verdens virkelig aggressive, krigsførende magter, men, argumenterede kronikøren: »Den politiske debat om Danmarks krige drukner i jura«. Hvilket turde være undergravende for demokratiet. Og i betragtning af, at Danmark ellers ikke i århundreder har været aktivt krigsførende, må det historisk set betragtes som katastrofalt.
Man kunne have ønsket sig, skriver Sten Rynning, »en bredere og dybdegående udenrigspolitisk debat om Danmarks rolle og ambitioner i forhold til Irak, den israelsk-palæstinensiske fredsproces og Iran. Endnu vigtigere ville en debat om Danmarks forhold til USA have været. At Danmark nu i ti år har været i krig i Afghanistan og Irak, skyldes ikke mindst ønsket om at stå USA nær og sikre det transatlantiske bånd. Skulle vi det, og fik vi nok ud af det? Disse essentielle spørgsmål er gledet til side for en debat om fangehåndtering, Abu Ghraib, Guantanamo, water boarding og CIA-overflyvninger. … Ingen af de nævnte emner skal negligeres, tværtimod, men de bør balanceres af en større debat om krigenes rationaler og værdi for Danmark. Danmark gik ikke i krig for at håndtere fanger korrekt, men for at opnå noget, og dette ’noget’ skal frem i debatten«.
Det moderne fremskridt
Hvad han har — så evig, synes det efterhånden — ret i. »Regeringsskiftet har (heller ikke her, el.) intet nyt bragt. Vi har fået mere fokus på fangehåndtering, mens CIA’s overflyvninger åbenbart er gået under jorden. En kommission er på vej for at belyse Irak-krigen, men alt peger på, at debatten kommer til at handle om legalitet«.
Før dette ’noget’ — krigens politiske mål — i 10 års jubilæets anledning skal trækkes frem til beskuelse nok engang, må dog lige en bemærkning anføres om Fogh-regeringens og folke- og folketingsflertallets argumentation for at indlede en krig mod et andet land og folk, som intet havde gjort Danmark.
»Det var Hussein-regimets overtrædelser af FN-Sikkerhedsrådets resolutioner, som regeringen lagde til grund for krigsdeltagelsen,« hævder Rynning. »I lyset af de manglende masseødelæggelsesvåben, som USA hang sin hat på, var det et godt træk, men tilbage står, at krigen naturligvis var politisk. Til den daværende regerings forsvar må man sige, at den var bevidst om sin værdipolitik — om at skelne mellem godt og ondt. Men koblingen mellem værdipolitik og Irak-krigen forblev vag, for regeringens krog, FN’s Sikkerhedsråd, driver ikke værdipolitik.«
Til dette kan anføres, hvad f.eks. den uafhængige hollandsk undersøgelseskommission fastslog 11. januar 2010, at invasionen af Irak var i strid med folkeretten, og at FN’s Sikkerhedsråd blev fejlfortolket. Nøjagtig som den forhenværende våbeninspektør Hans Blix under Irak-høringen i London den 27. juli samme år erklærede, at den omdiskuterede FN-resolution 1441 — vedtaget fire måneder før invasionen i marts 2003 — lovede Saddam Hussein »en frisk start« og ikke i sig selv var nok til at autorisere en invasion. »Jeg er af den faste overbevisning, at krigen var ulovlig,« sagde Blix.
Men juridisk lovlig eller ulovlig, hvad var og er så krigens politiske mål? Danmarks krigeriske mål?
Det var og er naturligvis heller ikke de masseødelæggelsesvåben, som USA ellers »hang sin hat på«, og som aldrig har eksisteret. Skønt Fogh ellers udtrykkeligt sagde, at han ikke troede på deres eksistens, for han vidste, at de eksisterede. (Han havde åbenbart selv set dem).
Målet fremsatte Bush u-tvetydigt i sin åbningstale 2003, State of the Union:
»Vi øver magt uden erobringer, og vi bringer ofre for fremmedes frihed. Amerikanerne er et frit folk, der véd at frihed er ethvert menneskes ret og fremtiden for enhver nation. Den frihed, vi priser, er ikke Amerikas gave til verden, det er Guds gave til menneskeheden. Vi amerikanere tror på os selv, men ikke på os selv alene. Vi kender ikke — og vi gør ikke krav på at kende — alle Forsynets veje (the ways of Providence), dog kan vi forlade os på dem, sætte vores lid til den kærlige Gud bag alt liv, og al historie. Må Han (med stort H ifølge Det Hvide Hus’-hjemmesiden) lede os nu. Og må Gud fortsætte med at velsigne Amerikas Forenede Stater.«
Med andre ord: Hele det moderne fremskridt. Som også Danmark hylder. Det er krigens politiske mål.
Amen.
Kommentarer
”Hele det moderne fremskridt.”
Ak ja. Der er snart ikke den ting, jeg ikke er imod, og det, jeg går ind for, er vi yderst få, der samles om.
At Danmark klistrede sig op ad USA og stadig gør det, i stedet for at tænke og handle selv, er fatalt. Engagementerne har ingen ende, og alle militærpolitiske fiaskoer hyldes som sejre.
