Skatteministeren vil lette skatten, og siger, at de lavere og lavestlønnede skal i fokus.

Umiddelbart er der god musik i denne udmelding. De højtlønnede lukrerede på den tidligere regerings skatteændringer og står også til en skattelettelse, når grænsen for, hvornår man skal betale topskat, flyttes om et par år. Og der kan være megen fornuft i at flytte skat fra arbejde til ting, som ikke kan tages med ud af landet.

Men skatteministeren vil gøre det mere attraktivt at tage ekstra vagter på jobbet. Han mangler dog at forklare, hvordan han vil gøre det. I dag er det nemlig meget sjældent, at offentligt ansatte får udbetalt overarbejde.

I stedet afspadserer de, hvilket også er langt den billigste metode for kommunerne. Så skatteministeren skal vel i stedet gøre det mere attraktivt for kommunerne at udbetale overarbejde.

Desuden må hullet i de offentlige kasser ikke blive større. Det er i forvejen alt for stort, og koster i disse år både velfærd og arbejdspladser. Derfor bør en skattereform alene handle om en omlægning og ikke en lettelse af skatten.

Til sidst må vi huske, at de laveste indkomster ikke alene findes på arbejdsmarkedet. De findes også blandt dem, der er skubbet ud af arbejdsmarkedet eller som aldrig fik en chance for at komme ind.

Regning til de svageste

I løbet af i år vil vi runde 40.000 nedlagte job i den offentlige sektor. I den private sektor er tallet endnu større. Rigtig mange lavt lønnede er uforskyldt sendt ud i arbejdsløshed. Får vi ikke gang i vækst og jobskabelse i løbet af de næste par år, risikerer mange at gå fra dagpenge til kontanthjælp.

Her er regeringen helt klar i mælet: Fremover skal der arbejdes for offentlige ydelser. Det virker helt barokt, at de, der gerne var blevet på arbejdspladserne, skal straffes for krisen i de offentlige kasser.

Straf til dem uden for arbejdsmarkedet handler om, at det skal kunne betale sig at arbejde. Skridtet fra løn til dagpenge bliver naturligvis større, når skatten på løn sænkes.

Jeg bliver glad, når regeringen siger, at de laveste indkomster ikke alene skal betale regningen for krisen, men ærgerlig, når de svage skal betale en stor del af regningen. Det kan vi ikke være bekendt.

 

Dennis Kristensen, forbundsformand, FOA

Denne artikel er anbefalet af: