Regeringen har indledt sin kamp mod prostitution. Første slag finder sted på landets bosteder for mennesker med handicap, hvor pædagogerne, som det er nu, blandt andet opfordres til at kontakte prostituerede på beboernes vegne. Det skal ændres, fordi »prostitution er skadeligt,« som det hedder fra ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen (R), der sammen med resten af regeringspartierne vil have omskrevet vejledningen til pædagogerne.

Det kan umiddelbart være svært at forstå. Ikke kun fordi, beboerne ofte får besøg af kvindelige escortprostituerede, der er blandt de mest ressourcestærke i branchen: Almindeligvis har de tre-fire kunder om ugen som supplement til et ’anstændigt’ erhverv, og de har ingen tegn på depression eller planer om at stoppe.

Nej, også fordi pædagogerne, ifølge dem selv, spiller en vigtig, skadereducerende rolle, når de vejleder på den ene side beboerne om den prostitueredes grænser og på den anden side den prostituerede om de særlige behov og vanskeligheder, der følger med et bestemt handicap.

Hverken Landsforeningen for Udviklingshæmmede eller Sexarbejdernes Interesseorganisation har problemer med ordningen. Også fra videnskabeligt hold bliver den danske praksis rost. Den svensk-amerikanske forskerduo Jens Rydström og Don Kulick har for nylig foretaget antropologiske studier af tilgangen til seksualitet på bosteder for handicappede i henholdsvis Sverige og Danmark og efterfølgende kritiseret den svenske tabuiserings- og forbudspraksis.

Men videnskab, fakta og bekymring for konkrete prostitueredes ve og vel preller af på regeringen. For kampen mod prostitution handler om principper. Den handler om at signalere en klar, moralsk afstandtagen til seksuelle ydelser, som noget der kan købes og sælges. Og sådan går det til, at marginaliserede grupper som handicappede og prostituerede bliver svigtet i symbolpolitikkens navn af en venstrefløj, der ellers påstår at kæmpe de udsattes sag.