Hvis man følger lidt med i den danske litteratur, der kommer lige nu, har man muligvis allerede opdaget, at spørgsmål om ’en ny kropslighed’ hele tiden dukker op.
Det er meget konkret. Som når Olga Ravn i sin debutdigtsamling Jeg æder mig selv som lyng, der udkom for to uger siden, skriver et digt (»Grammatisk ubehag«), der handler om at være tvangsindlagt i sin biologiske krop. Menstruationens cyklus møller i digtet afsted som »røddøgn« fulde af ø’er. Menstruationen er et hamsterhjul, som det lyriske jeg ikke kan andet end at træde rundt i.
Og i Kristina Nya Glaffeys også helt friskudkomne svada af en bog, Padder og krybdyr, er det også biologiens pres, der råder. Padder og krybdyr er et ufattelig veloplagt smædeskrift, rettet mod gentrificeringen af homoseksuelle og de nye muligheder for kommerciel udbytning, der hænger sammen med for eksempel den lesbiskes ønske om at blive mor.
Padder og Krybdyr er i særdeleshed vendt mod Nina Storks (ja, det hedder hun jo) inseminationsklinik, hvor ’Madam Mim’ alias ’den falske Moder Teresa’, alias ’den lesbiske luksushippie’, alias ’Hexia de Trick’, alias ’Tyttebær-Maja’, empatisk tager sig af de nye regnbuefamiliers behov, mens visa/dankortmaskinen gløder.
Olga Ravns bog er vred på den biologiske krop, Kristina Nya Glaffeys endnu vredere, men allermest vred er dog en tekst af Ursula Andkjær Olsen, som jeg hørte en overraskende oplæsning af for et par år siden.
Det, som kom bag på mig, var ikke blot, at teksten handlede om amning, hvilket ikke just er et overbeskrevet emne i den danske lyrik. Det var også, at amme-emnet dannede afsæt for så furiøst et raseri. Teksten bliver genoptaget i det tekstspor, der hedder »Navnløs«, i Ursula og Julie Andkjær Olsens fælles bog Have og Helvede (2010).
Her anvendes den hellige, almindelige amme-erfaring og den traditionelle metafor »at nære en slange ved sin barm» (»Du er sugende for FANDEN. Du er sugende«) som katalysator for en voldsom kritik af, at samfundets bipolære tankestrukturer (dem og os, det gode og det onde) også invaderer den biologiske krop. For eksempel som forestillingen om, at der findes et Good Breast og et Bad Breast, hvilket desværre er en ret almindelig måde at betragte sine mælkefyldte bryster på.
En ny kropslighed
Så hvad er det hér for noget? En ny kropslighed, ja, og tak for den. Vi kan fortælle os selv, at kroppen er en social konstruktion, 117 gange om dagen. Men vi har menstruation, vi vil være gravide, og vi ammer. At forholde sig til de sammensatte og uendeligt forskelligartede erfaringer, som den konkrete kropslighed afføder, har intet som helst med træls og deterministisk biologisme at gøre. Og at den alt andet end ironiske krop igen er trådt ind på litteraturscenen, har også andre, og ikke mindre interessante perspektiver, hvis vi anskuer begivenheden fra en mere kønsfilosofisk vinkel.
Af en eller anden grund har den amerikanske filosof og feministiske teoretiker Judith Butler og hendes brigade nemlig fået for sig, at den biologiske krop er et overstået fænomen. Et af de sjoveste eksempler på, hvordan den konstruktivistiske kønsfilosofi kan stivne i politisk korrekthed, kunne man finde i Politiken for et halvt års tid siden. Her blev den transkønnede popsanger Antony interviewet af en nervøs og meget velmenende journalist, der havde forberedt en række fine spørgsmål ud fra tanken om kønnet som konstruktion. Og så svarer Antony simpelthen:
»Nej, men jo, lige det med social konstruktivisme siger ikke mig så meget. Det er interessant, hvordan testosteron og østrogen påvirker vores adfærd og vores syn på livet. Her kan transkønnede tilbyde en særlig indsigt, fordi de ofte har prøvet eksperimentelle behandlinger med hormoner«.
