Dårlig økonomi, arbejdsløshed og stigende priser skaber ikke i sig selv en revolutionær situation. Så hvis man vil forstå revolutioner, skal man derfor ikke studere sociale fakta og statistikker. Det udløsende er nemlig den kulturelle fremstilling af de sociale fakta, som overbeviser folk om, at situationen er uacceptabel, og at de selv er stærke nok til at overvinde overmagten. Den kulturelle fremstilling skal både vise borgerne, at deres vilkår er elendige, og at de sammen har mulighed for at gøre op med elendigheden. Når den fremstilling lykkes, bliver de svage til de stærke, og et oprør kan finde sted. »Det er bevidstheden — den interne, subjektive og kollektive bevidsthed — som får revolutionære bevægelser til at bevæge sig,« skriver den amerikanske kultursociolog Jeffrey C. Alexander i en ny bog om oprøret i Egypten, Performative Revolution in Egypt: »Hvis vi vil forstå, hvordan revolutionen opstod, må vi studere den indefra. Hvad betød den for dem, som deltog i den, og hvordan overførte de deres interne betydning til verden uden for.«
Tesen i Alexanders bog er, at den egyptiske revolution kan læses som et socialt drama, der blev afgjort på de symboler, hvor oprørernes forestillinger blev til fælles fortællinger. Bogen undersøger, hvordan oprørernes symboler viste sig i offentligheden fra den 25. januar til den 11. februar 2011. Alexander har studeret seks vestlige aviser, amerikanske og arabiske tv-kanaler og forskellige bloggeres dækning af kommentarer til revolution for at vise, hvordan oprørerne fremstillede oprøret, og hvordan iagttagerne så det sociale drama.
Regime versus oprør
Revolutionen bliver udlagt som en kamp mellem to forskellige verdensbilleder, Mubarak-regimets og oprørernes. De politiske verdensbilleder skabes ifølge Alexander af moralske modsætninger:
Man koder det gode og det onde. For Mubarak var oprørerne ’profane’ og regimet selv ’helligt’, oprørerne var ’irrationelle’, ’farlige’ og ’primitive’, mens hans regime var ’sikkert’, ’moderne’ og ’indstillet på forhandling’. Han fremstillede oprøret som ’kaos’ og sit eget regime som ’ro og orden’. Præsidenten insisterede på, at oprørerne var et mindretal i befolkningen, mens han selv repræsenterede det brede flertal.
Oprørernes verdensbillede var naturligvis omvendt: For dem var protesten det ’hellige’, mens regimet var ’profant’. Regimet var karakteriseret ved ’kvælende brutalitet’, ’undertrykkelse’ og en ’farao-skikkelse’, hvorimod revolutionen stod for ’samtale’, ’frihed’ og ’demokrati’.
Man kan i den internationale presse se, hvem der dominerede kampen om verdensbillederne: Det gjorde oprørerne. De journalister, som rapporterede fra Cairo, gengav revolutionens koder. De troede selv, de var neutrale observatører, men revolutionen er en kamp på billeder, og den internationale presse tog oprørernes parti. Det er ifølge Alexander komisk, at journalisterne blev så forargede over, at Mubarak-regimet behandlede dem som modstandere. De afslørede, at de ikke havde forstået de begivenheder, de rapporterede fra.
Oprørernes paradoks
Alexander afdækker et interessant paradoks for de revolutionære: De skal fremstå som en bevægelse uden ledere for at vise verden, at de er hele folket. Det må ikke se ud, som om de er en udvalgt skare af unge, liberale revolutionære, som taler på vegne af resten af befolkningen. For så ville de ikke være folket selv. Men på den anden side kræver revolutionen koordination oppefra, hvis bevægelsen skal nå sit mål. Der var således ledere af revolutionen, men de holdt sig usynlige, og en slags oprørsmanual cirkulerede omkring Tahrir-pladsen, men den blev ikke offentligt kendt. Den egyptiske revolution fandt således sted som den rigtige udnyttelse af »en lille ledergruppe, et effektivt fælles manuskript, dygtig offentlig optræden, digital teknologi, en befolkning med internetadgang, mod og en venligtsindet vestlig opinion«. Men det afgørende var i sidste instans, at revolutionen overbeviste den amerikanske ledelse om, at den ikke længere kunne støtte det egyptiske militær-regime. Oprørernes verdensbillede bekræftede amerikanernes verdensbillede — og væltede Mubarak. Men at oprørerne ikke har monopol på folket, har de senere parlamentsvalg vist. Men også de, skal man huske på, er genstand for politisk definitionskamp.
Jeffrey C. Alexander
Performative Revolution in Egypt — An Essay in Cultural Power.
138 sider, 13 pund
Bloomsbury Academic
Kommentarer
- “Den kulturelle fremstilling skal både vise borgerne, at deres vilkår er elendige, og at de sammen har mulighed for at gøre op med elendigheden.”
Det samme gør sig gældende her til lands, hvor venstrefløjen forsøger sig med en kulturel fremstilling, som resten af befolkningen dog ikke hopper på, hvilke skaber store frustrationer på den nævnte venstrefløj.