En tvekamp om republikanernes sjæl

BOSTON — Begge præsidentkandidater kalder sig de bedste arvtagere til tidligere præsident Ronald Reagan, det Republikanske partis konservative idol og helt.

Men hverken Mitt Romney eller Newt Gingrich kan udfylde Ronald Reagans sko. Det har de sidste ti dages bitre, personlige og splittende valgkamp i solskinsstaten Florida illustreret.

I dag skal ca. 3 mio. republikanske vælgere til urnerne i Florida og hvis meningsmålinger står til troende, er det denne gang Romneys tur til at triumfere over Gingrich. For ti dage siden slog Gingrich overraskende sin modstander i konservative South Carolina.

Valgcirkuset fortsætter: Lørdag skal der holdes interne partivalg i Nevada og Maine; herefter er der tre ugers pause indtil nogle primærvalg i slutningen af februar. Uagtet resultatet i dag tyder alt på en maratonkamp om at sikre flest delegerede til partikongressen i august, hvor Barack Obamas modstander skal kåres.

Det er ikke overraskende, at de to kandidater kappes om at efterfølge Reagan i den stedse mere polemiske valgdyst. Den nu afdøde præsident havde et usædvanligt talent for at samle de mange fløje i Det Republikanske parti under sine vinger.

Det er et kunststykke, som Romney og Gingrich næppe kan efterligne.

Konservativ populist

Mitt Romney repræsenterer den erhvervs- og finansvenlige og relativt moderate del af det Republikanske parti; han kalder sig en konservativ, men partiets konservative vælgere stoler ikke på den tidligere guvernør fra den liberale delstat Massachusetts.

Newt Gingrich præsenterer sig som en konservativ populist på linje med Tea Party, som vil den Republikanske partielite til livs, skønt han selv ledede sit parti mellem 1995 og 1999 som formand for Repræsentanternes Hus.

I de mange tv-debatter er kløften mellem præsidentkandidaterne mest gået på ideer og lederskab. Valgkampen i Florida handler derimod mere om kontrol med selve partiet og dets fremtid. Kort sagt står striden mellem det Republikanske establishment og Tea Party-vælgere.

Hvem udgør så dette establishment? »Det er en løs forsamling af politikere i Kongressen, donorer, konservative tænketanke og journalister,« siger David Gergen, lektor i lederskab på Harvard University Kennedy School og kommentator på CNN. »Mens mange konservative vælgere instinktivt har tillid til Gingrich, forholder det sig næsten omvendt i Washington. Her anses han for at være en spradebasse med masser af løse ideer og uden lederevner.«

Partielitens forfærdelse over udsigten til en kåring af Gingrich har udløst en massiv offensiv mod en præsidentkandidat uden fortilfælde siden et lignende forsøg på at stoppe den konservative præsidentkandidat Barry Goldwater i 1964.

Eliten slår igen

Præsident Lyndon B. Johnson besejrede Goldwater i en jordskredssejr, men Goldwaters historiske kandidatur såede sæden til den nuværende stærke konservative bevægelse i USA. Hans stærke individualisme, fjendtlige holdning til forbundsstaten og generelt libertære ideer er f.eks. blevet adopteret af Tea Party-bevægelsen og en anden præsidentkandidat, Ron Paul.

Gingrich er ikke en naturlig forbundsfælle til Tea Party. I sin tid som formand for Repræsentanternes Hus vekslede han mellem at søge konfrontation og samarbejde med præsident Bill Clinton.

Han støttede indførelsen af en statslig sygesikring for børn, er mere sympatisk indstillet over for ulovlige indvandrere end nogen anden præsidentkandidat, bortset fra Ron Paul, og har flere gange anerkendt de menneskeskabte klimaforandringer.

Men Gingrich er samtidig en oprører af natur. Det var ham, der planlagde og eksekverede den unge partigardes kup mod de velpolstrede og kompromissøgende partiledere i Kongressen i 1990’erne. Da han vandt lederskabet i 1995, var han hurtig til at falde på sit eget sværd, men forinden lærte Gingrich at føre nærkamp mod fjender på den indre og ydre linje.

Wall Street

Nu er hans oprør vendt mod partiets establishment, der er kommet Mitt Romney til undsætning efter nederlaget i South Carolina. Partiets grå eminencer, som de to tidligere præsidentkandidater Bob Dole og John McCain samt kongreslederen Tom DeLay, er gået i brechen for Romney, ligesom flere tidligere medlemmer af Gingrichs unge partigarde fra 1990’erne.

Den stærke identificering mellem Romney og de etablerede partiinteresser i Washington spiller Gingrich i hænde, fordi Tea Party-vælgeres aktivisme dels drives af en dyb mistro til det Republikanske establishment.

Disse konservative vælgere stoler heller ikke på finansbaronerne på Wall Street, som Gingrich behændigt knytter Mitt Romney til. I sidste uge kom det frem, at den hovedrige Romney i sin tid som direktør i Bain Capital Co. havde et nært samarbejde med amerikansk finanskapitals mægtigste investeringsfirma Goldman Sachs. På sin side prøver Romney med en vis succes at skildre Gingrich som en uforudsigelig og upålidelig leder — en politisk vejrhane uden nogen solid politisk overbevisning. Hans sekundanter påpeger, at Gingrich ikke er valgbar, og at han som præsidentkandidat vil være en møllesten om halsen på Republikanere på genvalg til Kongressen i november.

I sidste instans kan udfaldet af denne tvekamp blive afgørende for Tea Party-bevægelsens fremtidige indflydelse i det Republikanske parti.