Antonys forslag er et at de bedste, jeg længe har hørt. Hvis vi vil forstå kønsforskellighederne, er det da vejen frem at spørge dem, der faktisk har prøvet dem. Ikke bare i eget sind, men også på egen krop. Og her kan man ikke lade være med at komme i tanke om, at den græske spåmand Tiresias netop var så vis, fordi han både havde prøvet at være mand og kvinde.
Kroppens muligheder
Hvilket bringer os lige i favnen på to andre nye bøger, som direkte udforsker kroppens muligheder, Bjørn Rasmussens Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Asta Olivia Nordenhofs Et ansigt til Emily (2011). I Bjørn Rasmussens roman skifter hovedpersonen, som en anden Orlando, biologisk køn undervejs. Romanen foregår det meste af tiden i nærheden af Lemvig. En by, hvor man under ingen omstændigheder kan undgå at blive dømt, og også fordømt, af ’de andre’, hvilket bogen har nogle rammende og morsomme meditationer over.
Men først og fremmest handler bogen om et homoseksuelt begær, der virkelig bliver beskrevet som en passion, en smertefuld nydelse, der driver den begærende langt ud og langt bort fra enhver ’heteronormativitet’: Ud af kønnet og ud af kroppen, hvilket er forbundet med en erfaring af stor sårbarhed og porøsitet hos hovedpersonen Bjørn. Den ’Hud’, der spiller en afgørende rolle for romanens billeddannelse, kommer ikke blot til at vise, at vores største sanseorgan kan såres: Man kan lade den blive penetreret eller selv skære i den. Huden bliver i romanen også et billede på, at erotiske møder og sanselighed ikke begrænser sig til, hvad der sædvanligvis anses som vores centrale kønsorganer. Læseren inviteres også med ind i et kropsligt univers af mangfoldighed og ømskindet mulighed, hvilket er meget smukt, men stadig præcis lige så konkret kropsligt som menstruationen hos Olga Ravn, inseminationskvalmen hos Kristina Nya Glaffey og amme-raseriet hos Ursula Andkjær Olsen.
Sidst, men ikke mindst, står den konkrete kropslighed, der som hos Bjørn Rasmussen måske også åbner for en kropslig utopi, i fuldt flor hos Asta Olivia Nordenhof, hvor kærligheden igen har flere køn.
I Et ansigt til Emily finder vi et billede, hvor kroppen simpelthen bliver til natur:
»Rosa og jeg er flyttet til Bornholm. Hun søgte en stilhed tilsvarende den kølige fornemmelse i hendes bryst. Hun sysler med ting: Hun tæller åkanderne (som hun siger ligner lunger) hver sæson, og finder noget på kroppen hvis antal svarer til åkandernes antal. I år er der 24 åkander hvilket svarer til kroppens 24 ribben. Den slags gør hende lykkelig.«
Der er ingen fremmedgjorthed over for biologien her. Vi er kommet et andet sted hen. Hvor lykken faktisk bor. Hvor kroppen bliver den forlængelse af naturen, som den også er.
Og for nu at slutte, hvor vi begyndte, i kvindekroppens kompleksitet, så er der nemlig ikke megen livmoderfeminisme over den her passage hos Nordenhof, heller ikke selv om livmoderen faktisk er der:
»Jeg kommer til at tænke på livmoderen, med livmoderen gives et midlertidigt svøb, en slags anvisning. Når jeg kalder det en anvisning og ikke en dom, er det, fordi livmoderen tillader, omfavner, giver transformationen rum. Lidt sådan tænker jeg de elskendes navngivningsforsøg, med hvert navn gives et virkefelt.«
Kroppen giver transformationen rum. Et kærligt rum endda. Ligesom når man giver sin elskede alle gode navne for at rumme den elskedes mangfoldighed. Dén komplet uironiske krops- og kønsfilosofi skriver jeg gerne under på. Hvilket slet ikke er et spørgsmål om, at biologien er vor herre, hvis nogen skulle få så uendelig trist en tanke.
Elisabeth Friis er lektor i litteraturvidenskab på Lunds Universitet
Kommentarer
Jeg ved ikke, hvem der har bildt kvinder ind, at “kroppen er en social konstruktion” - kun.
