’Ligestilling er ikke at smøre lige mange madpakker’

Der er mindst to årsager til, at man ikke kan forvente sig, at forældre bliver ligestillede. For det første oplever mor og far ikke de samme krav til deres forældreroller, og for det andet er moderskabet blevet naturliggjort som noget, der har med køn og biologi at gøre. Og det gør det næsten uanfægteligt.

Sådan siger Eva Silber-schmidt Viala, der forsker i familieliv og moderne forældreskab på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

Viala har skrevet ph.d.-afhandling om familien fra par til forældre, og hun mener ikke, at faren nogensinde kommer til at bidrage til hjemmet, som moren gør — ikke som vores lovgivning og samfund er indrettet nu. Og måske skal han heller ikke det.

»Mor behøver ikke nødvendigvis at være den primære omsorgsperson, men det er klart, at hun ender som specialisten, når vi har indrettet vores samfund, som vi har. Vi har indrettet os på måder, som favoriserer en særlig arbejdsdeling mellem forældrene, og derfor kan det være utrolig vanskeligt for forældrene at praktisere, hvad vi kunne kalde traditionel ligestilling. Men det betyder ikke, at der ikke er sket noget på hjemmefronten i familierne, og at de ikke er ligestillede.«

Eva Silberschmidt Viala har fulgt ti familier i processen fra at være par til at blive førstegangsforældre igennem knap to år som en del af hendes ph.d.-afhandling.

Forsøger sig

Debatten om hjemmet som kvindens domæne er opstået i forbindelse med den forestående revidering af forældreansvarsloven, der trådte i kraft i 2007. Den havde til formål at ligestille forældrene i sager om forældremyndighed for at sikre barnets ret til begge forældre. Men på grund af grundlæggende forskellige kulturelle forventninger til, hvad en mor og en far skal gøre og være, vil formålet med loven aldrig blive realiseret, mener Viala.

»Forældrene, som jeg interviewede, var meget optagede af det jævnbyrdige forældreskab, som de ønskede at opnå. De så på sig selv som ligeværdige personer, men kunne ikke slippe fri af konflikter i deres biologiske forskelligheder og fra samfundet,« siger Eva Silberschmidt Viala.

Ifølge hende er en af de største forhindringer for ligestilling, at kvinder sidder i en klemme. De mødes på den ene side af forventningen om at give plads til manden derhjemme. Men trækker de sig som mødre, risikerer de på den anden side, at der bliver set skævt til dem:

»De kvinder, der vil bidrage til den ligestillede familie og ikke tage så meget barsel, rynker samfundet på næsen af. Det er ikke faren, der sætter grænser, for han vil gerne være mere med. Det er derimod samfundet — kvinder forventes at give omsorg, som et bevis for sin kærlighed til sit barn og sin mand.«

Helt konkret kan man konstatere de forskellige forventninger til kønnene ved at se på, hvordan samfundet bifalder mandens forsøg på ligestilling:

»Mens vi klapper i hænderne, fordi far tager mere barsel, bliver der samtidigt set skævt til kvindens fravalg. Der kommer kvinden i en stor konflikt med sig selv.«

Det er ifølge Viala i alle lag, at forventningen opstår:

»Flere kvinder fortæller eksempelvis om en social kontrol i mødregruppen. Hvem går nok op i barnet, og hvem går også op i sig selv og sit job? Morens opgave er så at demonstrere, hvor meget hun er villig til at ofre sig for familien, selv om det ikke er noget, man siger højt,« siger hun.

Ligestilling på trods

Men begrebet ligestilling er ifølge Viala unuanceret — for man kan godt være ligestillet familie, selv om faren og moren ikke bidrager lige meget i hjemmet:

»Begrebet er for unuanceret. Vi tænker ligestilling som 50/50-fordeling af arbejdsopgaver i hjemmet. Men måske skal vi også være opmærksomme på, at man godt kan etablere et ligestillet forældreskab, selv om den ene af forældrene smører flest madpakker. Ligestilling handler også om at bakke hinanden op og være der for hinanden.«

Når statsforvaltningen og domstolene skal afgøre sager om forældremyndighed og samvær, er de for fokuserede på den oprindelige forestilling af ligestilling, påpeger hun.

I sin undersøgelse oplevede Eva Silberschmidt Viala, at familierne i høj grad forsøgte sig med en ny form for ligestilling,

»Den handlede om jævnbyrdighed, respekt og fællesskab omkring barnet. Barnet fremstår som hendes domæne og ansvarsområde, og hun har adgang til mere barsel. Når vi så hele tiden er fokuseret på, om manden skifter lige så mange bleer som sin kone, så misser vi, hvad forældrene også har gang i. Men hvis vi åbner for, at man godt kan være ligestillet uden nødvendigvis at lave lige meget, kan man se, hvad parret gør på en anden måde.«

Men er man i praksis ligestillet, hvis man fastholder det traditionelle mønster, hvor kvinden laver mest i hjemmet?

»Hvis kvinden føler, hun lægger for mange bunker tøj sammen, og ikke føler, at hun kan lægge opgaven over til manden, så er de ikke ligestillet. Men min pointe er, at der er mange forældre, der ikke tæller rengøring og tøjvask — men i stedet er glade og optaget af, at de sammen har et fælles ansvar for deres barn.«

Mener du, at vi helt skal opgive ligestillingsprojektet om, at mor og far skal dele opgaverne ligeligt i hjemmet?

»Selvfølgelig skal forældre sammen finde en rimelig arbejdsdeling hjemme, men de har meget forskellige forudsætninger for at tage ansvar og indgå i familielivet. Vi har nogle forskellige forudsætninger i kraft af vores biologi. Kvinden kan have nemmere ved at lægge barnet til ro, fordi hun har ammet. Den slags forskelle synes jeg ikke, vi skal nivellere. Vi skal derimod acceptere, at ligestillingen måske ikke er fuldkommen synlig og til at tage at føle på. Fars deltagelse i familielivet vurderes ud fra en målestok, hvor lidt deltagelse altid vil være bedre end ingen deltagelse. Mens kvindernes deltagelse bliver vurderet ud fra, at hun er den hovedansvarlige.«