Læsere, der endnu ikke har hørt om ACTA, skal være tilgivet. Det er ikke ligefrem munter læsning, når it-advokater og jura-eksperter hoster fagudtryk og uforståelige forkortelser om ophavsret og internet op på papir. Øjnene bliver trætte og fjerne — og handler det ikke også bare om unge og ulovlig musik?

Svaret er nej.

Den handelstraktat, Danmark og 21 andre EU-lande tiltrådte i sidste uge, er et angreb på det åbne og frie internet, som vi kender det. Det er en konflikt mellem dem, der vil regulere internettet, og dem, der vil fastholde internettets demokratiske anarki.

På den ene side står rettighedshaverne, som kan se deres gamle forretningsmodel blive underløbet af udviklingen: Store etablerede industrimonopoler er de seneste 10 år blevet udfordret af teenagere med computere i skødet og gode ideer i hovedet.

Det er en udvikling, som har givet alle os, der står på den anden side, en lang række nye muligheder for at udtrykke os og indhente viden: Wikipedia har udkonkurreret alverdens opslagsværker, Facebook har vokset sig fem gange så stor som Mærsk, og Skype har overtaget hovedparten af al udlandstelefoni ved at udnytte teleudbydernes egen infrastruktur. Den gamle verdensorden er blevet vendt på hovedet.

For rettighedsindustrien er det en katastrofe. Dens svar har indtil videre været at lobbye for flere og mere vidtgående indgreb over for det frie og åbne internet — senest med PIPA, SOPA, ACTA, og rundt om hjørnet venter TPP. Alle knopskydninger på det samme stamtræ — og med rødder i den samme grundtanke: at internettet ikke kan forblive en ureguleret ø midt i et gennemreguleret landskab.

Af samme grund er ACTA blevet kaldt internettets nye grundlov. Formålet med ACTA, der oversat til dansk betyder »handelsaftale til bekæmpelse af kopiering« er at bekæmpe ulovlig kopiering af enhver art — herunder piratkopiering af musik, film og serier på nettet. Handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) siger, at ACTA udelukkende handler om at »beskytte danske produkter« og »sikre danske arbejdspladser«, og at aftalen »ikke indebærer nogen indskrænkning af borgernes grundlæggende rettigheder«.

Men rundt om ministeren vokser koret af kritikere dag for dag. Deres konklusioner fortæller en anden historie, som måske bedst opsummeres af den norske internetekspert Gisle Hannemyr. I en analyse af den endelige aftaletekst, skriver han, at ACTA »er kritisabel, fordi den har elementer, som kan have en afkølende effekt på ytringsfriheden.« Også Danmarks førende it-advokat Martin von Haller Grønbæk mener, aftalen er problematisk, fordi den »udelukkende tjener en snæver gruppe af rettighedshavere frem for hele samfundet«.

I en rapport, udarbejdet for De Grønne i Europa-Parlamentet, tegner to markante britiske jurister et lignende billede af ACTA’s potentielle betydning for de grundlæggende frihedsrettigheder. De to forfattere påpeger, at ACTA er blevet forhandlet »i hemmelighed uden tilstrækkelige input fra det civile samfund, men i tæt samarbejde med de store rettighedshavere«. Det har resulteret i en aftaletekst, som er »en alvorlig trussel mod grundlæggende rettigheder i EU«. Blandt andet hæfter de to forfattere sig ved, at aftalen:

1) yder uforholdsmæssig stor beskyttelse af ophavsrettigheder.

2) giver rettighedshavere mulighed for — uden om en domstol — at bede internetudbydere og webtjenester fjerne ulovligt materiale.

3) er vagt formuleret. Selv om den ikke eksplicit giver internetudbydere ret til at afskære brugere adgang til nettet efter eventuelle forseelser — så rummer den heller ikke en bestemmelse, der eksplicit forbyder dem at gøre det.

4) ikke giver lige vilkår for i-lande og u-lande i internationale handelsforbindelser.

5) kan hindre u-landes adgang til livsnødvendig kopimedicin.

Mistilliden til ACTA har suget næring af den lukkede proces, som aftalen er et resultat af. Lækkede dokumenter afslørede sidste år, at det fra begyndelsen var et eksplicit mål med de hemmelige forhandlinger at styre fri af eksisterende internationale institutioner som eksempelvis WTO, WIPO og FN. Det er ikke ligefrem noget, der styrker tilliden til forhandlernes motiver — hverken hos de politikere i Europa-Parlamentet, der skal godkende aftalen, eller hos de befolkninger, der skal leve med den.

Netop derfor kan det undre, at Pia Olsen Dyhr ikke har udvist større vilje til at debattere aftalen. Hun nøjes med at konstatere, at traktaten ikke vil medføre ændringer i borgernes »adgang til eller brug af internettet«. Så er alt tilsyneladende sagt. Men det er en dårlig strategi. Den lukkede dørs taktik fører — som vi også har set i de forgangne uger — kun til konspirationer, mere bekymring og mindre tillid.

Lad os tage den debat, som for længst skulle være taget. Dér, hvor EU viste lukkethed, bør Danmark vise åbenhed. 

Denne artikel er anbefalet af: