Hvilke journalistiske arbejdsprincipper ligger bag det fuldstændigt banale at beskrive Rasmus Seebach som et vodkabællende burgerædende popvrag?
Det er en klassisk SE og HØR-historie, hvor vi åbenlyst benytter paparazzi-metoder. Vi beskriver og billeddokumenterer, hvad den hotteste danske kendisstjerne i 2012 foretager sig, når han holder fri. At han på mange måder faktisk er ligesom dig og mig.
Hvis du ikke selv var chefredaktør for SE og HØR, kunne du så nogensinde selv finde på at læse om Tommy Kenters brandert eller Lady Gagas nye kæreste?
JA! Jeg elsker sladder — og har altid gjort det.
Beskriv dit job — uden smarte termer.
Jeg træffer beslutninger. Og ved godt, at jeg kan påvirke et andet menneskes privatliv, hvis jeg træffer en forkert beslutning. Derfor bruger jeg meget tid på de kontroversielle historier i bladet. Det er ikke bare et spørgsmål om jura — det er også et spørgsmål om min egen moral og mavefornemmelse.
Jeg synes, det kunne være interessant at høre, om SE og HØR har tænkt sig at overholde lovgivningen? Eller om man forbeholder sig ret til at afveje udgifter til bøder mod forventet mersalg?
Grundlæggende overholder vi landets lovgivning, men jura er jo ikke en eksakt videnskab på niveau med matematik. Derfor afsøger SE og HØR ofte grænserne, og enkelte gange mener folk, at vi er gået for langt. Så har vi domstolene til at afgøre, om tiden har flyttet grænser, og det er jeg helt tryg ved.
Hvordan har du det med kritik?
Saglig og konstruktiv kritik er med til at gøre mig klogere. Men hvis den er personlig og perfid, kan jeg godt blive ’tøsefornærmet’.
Hvorfor er de danske tabloide medier så kedelige i forhold til de engelske eller tyske?
Netop fordi vi er danske. Danskere har grundlæggende et ønske om at behandle folk — også de kendte, der træder ved siden af — med respekt og empati.
Har du stadig jobbet om fem år?
Nej, det tror jeg ikke. Om fem år vil jeg være 62, og så er jeg nok for gammel til dette job.
Er jeres primære opgave at underholde eller at oplyse?
Det er helt klart at underholde med et glimt i øjet. Man må da gerne blive ’klogere’ af at læse SE og HØR, men oplysningen overlader vi gerne til andre medier.
Hvem er heltene i dit liv?
Ubetinget mine to sønner, Kay på 11 og Tobias på fem år.
Ville du trykke historier om kendte, som var pædofile eller incestofre?
Hvis de var dokumenteret pædofile — helt klart ja! Hvis de var incestofre — udelukkende hvis de selv stod frem og accepterede, at vi bragte historien.
Hvem er dit journalistiske forbillede?
Morten Pihl, graverjournalist på Morgenavisen Jyllands-Posten. Jeg arbejdede sammen med ham på B.T., da han afslørede Peter Brixtoftes eskapader i Farum, og Morten rummer de klassiske journalistiske dyder: Kompromisløs i jagten på sandheden, kravet til dokumentation er enormt, og ingen detalje må være forkert.
Hvis man har pressen med til brylluppet, har man dem også med til skilsmissen. Hvilken skilsmisse ville du helst have i bladet?
Det ville være fuldstændig absurd, hvis jeg havde en ønskeliste over skilsmisser. Det ville være at spekulere i andre menneskers ulykke, og det kunne jeg ikke drømme om.
’Engelske tilstande’ bliver brugt som et skræmmende perspektiv for sladderpressen. Er det også skræmmende for dig — eller snarere æggende?
Skræmmende, skræmmende — og vi vil aldrig se det i Danmark. Heldigvis er man også ved at få ryddet op i Storbritannien, for det er rystende, hvad de britiske tabloidmedier har udsat både kendte og almindelige mennesker for.
Hvad er den seneste roman, du har læst?
Jussi Adler-Olsens Journal 64. Ellers er jeg mest til biografer af og om store danskere.
Er der nogen berømtheder, som folk ikke vil høre grimme ting om? Nogen, som er hævet over sladderen?
Ja, der er nogle ganske få, hvor vi virkelig skal træde varsomt. Det gælder f.eks. kronprinsesse Mary og fodboldtræner Michael Laudrup. De har begge opnået en form for ikonstatus, som betyder, at danskerne i mindre grad accepterer negativ sladder om dem.
Oplever I ofte, at kendte selv ringer til jer for at komme i bladet med en ny kæreste eller en anden privat ’succes’?
Ja, det sker indimellem.
Hvad er din største journalistiske fortrydelse?
I min tid som nyhedschef på B.T. kaldte jeg tidligere fodboldlandstræner Sepp Piontek for ’landsforræder’ på forsiden — blot fordi han gav det tyrkiske landshold tips om det danske landshold før en vigtig kamp. Det fortryder jeg bittert og accepterer fuldt ud, at B.T. blev dømt til at betale Sepp Piontek en stor erstatning.
Kommentarer