I Anna Wulffs Børnehus på Christianshavn tilbringer de onsdag eftermiddag inde på stuen. I vinduerne hænger fastelavnsris og venter på at blive udsmykket. Udenfor blæser vinden isnende ind over volden, og børnene har kun kort været en tur på legepladsen.
Det er om vinteren, der er bedst tid til at arbejde med materialet fra Red Barnet ’Fri for mobberi’-kampagne, som børnehaven begyndte at bruge i 2009.
Det fortæller pædagog Ibu Geertsen. Han er med til at arrangere de ugentlige børnemøder, hvor børnene og de voksne taler om at drille og mobbe.
»Det gælder om at arbejde med det så tidligt som muligt,« siger Ibu Geertsen, der ikke er overrasket over, at børn ifølge ny forskning allerede kan begynde at mobbe som treårige.
Ved børnemøderne taler de voksne med børnene om oplevelser, hvor nogle har følt sig mobbet. Typisk er et barn blevet holdt uden for en leg.
Eller en er blevet drillet, fordi hun ikke har haft det rigtige legetøj med eller har haft et forkert spænde i håret. Over for de andre fortæller barnet, hvordan det føltes, og de andre børn forklarer, hvorfor de gjorde det.
Skal lære empati
Som regel kigger de også på nogle plancher, der viser situationer, hvor børn bliver holdt udenfor eller drillet. Og de voksne læser op af en bog med historier, der kredser om drilleri og mobning.
»Det handler om, at børnene skal lære empati,« siger Ibu Geertsen.
På gangene i Anna Wulffs Børnehus hænger plakater, som børnene og deres familier selv har lavet. Der er billeder hjemme fra deres huse og lejligheder.
Pointen er, at børnene skal lære, at de har forskellige baggrunde.
I børnehaven oplever de, at forældrene bakker arbejdet med at imødegå drilleri og mobning op. Men de er også klar over, at de fleste af børnene kommer fra ressourcestærke familier.
Begynd tidligt
Freja Drachmann er mor til Vega på tre år. Hun synes, det er »rigtig godt«, at børnehaven arbejder målrettet med mobning.
»Det er jo rigtig nok, at det begynder tidligt, måske allerede i vuggestuen. Det er i hvert fald også mit indtryk. Og hvis Vega gør noget ved andre, er det vigtigt, hun får at vide, hvordan det føles for dem, det går ud over,« siger Freja Drachmann.
Selv har Vega ingen kommentarer. Hun er først lige begyndt i børnehaven og er endnu ikke helt med på, hvad børnemøderne handler om.
Sigrids mor, Vibeke Tang, oplever også, at børnene kan være grove ved hinanden i en meget tidlig alder.
»Derfor er det også godt, der er fokus på det. Det er ikke for tidligt, for de taler jo om det på en måde, som er på børnenes niveau,« siger Vibeke Tang.
Hun mener, Sigrid har lært af børnemøderne. Til forskel fra sin bror, der har gået i en anden børnehave, er hun god til at tale om, hvordan andre har det.
»Men hun er selvfølgelig også en pige, og de er måske også lidt bedre til det.«
- 10-20 procent af børnehavebørn i Norge bliver mobbet
- Det tilsvarende tal er 28 procent i Canada og 37 procent i Schweiz
- I Danmark har man ikke opgjort omfanget af mobning i børnehaver, men Red Barnet skønner, at det er et stigende problem
Kilde: EVA og Red Barnet
Kommentarer
Skal forældrene ikke være med til disse ‘børnemøder’?
Vibeke Carøe:
“Skal forældrene ikke være med til disse ‘børnemøder’?”
Skaderne er formodentligt for omfattende hos mange voksne, til at der er begrundet håb om succesfuld genopdragelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Som Sartre sagde:
“Helvede er de andre.”
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen:
“Som Sartre sagde”
Sartre tog fejl på mange måder.
Helvede er at blive jagtet rundt i managen. Det samme som kaos.