Hvis man er hoppet på den galej, er det fuldt forklarligt med denne uartikulerede forlangen efter politisk korrekthed, med at køn ikke er væsentligt, hvilket vi desværre også er vidner til i nogle af disse fora, hvor kønnet åbenbart skal være bandlyst - en ikke forsvindende del af helheden.
Kunne man ikke bare begynde med også at acceptere sin biologi, prøve at elske sin krop, som den nu er, uden at lade sig påvirke af allle mulige kommmercielle og andre uvedkommende påvirkninger udefra - det gør de fleste mænd da, selv jeg med begyndende hængevom og hårpragt de forkerte steder, så det må være muligt i ligestillingens navn - uden at skælde andre ud, især mændene.
Dette med at piger ikke altid er glade for deres krop og dens funktioner, kan nogle af os huske også var et af de store diskussionsemner i 1960-erne, mine kvinder kunne da skrue ned for vægten, når der skulle erobres en mand (ego), men mange er øjensynlig ikke kommet videre end dengang i 60-erne, så “ny kropslighed” må være næste projekt …
Denne kommentar er anbefalet af:
En hud-roman om en tvetulle, der er yderst overfladisk, og befinder sig i nærheden af Lemvig?
Ikke et dårligt oplæg…
hva fan er en “ironisk krop”?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jan
de har set for matrix. c¨,)
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er påfaldende, at sædvanligvis meget talende kvindelige “debattører” her er totalt fraværende …
Artiklen bekræfter det uhyre vigtige forhold, at kvinder—i modsætning til mænd—ikke kan være identiske med deres krop. Kvindekroppen tilhører i sin grundkonstruktion arten og artens videreførsel, og at den ikke er hendes egen bliver kvinden igen og igen mindet om. Det er det, som artiklen og den bagvedliggende litteratur illustrerer så forbilledligt.
Dette forhold, at kroppen og personen ikke er identiske, men nogle gange kæmper med og mod hinanden, er en af de væsentligste kilder til modstillingen mellem sjæl og legeme, som har været med os siden oldtiden.
Det forklarer endvidere, hvorfor kvinder har meget mere sjæl og fornemmelse for det sjælelige end mænd, der stort set aldrig oplever en modsætning til deres krop.
Dette undskylder og forklarer også min kønsfælle Jan Weis, når han tydeligt mangler sjælsfornemmelse og ikke kan forstå, at kvinder ikke bare kan elske deres krop, når han dog elsker sin ølmave og skaldepande.
Vi er mere primitive, Jan, det er noget, vi bare må acceptere.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Jan….
Hvad er der at sige til pseudointellektuelle udgydelser uanset om de kommer fra kvinder eller mænd?
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er lige til at blive helt skitsofrenic af - det med primitiviteten må vi mandfolk så lære og leve med som det mindste onde …
I´m every man.
Gad vide, om disse digtere og debattanter nogen sinde har set en livmoder.
Her i familien har vi et aldeles nøgternt forhold til det kødelige. Datteren er jordemoder.
Men der er åbenbart nogle, der har et problem med, at vi er fysiske, biologiske væsener.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er normalt ikke meget for at deltage i kønsdebatten da jeg ofte er uenig med mit eget køn, men alligevel. Forleden var jeg helt imod sædvane inde i et af den kreative klasses mange Cafélattetempeler. På grund af de meget tætstående borde, var jeg tvangsindlagt til en meget direkte samtale mellem to kvindelige studcand’er om smerten ved intimpircing, -barbering og -hårfjerning - den ene havde opgivet hårene på bene. Da jeg efter en expressos tid - forlod stedet, følte jeg mig godt nok som en gammel stivnakke.
http://www.information.dk/207110#comment-179453
kropsfornægtelse, og så endog ofte kaldt: venstreorineteret progressivitet, fremskridt,
det er vist “lidt” fjollet;
og det er vel egentlig så indlysende, at man heller næppe burde tiltro de som taler for det, at de mener det som andet end en dårlig spøg
( eller evt. for at opstille overdrivende fejlkontraster til virkeligheden ).
men selvfølgeligt:
hvis ravne kan tjene på at fjerne kroppe, så behøver de vel næppe at sidde og hakke i det
Denne kommentar er anbefalet af:
Kom til at tænke over, at jeg engang kendte en dame, der var af den faste overbevisning, at hendes livmoder stod i forbindelse med hele - universet.
