Skip to Content
Fredag 25. maj 2012

Læserbrev

Begavet stof til magasiner

Indlægget fra fagforeningen Danske Modeller 31. januar er et klasseeksempel på et aktuelt og begavet emne at tage op i de danske mode- og livsstilsmagasiner.

Det er værd at overveje for de kvindelige redaktører i kølvandet på debatten om indholdet i de danske kvindemagasiner som også Informations essay fra 19. januar kommer ind på.

Udover at mode- og livsstilsmagasiner er et oplagt medie at nå unge modeller igennem, vil det fra magasinernes side vidne om en form for ansvarstagen og opbakning til de mange modeller, der pryder ethvert magasins glitrende sider.

Magasinet bliver således et medie, som tager ansvar. Samtidig vil det være en mulighed for at få fortalt læserne en historie om vigtigheden og betydningen af organisering og solidaritet, som har dybe rødder i det danske samfund. Magasinet kan blive et medie, som kan skrive om andet end damebladsdrømmen, som Informations Katrine Hornstrup Yde kaldte det.

Sidst, men ikke mindst, vil sådanne artikler gøre modellerne til mennesker og ikke uopnåelige kvindeidealer, som de mange unge, kvindelige læsere skal forsøge at relatere sig til.

På den måde udfordres den stereotype kønsfremstilling, som stadig dominerer den del af magasingenren, i det mindste en smule.

Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på information.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m. Tilmeld dig her

Godt tænkt.