Fænomenet har flere eufemiske betegnelser, der er langt mere gængse i brug: “orden”, “velordnethed”, “retsstat”, …
Denne kommentar er anbefalet af:
Det var måske noget man skulle prøve i folketinget ?
// Jesper
Denne kommentar er anbefalet af:
@Heinrich R. Jørgensen
Ja, den onde cirkel….kan den overhovedet brydes?
Eksempel fra almindelig 7. klasse (i ikke-belastet kvarter):
Elever smider med maden i hjemkundskabstimerne, nægter at smide viskestykker i vaskekurven i stedet for på gulvet efter endt undervisning og forlader lokalet. Kalder læreren ‘klamme idiot’.
Næsten nyuddannet, ung lærer.
Forældrene sidder med børn, som hjemme siger, at det gjorde de ikke.
Hvem har ansvar - og for hvad?
Læreren? Skoleledelsen? Forældrene? Eleverne?
Hvordan skal situationen løses?
Og skal den løses i vuggestuen?
Denne kommentar er anbefalet af:
Helvede er de andre og ingen andre.
Denne kommentar er anbefalet af:
»Men hun er selvfølgelig også en pige, og de er måske også lidt bedre til det.«
Drenge og piger udvikles i forskelligt tempo, og er påvirket af forskellige stoffer. Og det bliver det hele bestemt ikke mindre kompliceret af.
Denne kommentar er anbefalet af:
Glimrende ide at lære børn empati. MEN HVEM SKAL DE LÆRE DET AF?
Du godeste!!
Da jeg var barn var Empati noget man havde med hjemmefra, ved at man lærte omsorg for sin familie, søskende og andre børn i den nære familie.
Men det er jo nok der at hunden ligger begravet.
Alt for mange snotforkælede egocentriske curlingbørn har kun en eller slet ingen søskende, i en moderne “familie”
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad er det børn ser i TV?
Det er mestendelen vold og ødelæggelse.
Vi ved at TV er et af de bedste værktøjer til indlæring, så skulle man ikke bare ændre sendefladen således at den kom til at indeholde noget kreativt med noget ægte information?
Vis børnene hvordan man skaber og reparerer istedet for hvordan man ødelægger.
Denne kommentar er anbefalet af:
Og hvor smart er det at opdrage sit barn til at være en vinder?
At stå øverst på sejrsskamlen og modtage folkets hyldest, kejserpladsen på toppen af møddingen?
Når man anskuer tingene på denne måde bliver de fleste jo tabere og de færreste vindere.
Var det så ikke klogere at opdrage sit barn til at blive en god taber?
De taber jo alligevel til sidst, for sådan er konkurrence jo, og livet iøvrigt også. Konkurrencen giver vel anderledes børn end samarbejdet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Empati er ikke noget, man kan lære, mener jeg. Empati er noget man har som person eller ikke har, mener jeg. Jeg mener bestemt ikke det kan læres at være empatisk - altså at lytte sig ind på andres behov.
Sådan som jeg læser artiklen handler det om at børnene lærer at tage hensyn til hinanden og om at de lærer at de alle, på trods af deres forskelligheder, har noget vigtigt at bidrage med.
Jeg vil derudover stille spørgsmålstegn ved hvorfor 3-4- årige børn skal være selv-reflekterende…altså reflektere over hvorfor de mon gør som de før. Specielt når moderne hjerneforskning vist har påvist at denne højere kognitive funktion først kan udvikles omkring 12-16 års alderen.
Karsten Aaen:
“Empati er ikke noget, man kan lære, mener jeg.”
Børn plejer som regel ikke at sparke til dyr, at kvæle kaniner eller more sig med at få dyr til at skrige af smerte.
At børn afholder sig fra den slags adfærd, tror jeg ikke har ret meget med DNA at gøre. Heller ikke social kontrol, f.eks. i form af erfaringer om, at sparker man til en hund, risikerer man at hunden gengælder kærligheden, alternativt at nogle af hundens venner nærer antiparti mod hundens uven.
