Opslag til denne artikel

Emneord:demografi, journalistik, kommunikation, medier
Steder:Sverige

Hvis man lader øjnene skøjte hen over en side i det skånske dagblad Sydsvenskan, er der rimelig stor sandsynlighed for, at man ser en person af anden etnisk oprindelse end svensk. Enten på et billede eller som kilde i en artikel. Faktisk er sandsynligheden omtrent lige så stor, som den er ude i den skånske virkelighed: Knap 1 ud af 5. Og ligesom mænd og kvinder er ligeligt fordelt i samfundet, er de det på Sydsvenskans sider. Det er i hvert fald avisens udtalte målsætning.

»Mangfoldighed handler om repræsentation, men mindst lige så meget om perspektiv,« lyder det i et særligt mangfoldighedsdokument, som avisen har formuleret til sine medarbejdere.

»Hvilke mennesker er synlige, og i hvilken forbindelse ses de i Sydsvenskan? Kig på dig selv, hvem er du? Og hvordan påvirker det den journalistik, du bedriver,« spørger dokumentet, som efterfølgende meget nøgternt beskriver Skånes demografi og vejleder læseren i, hvordan han eller hun skal opføre sig, når vedkommende bedriver journalistik.

For eksempel skal man i researchfasen overveje, om vinklen skaber et ’vi’, og hvem disse ’vi’ i givet fald er. En overskrift som »Vi tager mere og mere til Thailand« ekskluderer nemlig, hedder det i dokumentet.

Og ifølge Rikke Andreassen, der forsker i kommunikation med særlig fokus på etnisk og kønsmæssig ligestilling ved RUC, er tiltaget »et skridt i den rigtige retning«. Ikke desto mindre mener hun, at der ikke er udsigt til lignende initiativer i Danmark.

»Det er udtryk for, at de svenske medier tager den befolkning, de kommunikerer til, alvorligt. De skriver til et multikulturelt samfund, og det afspejles således i deres tekster,« siger hun og påpeger, at initiativet er udtryk for top-down-tænkning. Altså at et mediehus beslutter, at det vil være inkluderende, og at journalisterne således tvinges til at handle på samme måde.

»Jeg tror, at der i Danmark ville lyde ramaskrig blandt journalisterne, hvis de blev udsat for top-down-retorikken: Nu skal I lave repræsentativ journalistik — koste hvad det vil. I Danmark er vi meget mere bottom-up — på godt og ondt.«

Ingen indvandrere

Nyhedschef på Sydsvenskan Jonas Nyrén forklarer, at de har indført kvoterne for — overraskende nok — at sikre mangfoldigheden.

»Fra centralt hold på redaktionen har man længe kæmpet for at styrke avisens diversitet. Men det er en lang proces, der kræver tid og ressourcer. Begge dele havde vores chefredaktør Daniel Sandström, som således nedsatte en mangfoldighedsgruppe, der har brugt lang tid på at snakke om, hvordan avisen afspejler denne region,« siger han.

Og det er sådan set en ret typisk svensk tankegang. På den gode måde.

»Sverige har været opmærksom på at tænke ligestilling, etnicitet og køn på en helt anden måde end Danmark,« siger Rikke Andreassen. For eksempel vedtog Sverige for et par år siden, at de ikke længere ville bruge betegnelsen ’indvandrer’ i journalistik, hvis ikke det direkte er relevant for historien,« siger hun.

»I Danmark føler man stadig et vist behov for at klæbe indvandrere på historierne, selv om man ikke altid journalistisk kan retfærdiggøre det, siger forskeren. Hun giver også selv et bud på årsagen til, at svenske medier synes mere ’reflekterede’ omkring repræsentationen end de danske.

»Man kunne jo overveje, om det har noget at gøre med, hvor folk bliver uddannet. For eksempel er det en helt anden uddannelse, man har, hvis man læser journalistik på Göteborg Universitet, end hvis man læser journalistik på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus,« siger hun og hævder, at den danske uddannelse stadig i nogen grad er præget af, at man får nogle redskaber. At man lærer et håndværk. At man formidler viden. I Sverige, derimod, er uddannelsen en universitetsuddannelse og i højere grad præget af, at man reflekterer over formidlingen, og at man er med til at skabe viden.

Kan ikke ordnes med kvoter

I Danmark har foreningen Ansvarlig Presse fået mediebureauet Kontrabande til at læse og analysere 1162 nyhedshistorier i 10 nyhedsmedier gennem de 14 første uger i 2011. Der optrådte i alt 2.750 kilder. Kun knap fem procent af kilderne i den almindelige indlandsdækning viste sig at være af anden etnisk herkomst end dansk, selv om denne gruppe udgør 10,4 procent af den danske befolkning. Det ændrer ikke på, at man på Dagbladet Politiken ikke kunne drømme om selv at indføre kvoter.

»Selv om det selvfølgelig er utrolig vigtigt at høre forskellige stemmer og være både åben og opsøgende i forhold til den forskellighed, der er i samfundet og i debatten, er vejen til at opnå den ikke kvoter. Det er ikke et numerisk problem. Det er en journalistisk og redaktionel forpligtelse og bestræbelse, men ikke noget, du kan ordne med kvoter,« siger ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard. Redaktøren, der i øvrigt ikke selv er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, køber heller ikke Rikke Andreassens argument om, at den svenske uddannelse ændrer den svenske bevidsthed.

»Men jeg kan sagtens følge det argument, at det er utrolig vigtigt, at vi er bredspektrede, når vi rekrutterer journalister og redaktører. Vi må ikke kun have én slags med én uddannelse og én baggrund, men derimod mange forskellige slags, der kommer med forskellige baggrunde,« siger han. Han understreger dog, at problematikken er parallel med enhver anden kvotediskussion. Og som debatten mange gange har vist, er det et tveægget sværd, fordi man ofte kommer til at hive nogle frem, der ikke er så kvalificerede som andre, fordi man skal opfylde en vis kvote, påpeger han.

»Det, som er vigtigt, er selvfølgelig at hive de dygtigste, skarpeste og mest velovervejede frem, ganske uanset deres køn eller etnicitet,« slår han fast.

Denne artikel er anbefalet af: