Fortvivlelsens stund for Europa. Den befandt EU’s ledere sig i, da de sent mandag fandt frem til en besværgelse, der skal indgyde de globale finansmarkeder tillid til euroen. Noget måtte stats- og regeringslederne gøre — her og nu. For længe har det set ud, som om de halsede efter begivenhederne, alt mens euro-skepsis bredte sig både uden for og inden for euro-zonen.

Omme på den anden side af lettelsen over, at lederne var i stand til at strikke en pagt sammen, melder sig anfægtelsen: Hvad er det dog, de vedtog?

Firkantet sagt: EU-topmødet vedtog at fordrive kernedele af den britiske økonom J.M. Keynes’ velfærdsøkonomiske teori fra det europæiske kontinent. Ifølge Keynes og hans skrifter, udgivet i 1920’erne og 30’erne, gør staten klogt i at pumpe penge ud i samfundet, når aktiviteten truer med at gå i stå. Og modsvarende: At suge penge op igen, hvis samfundsøkonomien ellers overophedes.

Finanspagten afskærer nu regeringerne fra at finansiere investeringer med offentligt underskud og tvinger dem til at søge anden finansiering.

I 1930’erne fulgte den amerikanske præsident Roosevelt Keynes oprindelige opskrift for at få USA ud af verdenskrisen. I begyndelsen gav det gunstige resultater, men de sattes stort set over styr, da Roosevelt — efter sin indledende succes — blev overtalt af konservative rådgivere til at vende tilbage til en pengemæssig strammerkurs. Kort efter kom Anden Verdenskrig og dens krav om drabelige offentlige udgifter. USA blev nødsaget til at føre Keynes-politik. Med det resultat, at USA i 1945 stod som verdens ubestridt stærkeste økonomiske magt.

Siden 1970’erne har højrefløjen i USA’s Republikanske Parti agiteret for at få indført et forfatningskrav om offentlige budgetter i stram ligevægt mellem indtægter og udgifter. Det er imidlertid ikke lykkedes, fordi Demokraterne har kunnet henvise til erfaringerne for, hvor nyttige offentlige underskud kan være til at stimulere økonomien.

Men, ironiernes ironi, den selvlemlæstelse, som den amerikanske højrefløj ikke har haft held med at påføre den økonomiske handlekraft, vedtog de europæiske stats- og regeringsledere mandag aften. Under pomp og fanfare: •Landene bliver nu juridisk bundet af ’vækst- og stabilitetspagtens’ krav om, at det årlige budgetunderskud højst må være tre pct. af bruttonationalproduktet, BNP, og statsgælden højst 60 pct. •Landenes strukturelle underskud (budgetunderskud renset for konjunkturudsving) må højst være 0,5 pct. I særlige tilfælde dog én pct. •Disse budgetregler skal indskrives i de nationale forfatninger eller gøres tilsvarende ufravigelige. •Hvis ikke landene binder sig forfatningsmæssigt til kravene, kan EU-Domstolen idømme dem bøder på 0,1 procent af BNP.

Jovist, indrømmet, det kan da godt være, at disse krav er fornuftige det meste af tiden — selv om man kan finde forfatningsfæstningen og EU’s kontrol noget anmassende. Men hvad med de tider, hvor der virkelig er behov for en massiv udpumpning af offentlig stimulans — altså Keynes ekstra dosis? Så er det forfatningsmæssige forbud idiotisk — og EU’s straffetrusler tragikomiske.

Finanspagten er en gebærde, som finansmarkederne skal være ret fjollede for at lade sig benove af.

Pagten har tydeligvis et tysk forbillede. Forbundsrepublikken har — med rædselserindringer om den amokløbne tyske inflation i 1920’erne — en forfatningsmæssige bremse på offentlig gældsstiftelse — den såkaldte ’Schuld-Bremse’. Forud for Tysklands forbundsdagsvalg har kansler Angela Merkel søgt at dække sig ved at europæisere skyldbremsen — og derved berolige tyske vælgere, der ængstes ved at betale for andres letsind.

Den anden af pagtens bagmænd, Frankrigs Nicolas Sarkozy, er så trængt forud for dette forårs præsidentvalg, at han er villig til at gå med til snart sagt hvad som helst — bare han kan foregøgle, at han selv er både bagmand og formand.

Klemte Danmark har valgt at smile gennem tårer og gå med i pagtens optog — af skræk for, at finansmarkederne ville anse dansk afstandtagen for en røben af skjult uorden i kongerigets hus. De danske ministre, der besidder økonomisk forstand, må på regeringsmøderne sende hinanden underfundige blikke over næsebrillerne: Vi skal nu højtideligt vedtage en lov mod den økonomiske teori, der siden 1945 har været med til at gøre vort land til et af jordens rigeste.

Tragikomikken forstærkes af, at Storbritannien højrøstet og nærmest truende står uden for pagten. Ikke fordi den konservative premierminister, David Cameron, ønsker at reservere sig retten til Keynes — men fordi han ikke vil binde sig til noget, der kan lægge dæmper på transaktionerne i London City, som Cameron ønsker at fastholde som globalt finanscentrum — frem for, oh skræk, Frankfurt.

Med den britiske enegang mister gruppen af EU’s pragmatiske lande — de nordiske medlemmer og Holland — en værdifuld partner.

Pagter er kulturhistorisk noget, der ofte er indgået med djævlen. Vi får se, om ikke djævlen gemmer sig i finanspagtens detaljer.

Denne artikel er anbefalet af: