Af: Andrew Anthony
3. februar 2012
Lagt på information.dk 3. februar 2012 kl. 14:55. Bragt i den trykte udgave 4. februar 2012 på side 24 i 2. sektion. Senest opdateret 5. februar 2012 kl. 00:47.

Opslag til denne artikel

Emneord:litteratur , religion, ytringsfrihed
Personer:Christopher Hitchens, Salman Rushdie
Steder:Indien

Efter flere dages rygter blev det i sidste uge bekræftet, at Salman Rushdie har aflyst sin optræden på dette års Jaipur Literature Festival — det største og mest prestigefyldte litterære træf i Asien. På Twitter motiverede Rushdie sin beslutning sådan: »Fik at vide, at en Bombay-mafiaboss har givet våben til to lejemordere, som skal ’fjerne’ mig. Vil nøjes med videolink i stedet.«

Større billede

Da det kom frem, at Rushdie skulle gæste Jaipur, forlangte Darul Uloom Deoband— et indflydelsesrigt islamistisk seminarium i nabostaten Uttar Pradesh — omgående, at hans visum blev trukket tilbage. Men som Rushdie, der er født i Indien og har bevaret sit indiske statsborgerskab, tørt bemærkede, så havde han ikke brug for noget visum.

Da ’diplomatiske’ manøvrer således ikke kunne holde Rushdie væk, tyede hans religiøse modstandere til andre metoder: dødstrusler. Den sørgelige sandhed er, at næsten 23 år efter at ayatollah Khomeini opfordrede til at slå Rushdie ihjel i sin berygtede dødsfatwa — og næsten 13 år efter at den iranske regering officielt lovede at indstille sin støtte til mordprojektet — er den britisk-indiske forfatter stadig mål for summariske henrettelsesordrer.

Uden rygrad

Dette seneste eksempel bør dog ikke tolkes alene som et udslag af religiøs overfølsomhed over for De sataniske vers. Ganske vist opretholder en del islamistiske ledere en permanent tilstand af morderisk raseri. Men det har ikke afholdt Rushdie fra at besøge Indien adskillige gange i løbet af det seneste årti, og faktisk deltog han på Jaipur-festivalen i 2007.

De første britiske protester mod De sataniske vers i 1988 havde rødder i religiøs pressionspolitik i Indien, og også denne seneste furore er tydeligvis søgt opflammet for at opnå lokale fordele. Der skal snart være valg i Uttar Pradesh, hvor næsten 20 procent af indbyggerne er muslimer. Med religiøse grupper, der truer med at ophidse lige netop denne vælgergruppe, har Indiens regerende Kongresparti besluttet, at tidspunktet ikke var velegnet til at vise moralsk rygrad.

»Rushdie har såret følelserne hos mange indere,« meddelte således Chandrabhan Singh, leder af Kongrespartiet i Rajasthan, den delstat, hvor Jaipur ligger. »Han skal ikke have lov til at komme til Indien.«

Rushdie var alså ikke længere velkommen. Romanforfatteren Hari Kunzru, der skulle have optrådt på scenen sammen med ham, kaldte Rushdies fravær for »en skamplet på Indiens internationale omdømme«. Der havde fra festivalens side aldrig været planer om at diskutere De sataniske vers, men som for at påvise det absurde i al postyret, besluttede Kunzru besluttede at »trodse alle fordomsfulde gemytter og skokastere« ved at læse op af en passage fra lige netop dette så suverænt misforståede værk. Det var mere end symbolsk litterær modstand, for De sataniske verser stadig forbudt i Indien, som har den tvivlsomme ære at være det første land, der greb til at forbyde bogen.

Reklamemand

Det sørgelige forløb i Jaipur minder os om det faktum, at forfærdeligt lidt har ændret sig i de sidste tre årtier: Politisk kynisme trækker stadig i den multikulturelle følsomheds klædedragt. Tolerance må stadig bøje af over for intolerance.

Det ironiske er, at Rushdie ikke just er nogen provokatør nu om stunder. Hvor han engang var en frygtløs og respektløs skildrer af et sydasiatisk subkontinent med vokseværk, er det efterhånden længe siden, at han hans romaner åbent har taget kontroversielle emner op. Selv hans reaktion på Jaipur-sagaen har været afmålt og nedtonet … som om han var på vagt over for at komme i centrum for endnu en fremmanipuleret strid.

Fatwaen og det årti, hvor han måtte leve under politibeskyttelse på skiftende hemmelige adresser, har uundgåeligt præget Rushdie og hans fiktion. Sjældent har en forfatters kreative energi måttet modstå så tilintetgørende pres. Og ud over presset ved at måtte leve under en dødsdom skulle Rushdie også finde sig til rette med at være afskåret fra Indien — og dermed fra den myldrende virkelighed, der gav så fantastisk et brændstof til hans fantasi i de tidlige romaner.

Rushdie er født og opvokset i Mumbai som eneste søn af en succesfuld tekstil-grosserer, der insisterede på at sende ham til England, så han kunne komme på den traditionsrige kostskole i Rugby. Afskeden med den store indiske havnebys kulørte vildskab gjorde ham til at begynde »meget ulykkelig«, da han var blevet omplantet til det engelske landskab i Warwickshire.