Som - har jeg just fået fortalt - tilhørende den udbredte species - primitivt mandkønsvæsen - blev jeg naturligvis på stedet aldeles mundlam, men det gik med tiden heldigvis over igen - efter de sædvanlige 14 dage.
kritikere mod darwinisme,
de ved vel egentlig godt at
darwinismen”s” “genstande” jo stort set anyway følger darwinismen, så det er kun fortielser af darwinismen”s” gyldighed, de evt. forsøger at få gennemført, men hvad i alverden skulle det tjene til at forsøge det?
Jeg kan godt lide kvinder, især én.
At nogle kvinder ikke kan lide sig selv, synes jeg er dybt sørgeligt, tangerende det tragiske.
At atter andre, eller måske de samme vil fornægte deres kvindelighed, med tilhørende biologi, synes jeg er værre end tragisk.
de af humanister, elelr mandesagsforkæmpere, eller kvindesagsforkæmpere, hvis det virkeligt var alvorligt ment fra deres sider, at nægte:
menneske = menneskekrop
menneskeliv = mennskekropsliv
menneskeforløb = menneskekropforløb
og de lighedstegn er som oftest er temmlig nøjagtige,
så havde de en mindre god sag.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen skriver disse inspirerende ord; “At nogle kvinder ikke kan lide sig selv, synes jeg er dybt sørgeligt, tangerende det tragiske.
At atter andre, eller måske de samme vil fornægte deres kvindelighed, med tilhørende biologi, synes jeg er værre end tragisk.”
Når alle mænd en dag fatter, at udfordringen og kampen er større og værre på kvindernes banehalvdel end på mændenes banehalvdel kommer forståelsen af; hvorfor at kvinder kan være meget, meget kede af det.
Det tiltag jeg ville anbefale for at forbedre kvinders situation på jorden er lige efter bogen.
(Kan bare ikke lige huske hvor jeg lagde den bog.)
Denne kommentar er anbefalet af:
Spændende. Den kreative skrive process eller blokering kan altså influeres/kureres efter en god bøf(med medicin rester) eller blot ved at tykke i en oppustelig delfin. Hmmm … .
@Niels,
Interessante betratninger - dog er jeg ikke sikker på, at jeg er helt enig.
Min observation er i hvertfald, at kvinder, generelt (og dette lille ord, skal man jo altid huske at indføje) - er langt mere forfængelige omkring deres krop og fysiske fremtoning. Ja det er faktisk så slående, at maskulinitet, for mig, nærmest er kendetegnet ved den ‘uproblemtiske og umiddelbare relation’ til egen krop.
Den forfængelige mand er i en vis forstand ‘feminin, for at sætte det på spidsen.
Denne ‘maskuline kropslige uskyld’ er der desværre forholdsvis mange kvinder, der ikke besidder.
Artiklen her illustreer for så vidt et meget alment træk hos kvindekønnet.
Og kropslig forfængelighed, mener jeg, udspringer af præcis det modsatte, af det, du antyder. Det kommer ikke af en sjæls-krops dualitet, men netop af en bunden identifikation med kroppen - kroppen, som bliver et redskab til anerkendelse, opmærksomhed og kærlighed.
Denne identifikation viser sig som et kompleks af forfængelighed, lavt selvværd, anerkendelseshunger, arrogance, generthed, forlegenhed etc.
Men der er mange andre, og langt alvorlgere anden ordens effekter af denne ‘falske’ identifikation.
På eet punkt er jeg dog helt enig: Kvinder har indiskutabelt en langt større affinitet for det spirituelle, end mænd, måske netop fordi, de mere end manden, identificerer sig med det kropslige, og mindre med det åndelige, og følgeligt lider mere under denne uheldige identifikation.
