Sultende børn — Europa og klicheer om Afrika

Genkendelige klicheer kan være vigtige pejlemærker, når man møder noget fundamentalt ukendt. Men danskernes opfattelse af Afrika er stadig for endimensional

Forestillinger. I en dansk kontekst kan det være nemmere at forvalte allerede kendte forestillinger om eksempelvis et nødlidende Afrika end at skulle inddrage den komplekse afrikanske virkelighed.

Jakob Dall

Cirka fem millioner børn er på flugt i Afrika. I disse dage er der en indsamling, der har det ædle formål at yde hjælp fra Danmark til Afrikas flygtningebørn og internt fordrevne. Denne fine humanitære indsats må vi selvfølgelig glæde os over, men den kan også give anledning til andre overvejelser.

Vi har i Europa en lang tradition for at betragte det store afrikanske kontinent som nødlidende over én kam — åndeligt som fysisk. En rapport viste sidst i 1980’erne, at danskernes opfattelse af Afrika var ganske ensidigt præget af negative billeder af sult, nød, diktatur, korruption, krig og kaos. Dette ensidigt negative billede af Afrika inspirerede i 1990’erne til festivalen ’Images of Africa’, der gennem storstilede kulturarrangementer i Danmark forsøgte at skabe positive modbilleder til elendighedsforestillingerne. Men det er ikke så enkelt at flytte stærkt cementerede kulturelle opfattelser, der oven i købet dagligt underbygges af nyhedsreportager og klassisk kolonialistisk kulturarv.

Nyt Afrika

I 2007 åbnede udstillingen ’NewAfrica — Hotspots south of the Sahara’ i Rundetårn i forbindelse med designbegivenheden ’Index’. Udstillingen viste ny mode, grafik og design fra Botswana, Burkina Faso, Cameroun, Elfenbenskysten, Ghana, Kenya, Nigeria, Sydafrika, Tanzania, Togo, Uganda og Zimbabwe. Ved et modeshow med afrikansk designet haute couture og streetwear kom jeg i snak med en designlærer fra Johannesburg. Hun var uddannet i Sydafrika, men oprindelig fra Botswana, og støttede lokale designprojekter i fædrelandet. Blandt andet et projekt, hvor kvinder lavede og solgte øreringe med billeder. Et af dem forestillede Botswanas første præsident. Mens hun viste mig øreringen, forklarede hun, at dens motiv var tænkt som modspil til de mange pop-afbildninger af Nelson Mandela og Che Guevara, som fandtes på smykker i Sydafrika. »We call it CliChé,« forklarede hun med et grin. Jeg spurgte, hvad hun syntes om udstillingens temaplakat. Motivet mindede mig om Sikker Hansens stiliserede Cirkelkaffe-kvinde. Hun svarede, at den da var pæn, men tilføjede så lidt tøvende, at hun oplevede plakaten som racistisk, fordi den afbildede en stereotypiseret afrokvinde. Senere spurgte jeg en af udstillingens danske arrangører, om de havde haft nogen overvejelser omkring motivvalget. Hun svarede, at de havde set det som en fordel, at plakatens udformning netop var så genkendelig for et dansk publikum.

Genkendeligt

Genkendelige klicheer kan være vigtige pejlemærker, når man møder noget i grunden ukendt. I en dansk kontekst kan det være nemmere at forvalte allerede kendte forestillinger om eksempelvis et nødlidende Afrika end at skulle inddrage den komplekse afrikanske virkelighed.

I den forløbne uge havde Det Kgl. Teaters Skuespilhus en glimrende premiere på den afdøde, franske dramatiker Bernard-Marie Koltès’ skuespil Tilbage til Ørkenen. Stykket er en kritisk og absurdkomisk tragedie fra det nationalistiske Frankrig i begyndelsen af 1960’erne, da kolonikrigen rasede i Algeriet. Ved et af stykkets første opførelser i 1988 krævede forfatteren, at de arabiske roller skulle spilles af arabere, mens rollen som »den store sorte faldskærmssoldat ... skal spilles af en afrikaner«. Det var en pointe for Koltès, at stykkets koloniale afrikaner faktisk havde afrikansk baggrund: »Man kan ikke spille en race, lige så lidt som man kan spille et køn,« mente han. På Det Kgl. Teater spilles de arabiske roller da også af danskere med arabisk baggrund, men ’den store sorte faldskærmssoldat’ spilles ikke af en ’sort’ skuespiller, men derimod også af en dansker med arabisk baggrund. Jeg spurgte teatrets chefdramaturg, Jesper Bergmann, om dette valg, som han dels begrundede med manglen på den rette skuespiller, dels med afrikanerrollens betydningsmæssige kompleksitet. Her er tale om fransk kolonihistorie, der skal præsenteres for et dansk publikum, som for eksempel ikke har »et forhold til, hvad det betyder at have afrikanske soldater i hæren ... rollen fortæller en pointe, som vi alligevel ikke kan formidle til et dansk publikum …«

Afrikansk nødhjælp

Afrikanske soldater var ellers allerede i Europa under Første Verdenskrig, dengang det var de europæiske lande, som led nød (selv om Danmark lå pænt i læ).