Man skal vel ikke være særligt gammel for at vide, at sparker man en hund, vil den mærke smerte. Nok kan man næppe umiddelbart forestille sig et liv som hund, men de fleste har vist ikke svært ved at kunne gætte at effekten er smerte. De fleste børn er vel også i stand til at indse med udgangspunkt heri, at man ikke bør sparke til dyr (herunder mennesker)?
Jeg kan ikke se, hvorfor empati skulle ligge børn fjernt.
Derimod er det helt grotesk, at forestille sig at de skulle kunne være selv-reflekterende. På sin vis er det vel egentligt også en temmelig overflødig refleksion? Hvor spørge sig selv om hvorfor man opfører sig som et dumt svin? Er det ikke mere at oplagt at spørge sig selv om hvorfor man ikke er holdt op med at opføre sig som et?
Denne kommentar er anbefalet af:
Sandsynligvis er det ofte med fuldt overlæg og meget bevidst, når et menneske påfører et andet menneske (eller et dyr) smerte eller andet ubehag. Så det behøver ikke at betyde, at man ikke har empati - altså evnen til at sætte sig i den andens sted. Men man ønsker at opnå noget - at få et bestemt stykke legetøj, at straffe, gøre gengæld, få ret, eller simpelthen bare udforske, hvad der sker, hvis man handler ondskabsfuldt.
At acceptere, at vi alle besidder evnen/lysten til at ‘gøre andre ondt’, kan være svært. Men i min vurdering er det nødvendigt, før man kan komme til næste skridt - at håndtere denne evne/lyst.
For mig at se handler det om impulskontrol. Og man skal ikke forlade sig på børns uudviklede kognitive evner. Det er VORES opgave at være deres kognitive hjerne, indtil de selv kan. Vi må således tydeligt udstikke rammerne for adfærd, mest i de yngre år og så gradvist overføre ansvaret til dem selv i takt med, at de tilegner sig evnen til selvjustits.
Det er rigtig farligt at lulle sig ind i en ‘børn-er-jo-børn’-attitude, som fritager os fra vores opdragelsesansvar.
Børn (og uopdragne voksne) kan måske ikke lige med det første lære selv at reflektere sig frem til, at de ikke skal ‘slå’ for at opnå noget, selvom de har lyst og kan.
Men hvis de kun får at vide, at adfærden ikke er acceptabel, men ikke får hjælp til at lære at afkode andres signaler, og heller ikke får anvist andre handlemåder - ja, så vil de jo ufortrødent fortsætte med at følge deres første impuls for at løse opgaven.
Og den første impuls vil altid udspringe af et eget behov.
Så hvis vi ikke gør noget, lærer vi dem helt sikkert, at egne behov SKAL tilgodeses - her og nu.
Jeg er bange for, at det er det, min generation af kærlige, velmenende forældre er kommet til at gøre i opdragelsen af vores fantastiske poder. Vi ønskede jo bare at sørge for, at vores lille øjesten aldrig måtte undvære noget eller være utilfreds.
Resultatet er en generation af egocentrerede individualister, som har meget svært ved at se ud over egen næsetip, og som går gennem livet med et formål: at stille eget behov.
(Grov generalisering anvendt for at fremme pointen)
Denne kommentar er anbefalet af:
Kan man sige andet end: Hurra!
“Empati er ikke noget, man kan lære, mener jeg. Empati er noget man har som person eller ikke har, mener jeg. Jeg mener bestemt ikke det kan læres at være empatisk - altså at lytte sig ind på andres behov.”
Empati - forstået som evnen til kognitivt og emotionelt at erfare en andens øjeblikkelige tilstand - er medfød. Den moderne neopsykologiske forskning viser os at normale individer er udstyret med spejlneuroner og en empatisk refleks, som danner kimen for empati(sk handling). Det er sidstnævnte, som kan øves og trænes - men som andre kommentatorer er inde på, er det væsentligt ikke at gøre børn til små projekter som skal trimmes og tunes til bestemte kompetencer. Lad livet udfolde sig, med udgangspunkt i fællesskaberne.