For mange kvinder er kroppen deres eneste rigitge ‘trumfkort’, hvor sørgeligt og forkert, det end lyder. De lærer fra de er små piger, at deres krop er nøglen til partner- og moderskab, og hele deres identitet og selvbillede kommer til at kredse ulykkeligt om denne besættelse.
Spiritualitet handler bl.a. om at bryde denne identifikation og indse, at det irreducible og væsentlige Jeg er af åndelig beskaffenhed, og er kroppen overlegen.
For mange mennesker i dag, er kroppen blevet en byrde, fordi de er blevet en slave af deres sanser, sansenydelser og ikke mindst - af den metafysiske identifikation, som kroppen påtrykker deres bevidsthed. Det får skæbnesvangre konsekvenser for deres selvrespekt og respekt for andre, og for deres evne til at elske sig selv og andre
Det er modernitetens svøbe, og konsekvenserne af denne sygdom er særdeles vidtrækkende. /O
Vores kropsudformning påvirker m/k hvad vi bruger den, og dermed vores hjerne til, gennem livet - en selvforstærkende symbiose mellem hjerne og krop. Frustrerende er det at genetisk indeholder menneskegruppen langt flere funktionsvariationer end det moderne liv tilbyder at imødekomme.
Denne kommentar er anbefalet af:
Oliver Goulin skriver denne interessante sætning; -“For mange kvinder er kroppen deres eneste rigitge ‘trumfkort’, hvor sørgeligt og forkert, det end lyder. De lærer fra de er små piger, at deres krop er nøglen til partner- og moderskab, og hele deres identitet og selvbillede kommer til at kredse ulykkeligt om denne besættelse.”
Præcis - og sammenholdt med “Herremandens” (såvidt man kan det bedømme det på tilstandene
i samfundene) hyppige mangel på god fysisk form og medfølgende udseende samt ofte udbredt mangel på uegennyttig spiritualitet og dertil den desværre udbredte opfattelse hos mange mænd at kvinder er uperfekte mænd; hvor det ligesågodt modsat kunne hævdes, at mænd er uperfekte kvinder; - Alt dette medvirker naturligvis til at gøre livet til et regulært helvede, hvor kvinder blomstrer tidligt af - i stadig yngre aldre.
På trods af potentialet mand eller kvinde. Som naturligvis er til stede, men som ikke udnyttes.
Naturligvis burde mænd forsøge at leve op til at være den modpol for kvinden som de kunne være - men når f.eks Hollywood -Film og -TV oftest inspirerer mænd til selvudvikling går idealerne målt på film og TV-tid oftest i retning af actionmænd der netop ikke spørger kvinder om - eller sætter sig det mindste ind i; hvad kvinder reelt vil have.
Samtidigt har mænd igennem 70’ og 80’ -erne hvor rødstrømperne - “testosteron-bitchene” alligevel fik mændene til at lytte efter - naturligvis kun udnyttet deres taletid til at kræve at mænd blev mere feminine. Hvilket naturligvis kun var at gøre nar med mænd - generelt.
Grænserne for hvad det vil sige at være en god mand for kvinden er derfor aldeles ikke afsøgt tilstrækkeligt i offentlig sammenhæng og bliver derfor naturligvis ofte heller ikke afsøgt af den enkelte mand der her på Prison planet. worldwide stadig oftere svinger hellere sig op til at være reelt et dumt svin og fangevogter snarere end til at være en rigtig mand.
Jeg sværger til gængæld på; at når kvinder møder en rigtig mand så er han hverken actionhelt som Arnold og Bruce heller ikke politiker som Zarkozy eller Berlusconi - og heller ikke et fjols som i forvildede ung pigedrømme som ala Michael Jackson og George Michael.
En rigtig mand passer på og holder sin krop i god form - søger viden at anvende positivt - fastholder venlighed og tolerance uanset udfordringer - og afsøger alle kærlighedens muligheder med sin kvinde; der ellers stadig oftere lærer her på denne lille fordømte prisonplanet, at kærligheden ikke eksisterer.
Kunne mænd således formå at vise deres kærlighed til KVINDEN på alle måder ville kvinder holde blomstringen længere end det ses idag.