Ingen har styr på, hvad der foregår af underhandler (vestlige firmaer underhandlede med Saddam og Gadaffi). En dag får de handelspolitiske venner tæsk, og deres områder henlægges i kaos.
De forbrugeriske lande er tvunget til at holde deres levestandard oppe, og det betyder udnyttelse, krig og skader på naturen.
Demokrati hjælper ikke, når de demokratiske lande er årsag til udnyttelse, krig og skader på naturen.
Vi har nu en regering, hvis råderum for at føre en ny politik bliver mindre og mindre i takt med at dens popularitet falder og falder. Der kommer dermed ikke til at ske noget, der er til at holde ud at se på.
Så skal man kunne vende folkestemningen, tage den nødvendige beslutning og annoncere at forbrugsfesten (som er alle kriges moder) er forbi, indføre nye idealer om et samfundsliv baseret på mindre egoisme og aggressivitet a la børnebogen Tyren Ferdinand. Men så længe vil hellere vil kæmpe i arenaerne, må vi jo gøre det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ikke bare Blix anså irakkrigen for ulovlig.
Også FNs generalsekretær Kofi Annan erklærede den for ulovlig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Mht. George W. Bush skal jeg gøre opmærksom på at han, denne kriste kriger, i en samtale med Chirac, præsidenten i Frankrig, dengang sagde:
Gog and Agog are afoot in the Middle East, and it is our duty (as Christians) to hinder this. Ifølge Poul Høis blog på Berlingske.dk var den franske præsident stærkt chokeret.
Så jo, der er meget der taler for, at både Tony Blair og George W. Bush gik ind for (endnu) et crusade mod muslimerne - uden dog at ville sige det højt.
I går i nyhederne var der et indslag om modtagelsen af håndboldherrerne. Store folkemængder var mødt frem. Kronprins Frederik var sågar tilstede og gav hver enkelt spiller en krammer. Håndboldherrerne blev omtalt og fremstillet som helte.
Hvor er det altså bare nedslående: Jeg kan ikke lade være med at fundere over, hvorvidt man i en kultur, der således har udvandet heltebegrebet - velsagtens fordi man ikke har været udsat for nogen nævneværdig modgang i årevis - overhovedet vil være interesseret i, endsige modigt i stand til, at beskæftige sig med, hvorledes man selv bidrager til det moderne fremskridts pris - undertrykkelse og udbytningen af andre levende skabninger og naturen i det hele taget.
@John: Jeg er fuldstændig enig med dig mht. sportskampe.
I går var der denne lille artikel:
http://www.information.dk/292098
Valget mellem bæredygtig eller kaos er langtfra gået op for befolkningen. Den lever videre i en drømmeverden, indtil drømmen brister med et brag. Når man tænker på, hvor dygtige spillerne er til at bedømme farer og huller i forsvaret og lave angrebsstrategier, undrer jeg mig over, at de ikke kan se, at selve deres spil er truet, men det er vist en anden del af hjernen, der bruges til den slags. Over 2 mio. så håndboldkampen, der bakkes op af hele det uansvarlige establishment med kronprinsen og overborgmesteren i spidsen.
I den linkede artikel råber Connie Hedegaard (som aldrig har været en miljø-hedsporer) vagt i gevær. Hvordan kan andre konservative med deres systembevarende synspunkter ignorere hende? Det er nu!!! mener hun, men svaret bliver et modspørgsmål: ”Skal det være lige nu?”
Det ser ud til at danskerne spiller rollen som verdens lykkeligste folk, indtil sammenbruddet af en eller anden slags kommer. Det, der undrer mig mest er, hvordan ’toppen’ af Danmark kan gå med til det. Skizofreni har åbenbart sin største udbredelse uden for hospitalerne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ejvind Larsen diagnosticerer, og finder frem til ondets rod:
“Hele det moderne fremskridt”
Præcis.
Det moderne gennembrud blev til et modernistisk sammenbrud. En selvpåført katastrofe, der dyrkede og dyrker det uforstandige, egeninteresse, usammenhæng og inhumanitet.
Kan man være med på moderne, og samtidigt med på noderne?
Er modernisme slet og (u)ret et udtryk for — unoder?
Har Ejvind Larsen slået hovedet? Bestemt. Sømmet rammes på hovedet — klokkerent.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Heinrich!
Mener du, at vi skal tilbage til, da religionen og kirken bestemte, hvad der var rigtigt og forkert? Tilbage til De Gode Gamle Dage?
Det moderne gennembruds folk ville jo netop IKKE, at uforstand etcetera herskede. De ville, at viden og fornuft herskede.
Men det er der så mange, der ikke vil. Men det er ikke det moderne gennembruds skyld.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels-Simon: Tak for link til artikel, som jeg ikke var opmærksom på, men nu har fået læst: Når Connie Hedegaard taler om beskatning af klimabelastning og forbrug af naturressourcer fremfor løn og indtjening, så er jeg selvsagt enig med hende. Men mon det kommer til at ske?, spørger jeg mig selv. Og så studsede jeg over følgende passage: “Det betyder, at stort set alle verdens ulande i dag har indarbejdet FN’s målsætninger i de nationale politikker og budgetter.” [min med fed fremhævning].
