Hvis ikke teateransatte må være teatralske — hvem må så?

Da Information ringer for at lave interviewaftale med Det Kongelige Teaters nye bestyrelsesformand, viser det sig lidt svært. Stine Bosse har efter 23 år i Tryg, 10 år af dem som koncernchef, sagt farvel til direktørstolen og er nu professionelt bestyrelsesmedlem på fuld tid, og det betyder mange møder alle mulige forskellige steder i byen. Som nu den mandag, hvor interviewet til Information skal gives.

»På det tidspunkt er jeg ved noget, der hedder Edison. Ved du, hvad det er,« spørger hun.

Jeg svarer tøvende, at det muligvis er Betty Nansen Teatrets anneksscene.

»Nå ja, det er det sikkert, hvor er det nu, det ligger?«

Man kunne tænke det ufint, at kulturjournalisten afslører, at Det Kongelige Teaters nye bestyrelsesformand ikke ved, hvor Betty Nansen Teatret ligger, men Stine Bosse siger det selv:

»Jeg tror, man skal være meget ærlig med den slags. Jeg har ikke rendt Det Kongelige Teater på dørene. Jeg har været her, men så har det typisk været i forbindelse med erhvervsarrangementer. Jeg har ikke været her nok. Jeg har simpelthen ikke haft tid, men jeg har haft længslen. Da jeg sagde min stilling i Tryg op, var det blandt andet medformuleringen: ’Herre gud, jeg har jo ikke været i teatret i flere år!’ Og det er da pudsigt.«

Tid til kunsten

Da Stine Bosse begrundede sin afsked over for Trygs bestyrelsesformand, havde hun aldrig forestillet sig, at hun inden for et år ville sidde i Skuespilhusets restaurant og give interview som nyudpeget bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.

Informations interview endte nemlig med at blive flyttet til Skuespilhuset, da det hele skulle rykkes rundt på selve dagen.

»Der er mange møder, ja, men slet ikke så mange som før, slet ikke,« siger Stine Bosse.

Så hun har fået tid til kunsten nu. Billedkunsten har hun altid haft med sig. Fra hun som lille blev slæbt rundt til museer. Og derfor ved hun også, hvad det er hun værdsætter ved kunsten.

»Kunsten skal bevæge mig på en eller anden måde. Skabe en reaktion. Den skal ikke nødvendigvis provokere, men den skal få mig til at reagere følelsesmæssigt. Det kan jo også ske, hvis det bare er smukt. Skønhed kan også bevæge,« siger hun.

Hvis hun skal fremhæve et enkelt kunstværk, som til stadighed fascinerer hende, er det Edvard Munchs Skriget.

»Man kan næsten høre det. Og man kan ikke kigge på det ret længe ad gangen. Det er da utroligt, at et maleri kan fremkalde en sådan reaktion.«

Men Stine Bosse er meget bevidst om, at hun ikke er kaldt ind som bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater på grund af sit kunstsyn.

»Det, jeg tager med mig, er en enorm respekt for folks faglighed, og det er vigtigt, når man har med så passionerede mennesker at gøre. Man tror det måske ikke, men forsikringsbranchen er også fyldt med passionerede mennesker. Man bliver passioneret, når man føler stolthed ved sin faglighed.«

Kollektiv dialog

Stine Bosse træder ind på Det Kongelige Teater i en turbulent tid. En større fyrings- og sparerunde er i færd med at blive effektueret, og netop fagligheden er i fokus hos de frustrerede medarbejdere. De mener ikke, de kan udnytte deres faglige potentiale i de rammebetingelser. Der har været arrangeret protestforestillinger, kunstnerne har demonstreret og flere aviser har skrevet artikler om intern kritik af ledelsen på Det Kongelige Teater.

»Hvis ikke teateransatte må være teatralske — hvem må så?« siger Stine Bosse:

»Men det har gjort mig trist at se, at dialogen mellem medarbejdere og ledelse er foregået gennem medierne. Jeg har i lang tid praktiseret det, der hedder kollektiv dialog. Ledelsen skal altid være bevidst om, hvilke spørgsmål der er blandt medarbejderne. Medarbejderne skal tages med på råd, for jeg er sikker på, at der ligger mange gode ideer dér.«

Samme for det samme

Når man står over for en rammeaftale som den, der nu ligger for Det Kongelige Teater, kan man ifølge Stine Bosse gøre to ting:

»Man kan gennemføre en spareplan, og den vil jeg ikke forholde mig til, men man kan også vælge at fokusere på, at aftalen ikke kun handler om økonomi. Der er langt større frihedsgrader i den nuværende aftale end i den tidligere. Politikere kan finde på at sige: ’I skal gøre det samme for de samme penge’. Og der vil jeg anytimesige til dem: ’Det kan ikke lade sig gøre’. Men i denne aftale siger de faktisk: ’I skal opnå det samme for de samme penge, men I må selv bestemme, hvordan I gør det’. Det har jeg tænkt mig at holde fokus på. Jeg vil hellere have, at politikerne giver os et drag over nakken om et par år, fordi vi har været for kække i vores metoder, end fordi vi ikke har opnået samme niveau.«

Stine Bosse anerkender også, at Det Kongelige Teater står over for nogle udfordringer i forhold til, at alle danskere skal føle, det er deres teater, selv om de måske ikke kommer der.

»Jeg har altid gået meget op i public service, men har forbundet det med Danmarks Radio. Jeg kan godt lide at bruge den måde at tale om teatret på. I DR er der programmer, som helt målrettet går efter nogen, som præcist interesserer sig for et givent område. Programmer, som ikke er til alle, men for nogen. Det skal Det Kongelige Teater også. Men så er der også noget i DR som har en langt bredere reach— uden at gå på kompromis med den gode kunsts ægthed og højstemthed skal teatret også lave noget, der gør, at flere end i dag siger: ’Jeg har lyst til at gå i Det Kongelige Teater. Men jeg tror, det er et spørgsmål om kommunikation. Vi skalblive bedre til at kommunikere, for jeg synes faktisk, at teatret allerede spænder meget vidt. Folk ved det bare ikke.«