Det er fandme tragisk når kvinder 2012 er set at blomstre af som bare 16- 17-årige.
For helvede - det er jo der i lige den alder at deres gode voksenliv burde begynde!
Denne kommentar er anbefalet af:
Hov-et par sætninger gik i urdu.
rettelse 1.
Samtidigt har mænd igennem 70’ og 80’ -erne måttet stå model til rødstrømperne - “testosteron-bitchene” der jo alligevel fik mændene til at lytte efter - men de udnyttede desværre kun deres taletid til at kræve at mænd blev mere feminine. Hvilket naturligvis kun var at gøre nar med mænd - generelt.
rettelse 2
Grænserne for hvad det vil sige at være en god mand for kvinden er derfor aldeles ikke afsøgt tilstrækkeligt i offentlig sammenhæng og bliver derfor naturligvis ofte heller ikke afsøgt ordentligt af den enkelte mand der her på Prison planet dot worldwide stadig oftere hellere svinger sig op til at være reelt et dumt svin og fangevogter, snarere end til at være en rigtig mand.
Oliver, et mandeseminar om kvinders forhold til deres krop burde nok vække til eftertanke, et lille anstrøg af det latterlige er svært at afvise, men i det mindste kan man undskylde sig med, at det burde være interessant for kvinder at få indblik i, hvordan mænd tænker.
Med dette caveat forekommer dine ovenstående observationer og betragtninger rigtige, men her bliver den skelnen mellem kvindens krop som hardware, software og user, som jeg foreslog i en anden tråd, relevant.
Pattedyrshunnens krop er fra naturens side (Hardware) en fødemaskine og et mejeri dedikeret til artens videreførelse. Kvinden har pattedyrshunnens krop, og kan, når hun bliver kønsmoden, ikke undgå at opleve, at hendes krop er på en mission, der ikke er hendes egen. Kvinden kan identificere sig med denne mission eller ikke, eller snart det ene og snart det andet, men en særlig opmærksomhed på kroppen og ikke mindst den sårbarhed, den udsætter hende for, er uomgængelig. Min påstand var så, at den begrebslige krop-sjæl modstilling fra oldtiden i høj grad er forankret i dette, at kvinden oplever, at hun som person (User) er både andet end og fanget i kroppen.
Til den biologiske hardware hører en kulturel software, der bestemmer anvendelsen af hardwaren. Hardwaren er uforanderlig (men påvirkelig af for eksempel p-piller), hvorimod de vaner og traditioner, der regulerer kønsforhold, avl og yngelpleje er foranderlige gennem historien. (Her skal tilføjes, at kønsforholdet hos mennesket er en essentiel del af det økonomiske forhold, hvilket giver den menneskelige software en dramatisk betydning, da økonomien er vores definerende artstræk, men det er en anden historie).
Dine betragtninger om kvindens forhold til sin krop henviser netop til vor kulturs software, som er foranderlig. (Interessant i øvrigt, at netop ”feminitetens” software kan afspilles på mandens hardware!) Da kvinden fødes ind i en kultur, der er ligeså forudbestemt som hendes biologiske natur, kan dette yderligere skærpe hendes personlige følelse af at tilhøre andre end sig selv, og dermed hendes personlige følelse af sig selv.
Hermed sagt, at din forståelse ikke strider mod min. Der er bare flere planer i spil.
Alt dette burde—i princippet—være indiskutabelt og nemt at forstå. Da mænd har meget mindre modstilling til deres biologiske kønskrop, natlig sædafgang er vel det nærmeste, og da kulturen i øvrigt i tusind år har været tilrettelagt for mænd, så må mænd mangle erfaringer til at forstå det, som kvinder oplever med deres krop, kort sagt være dummere, hvad tråden her nok ikke afkræfter.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sikke en absurd debat der kan opstå på baggrund af sådan nogle herlige bøger og sådan en god artikel!
Hvor mange har overhovedet kigget i de bøger der bliver diskutteret i artiklen?
Kravl ud af hulen hulemænd, og se at der er andet end skygger derude.
Sikke da en masse mandlige debattører der forekommer i denne tråd. Fnis
Denne kommentar er anbefalet af:
ja, det har hele tiden undret men ikke overrasket mig, Gunvor …
Mmm, sådan er verden jo så pudsig, Jan…
Man må aldrig miste evnen til at undres, Gunvor - jfr. min salige matematiklærer Stoffer … men verden er nu underfuld …
Jeg tror bare man skal være glad for ikke at være født af Julie Andkjær Olsen …
Næ, det ville ikke være særligt godt for den frie sindkrop, Jan ~ og ja, verden, og ikke mindst livet, er et pusseløjeligt ‘landskab’ at vandre gennem …
De kære intellekter, “indfaget i fysisk forfald” burde gøre sig den anstrengelse at undersøge livets mere esoteriske aspekter, dvs. dem som ligger uden for venstre hjernehalvdels trygge, ego baserede perceptionsfelt.
De ville opdage at SJÆLEN er fæstnet i den fysiske krop, som den også gennemstrømmer. Og ved at øge forbindelsen til sin krop, samt øge sin kærlighed til den, vil ETHVERT menneske, ateist til fanatikere opleve øget velvære, glæde og mere harmoniske tilstande i indre og ydre anliggender.
Den urinsure, selvhøjtidelige og utaknemmelige mentale selv-forståelse, projiceret af egoet, vil forfalde, og relationen til kroppen og livets skønhed blomstre. Så det handler blot om at vende det hele lidt på hovedet ifht. standard forståelserne af menneskelig eksistens.
Denne kommentar er anbefalet af:
Måske skal man være lidt forsigtig med at lægge for meget personligt i dette litterære ‘approatch’ - det er slet ikke sikkert ‘de damer’ er så vrede eller trætte at deres kroppe som de give udtryk for Det er blot et ‘metodiske greb’ de vælger fordi det kan bruges kreativt.
Vi kan vel alle ind i mellem være trætte af vores krop. Over dens forfald eller over det den ikke vil eller kan når vi gerne vil.
Det er en del af vores lod som mennesker: Vi må hele tiden forlige os med den krop vi nu engang
har. Kvinder mærker vel mere end os mænd at kroppen ind i mellem ‘går sine egen veje’
Enhver generalisering er et overbreb. Denne debat er altså stødt på grund inden den overhovedet er gået i gang.
Ikke bare generaliseringer flyder rundt her; arkariske dikotomier og determinismer finder man også. Ærgerligt.
Debatten har sikkert flydt bredt på dette tema om kvinder og deres forhold til deres krop.
Selv har jeg iagttaget en hyppig tendens til at kvinder der er på vej ud i ekstreme kropslige tilstande som fedme eller usund levevis - åbenbart ignorer ethvert advarselssignal der burde tages alvorligt og de fortsætter deres usunde levevis der så vidt jeg kan se kan føre til efterfølgende forskellige invaliderende tilstande.
Det er mit indtryk baseret på samtaler med kvinder på vej ud i ekstremet og forfaldet, at hverken erkendelsen eller nogen reel vilje er til stede i tilstrækkelig omfang for at begynde at ændre på det tiltagende forfald.
At noget kunne tyde på at “Systemet” er opmærksom på problemet sås i TV2’s efterårs-satsning med jægersoldat og coach B.S. Christiansen hvor et antal dog yngre kvinder blev udsat for soldaterlivets stroppemetoder i forsøget på at gå fra tilstanden fed og færdig til frisk pige igen.
Jeg så ikke disse TV-programmerne, dog har jeg læst at stroppemetoderne virkede og at pigerne tabte sig til egen tilfredshed.
Men hvad skal til for at ændre kursen for de kvinder der som luksusskibet Costa Concordia i titusindvis flyder apatisk forbi i livet uden at kunne evne at tage sig sammen til at ændre på den negative udvikling - på trods af sikkert bedre vidende. ?
Personligt mener jeg, at kvinder med begyndende helbredsproblemer som følge af forkert livsstil straks bør frekventere byens Biopat og blive målt igennem og sat på rette kur.
Ikke mindst I forsøget på at nå frem til oplevelsen af hvorledes det til en forskel er at leve i den “velsignede krop”.