Ja, det er uden tvivl en anden del af hjernen, der skal anvendes til at indse, at vores levestil ikke er bæredygtig og derfor bør laves om, end til at lægge strategier for, hvordan man vinder. Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at aktivitet i sidstnævnte hæmmer, eller ligefrem umuliggør, aktivitet i førstnævnte. Og da rusen ved at vinde tilsyneladende er så udbredt, som det på så fremragende, men nedslående, vis netop er illustreret under og efter for eksempel dette håndbold-EM, så ser det jo ikke for lovende ud med hensyn til at besinde sig, hvad vores levestil angår.
Er det ikke bare et gammel-testamenteligt angreb på det nye? Noget i Bush’s adfærd og ordvalg kunne tyde på det.
Tom,
selvfølgelig ønsker jeg at fornuft skal råde. Oplysningstiden blev på udenby’sk betegnet som ikke alene Age of Enlightenment, med også som Age of Reason. Fornuftens tidsalder.
Mht. viden er jeg mere lunken. Hvad mened der med “viden”. Er det viden om det der kan måles, tælles og vejes? Eller indbefatter det også det filosofi og andet, der handler om vores forestillinger om verden?
Det er det sidste, jeg mener er det væsentligste. Menneske først og fremmest. Ikke for at forklejne faktuel viden og praktiske færdigheder — slet ikke — men civilisationsbærende er det strengt taget ikke.
Hvis ikke “religion” skal forstås som en bevidst stræben på fornuft, kendetegnet ved ønsket om fredsommelighed, humanitet, menneskeligt fællesskab og det almene vel, må jeg have misforstået noget ;-)
Er der noget i vegen med at opfatte pre-amblen (hensigtserklæringen) i f.eks. erklæringer om menneskeret som pan-religion? Er der noget i vejen med at dyrke sådanne ambitioner? Er det ikke passende at dyrke det, med en betragtelig reveres?
Når fortidens kulturer har konsolideret religion til statsreligion, og konsolideret dyrkelse af ideen “gud” ind ind i fælles fysisk rum, er det ikke sjældent blevet kaldet pan-theon. Der er formodentligt grunde til, at der vist aldrig er blevet etableret “poly-theons” ;-)
Ikke at dette skal forstås som en hyldest til statsreligion og institutionaliseret religion. Sådanne modeller har vist deres svagheder. Mange gange.
Jeg ønsker fremtidige gode dage.
Derfor: Nej tak til økonomi som statsreligion. Nej tak til despotisk velordnethed (a/k/a kaos), påført af en psykopatisk politiker-kaste, der jager enhver rundt i manegen. Nej tak til undertrykkelse, afmagt, fordummelse, udenomssnak og nonsens.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi skal nok lige omkring Von Wright og myten om fremskridtet, som Ejvind engang omtalte.
Der er ikke tale om at gå ’tilbage’ til noget, der engang var bedre end nu. Diskussionen drejer sig om, at lade være med at gå videre til noget forfærdeligt.
Lad os tage sundhedsvæsnet som eksempel. Modellen hedder: Politikerne laver et godt samfund og lægerne fejer skårene (de uheldige) op.
Lægerne skal være med til at lægge en sundhedslinje, som politikerne så bakker op. Man kan bruge tandlægernes profylaktiske arbejde med børn som eksempel. Dermed vil udgifterne til sundhedsvæsnet blive meget mindre og ikke stige uafbrudt.
I den store målestok: Alt, hvad der ødelægger livsmulighederne for de kommende generationer, sortlistes.
Denne kommentar er anbefalet af:
liberalisternes filosofi, som jo som oftest hævder at:
der findes næppe altruisme, uselviskhed, selvopofrelse, og enhver er sig selv nærmest …osv. i den dur’,
–––––
gør det svært at tro på:
at de viser sig så minsanten, alligvel at være et slags tintin-korps og superheltekorps, baden- powel-korps og spejdermand ( bortset fra at det jo næppe er de liberalistiske bagmænd selv, de sætter til at slås for frihed):
»Vi øver magt uden erobringer, og vi bringer ofre for fremmedes frihed. Amerikanerne er et frit folk, der véd at frihed er ethvert menneskes ret og fremtiden for enhver nation.
liberalisternes filosofi, som jo som oftest hævder at:
der findes næppe altruisme, uselviskhed, selvopofrelse, og enhver er sig selv nærmest …osv. i den dur’,
–––––
gør det svært at tro på:
at de viser sig så minsanten, alligvel at være et slags tintin-korps og superheltekorps, baden- powel-korps og spejdermand ( bortset fra at det jo næppe er de liberalistiske bagmænd selv, de sætter til at slås for frihed):
»Vi øver magt uden erobringer, og vi bringer ofre for fremmedes frihed. Amerikanerne er et frit folk, der véd at frihed er ethvert menneskes ret og fremtiden for enhver nation.