Efter en doktorgrad i historie på Cambridge og en kortvarig tjans som reklametekstforfatter — Rushdie siges at være den, der fandt på sloganet Naughty, but nice(om flødekager) — udgav han sin første roman, Grimus,i en alder af 28. Den blev ikke nogen stor triumf, men seks år senere vandt hans næste roman, den monumentale Midnatsbørn, Booker-prisen og indvarslede en hel ny æra af interkontinental ’postkolonial litteratur’. Den blev efterfulgt af Skam, som ligeledes blev nomineret til Booker og af rejsebogen Jaguarens smil: en rejse i Nicaragua.Derefter kom så De sataniske vers.

Rushdie har på ingen måde været konfliktsky siden da. I aviskommentarer og lignende har han tværtimod været konsekvent i sin offentlige fordømmelse af religiøs fundamentalisme og den kulturrelativisme, der vil forsvare den. Men hans skønlitterære instinkter syntes at have udviklet sig i mindre antagonistisk og mere tvetydig retning. Romaner som Maurerens sidste sukog Klovnen Shalimarer nok dristige og komplekse, men de savner den vitalitet, der kendetegnede hans tidlige værker.

I sit ønske om at undgå at blive defineret af Khomeinis dødsdom — og uden tvivl i sit ønske om ikke at forlænge opholdet ’under jorden’ yderligere — havde han i en årrække også en tendens til at undgå at tale om fatwaen i interviews. »Som forfatter har jeg altid været i politik,« sagde han i 2008, »men på et tidspunkt tror jeg, at jeg fik en overdosis. Man skal være forsigtig med, hvad man ønsker sig. Og én af de virkninger, jeg har følt på mit temperament, har været en lyst til at holde afstand til den offentlige debat. Jeg vil hellere bare blive hjemme, skrive mine historier og udgive dem hvert andet år. Det var derfor, jeg i sin tid ville være med i spillet. Jeg har aldrig ønsket mig at blive en eller anden stor offentlig talsmand i politiske spørgsmål.«

Erindringer

Men senere i år vil Rushdie ikke desto mindre udgive en erindringsbog om det tabte årti, hvor en overdosis politik næsten tog livet af ham. For første gang vil han beskrive sin subjektive oplevelse af fatwaen. Det har taget næsten et kvart århundrede, fordi, som han siger: »Jeg havde brug for at få reel afstand til dette materiale, så jeg kunne gribe det an som et litterært projekt, ikke som en eller anden Oprah Winfrey-bekendelse. Jeg ville ikke bare buse ud med alt.«

The Times forudser allerede, at det kommende værk vil blive »det 21. århundredes mest betydningsfulde litterære erindringer«. Om bogen kan leve op til det eller ej, er forventningerne under alle omstændigheder enorme. For lige meget hvor bizart Khomeinis hadebudskab måtte forekomme dengang, så markerede fatwaen en af de store forskydninger i det 20. århundredes kulturelle landskab, hvis følgevirkninger stadig mærkes i hele verden.

Rushdies afdøde ven Christopher Hitchens påstod, at han med det samme forstod, at fatwaen var den indledende salve i en helt ny slags krig — en krig, hvis eksistens skulle blive dramatisk bekræftet 11. september 2001. Det skal blive interessant at læse, hvordan Rushdie rent faktisk oplevede det, da han befandt sig i historiens klaustrofobiske bug.

Kostede liv

Fatwaen var anledning til flere mord og mordforsøg. Den første offer blev dog Rushdies ægteskab med forfatteren Marianne Wiggins. Parret skiltes et par måneder efter, at han var tvunget i skjul, og selv om han aldrig er gået i detaljer om forløbet, har Rushdie gjort klart, at afskeden absolut ikke var mindelig. Selv- biografien vil uundgåeligt løfte på låget for de smertelige ugers delte afsondrethed.

Wiggins var Rushdie anden hustru. Siden har han haft yderligere to koner og fået endnu en søn, Milan — hans ældste søn, Zafar, er fra hans første ægteskab med afdøde Clarissa Luard. Selv om bruddet med Wiggins naturligvis gjorde ondt, var Rushdies mest mislykkede alliance, i al fald i offentlighedens øjne, det treårige ægteskab med den indisk-amerikanske skuespillermodel Padma Lakshmi.

23 år yngre og med en udtalt svaghed for berømthedheder mødte Lakshmi forfatteren ved en lanceringsfest på Manhattan for magasinet Talk — det må siges at være højst apropos, for det forhold blev der talt rigtig meget om. Men i det mindste fik Lakshmi styret Rushdies offentlige image væk fra rollen som først og fremmest offer for religiøst tyranni. Desværre til fordel for rollen som offer for romantisk dårskab: Konsekvensen blev i al fald, at fik Rushdies amourøse relationer i den brede offentlighed mere opmærksomhed end hans bøger.

De kommende memoirer om fatwa-tiden bør rette op på dette. Det emne er monumentalt af omfang og dog samtidig dybt intimt — kort sagt, et uhyre oplagt oplæg for en forfatter, hvis bedste værker altid har kombineret historisk bredde med psykologisk dybde.

»Vores liv lærer os, hvem vi er,« skrev Rushdie engang. Af de mange erfaringer, som hans livshistorie kan kaste af sig, er den vigtigste utvivlsomt den lære, de indiske myndigheder har valgt ikke at følge: at give efter for gangstere, der altid vil komme tilbage for at forlange mere.

 

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen



















 I bøn. Indiske muslimer i bøn, da det blev meddelt, at også den planlagte videotransmission med Rushdie på festivalen var blevet aflyst efter trusler. Foto: Manish Swarup/Polfoto

Denne artikel er anbefalet af: