Tyske regler for våbeneksport er fuld af huller

Selv nok så skønne regler gør ingen gavn, hvis der ikke er politisk vilje til at håndhæve dem. Det er situationen i Tyskland, der i årevis har forbudt tyske virksomheder og rederier at sælge og transportere våben til konfliktzoner og til lande, der krænker menneskerettighederne.

»De tyske regler er glimrende, men desværre også fuld af huller,« konstaterer Marcel Dickow, ekspert i våbenkontrol på den tyske Stiftung Wissenshaft und Politik i Berlin.

Samme vurdering kommer fra Jan Van Aken, medlem af det tyske Bundestag for partiet Die Linken og talsmand for ngo-sammenslutningen waffeneksport.org.

»Reglerne ser godt ud på papiret, men i praksis virker de ikke,« siger han. Siden de nye, stramme regler blev indført i 1999, er den tyske våbeneksport ikke faldet med en eneste euro. Tværtimod er den steget og udgjorde i 2010 2,8 milliarder euro — hvilket gør Tyskland til verdens tredjestørste våbeneksportør kun overgået af USA og Rusland.

Nationens interesse

Blandt de kontroversielle tyske eksportordrer er salg af 270 kampvogne til Saudi Arabien, der sidste år var med til at knuse det folkelige oprør i Bahrain, samt salget af ubåde til Israel, der på 45. år holder palæstinensiske og syriske områder besat.

»De tyske regler forbyder al salg af våben og ammunition til konfliktzoner og lande, der krænker menneskerettighederne, men desværre har regeringen mulighed for at omgå forbudt, hvis det er i nationens interesse at gennemføre eksporten, og det er det ofte,« siger Marcel Dickow.

»Der er tilfælde, hvor myndighederne afviser at give eksporttilladelse,« medgiver Jan Van Aken. »Men når det drejer sig om milliardordrer, så overtrumfer hensynet til nationens interesser altid hensynet til menneskerettighederne.«

Beslutninger mørkelagt

Herhjemme har Enhedslisten bebudet et lovforslag, der bygger på de tyske regler, men Marcel Dickow anbefaler to vigtige ændringer. Først og fremmest skal hensynet til nationens interesse ikke bringes i spil, og for det andets skal beslutningsprocessen være åben.

»I Tyskland kan regeringen selv bestemme, om de vil offentliggøre deres beslutninger om at afvise eller godkende en given våbeneksport. Det betyder, at det er meget tilfældigt, hvad offentligheden får kendskab til, og dermed kan politikere godkende eksportordrer uden at skulle begrunde beslutningen over for nogen som helst,« siger han.

Et af de konkrete forslag, Enhedslisten ifølge udenrigsordfører Christian Lund agter at stille, er inspektion af de enkelte våbentransporter.

Den slags forhåndsinspektioner indgår også i de tyske kontrolsystem, men lader i praksis også meget tilbage at ønske, mener både Marcel Dickow og Jan van Aken.

»Tyske våbentransporter kan risikere at blive kontrolleret i havnen og forseglet før afsejling, men der er kun tale om stikprøvekontrol, og derfor giver inspektionerne ikke nogen 100 procent sikkerhed for, at sendingerne kun indeholder det, de må, eller at våbnene ender der, hvor myndighederne regner med, at de skal hen,« siger Dickow.

Effekten af stikprøvekontrollen er derfor mest præventiv, mener han.

Ifølge den tyske forsker er det kun en meget lille procentdel af våbentransporterne fra Tyskland, som i praksis bliver kontrolleret.

»I øjeblikket har de fleste havnemyndigheder ikke mulighed for at røntgenfotografere lasten. Der skal meget kraftige røntgenapparater til, og det er en kapacitet, alle havne burde råde over, hvis kontrollen skal være effektiv,« siger han.

Som forholdene er nu, kan man i praksis transportere næsten hvad som helst ud og ind af tyske havne, så længe det kan være i en 20 fods container.«

»Sådan er virkeligheden. Det er en offentlig hemmelighed,« siger han.