I årene under og efter Første Verdenskrig var flygtninge og internt fordrevne et stort problem i Europa, hvor landegrænser blev flyttet og nationalstater skabt eller nedlagt. Blandt meget andet kom en kvart million belgiske flygtninge til Storbritannien, omkring en halv million litauere og en million polakker flygtede mod øst ind i Rusland — og historikere skændes stadig om antallet af myrdede og fordrevne armenere. Millioner blev dræbt under krigen, og ved dens afslutning døde yderligere millioner af den spanske syge. Fødevaremangel og kaos tvang mange væk fra deres hjem, og en række hjælpeorganisationer samlede midler ind til de mange nødlidende.

I 1920 modtog den afrikanske konge af Bamangwato-folket i Bechuanaland (nu Botswana) flere breve med anmodninger om hjælp til de sultende europæiske børn. Kong Khama III sendte blandt andet 80 pund til de Sultende Østrigske Børns Fond. I korrespondancen mellem kongen og støtteindsamlerne står der ifølge historiker Maria Rytter, at »det virker så forfærdeligt at tænke på disse stakkels børns store lidelser, når vi i Afrika har alt, hvad vi behøver«.

At alle i Afrika havde, hvad de behøvede, var nok en ganske relativ sandhed. Alene på fransk side faldt omkring 60.000 vestafrikanere, der havde kæmpet i koloniherrernes tropper.

Et par generationer senere er det også sådan en koloni-fransk, afrikansk soldat, der er med i Koltès skuespil, men som ikke kan formidles til dansk publikum. Danskernes opfattelse af Afrika er måske stadig noget endimensional?

 

Karen Lisa Salamon

Født 1964, magister i etnografi og ph.d. i ledelse. Kulturforsker, konsulent og skribent med bl.a. et lektorat i bagkataloget

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Karsten Aaen

Tak til Karen Lisa Salomon for at tage dette emne op.

Et yderlige perspektiv.

I min barndom og ungdom hørte vi ofte historierne om de små, sultne kineserbørn som næsten ingen mad havde. I dag hører vi næsten aldrig om dette mere - hvorfor? Jo, fordi Kina i dag er at regne for en industriel stormagt og en politisk.

Da jeg var 4 eller 5 år, tror jeg, var jeg ofte med min mor til bazaar, hvor der blev samlet ind til netop afrikanske børn og til kvinder velsagtens også. Dette skete i folkekirkeligt regi. I løbet af de sidste 30-40 år er der intet sket med folks opfattelse i verden, eller i Danmark, af Afrika. Som dengang er Afrika, eller rettere synes Afrika, at være et sted hvor det synd for nogen, og som vi derfor skal og bør hjælpe. Og vigtigt og rigtigt er det da også, at vi, der har meget hjælper dem, der har lidt. Også i Afrika og andre steder - og især børn på flugt og børn som ikke har mulighed for at gå i skole.

Min pointe og mit ærinde er slet slet ikke at benægte at alt dette hjælper, også selvom vi måske ikke ser resultaterne før om mange år. Mit ærinde er blot at sige, som Salomon også gør det - der er et andet Afrika end det vi præsenteres for i medierne.

Og som man kan se, hvis man køber Ladies Detective Agency no. 1 på DVD. Denne dejlige serie handler om en kvindelige detektiv i Botswana; her får man et indblik i hvordan flertallet af afrikanerne lever. Og ja, der er biler og busser - og plottene er de samme som i f.eks.Inspector Barnaby, men med afrikansk twist. Her ert f.eks. et plot om en gammel respektabel slægt med hemmeligheder, så man skulle tro man var havnet i en Agatha Christie Miss Marple film. Og det er man på mange måder også.

Eller man kunne leje eller købe en lille fremragende familiefilm, kaldet Africa United, som handler om, hvordan 4-5 børn bevæger sig fra Rwanda til Sydafrika i 2010 til WM i fodbold. Og hvor man sikkert vil forbavses over at se, at der båd er plasma-tv og mobil-telefoner. Alt dette blot at stikke et dybt hul i dne myte, at alle afrikanere, eller afrikanske børn, er fattige og går sultne i seng.

For nogle år siden underviste jeg desuden to voskne afrikanere fra Guinea; hovedstaden i dette land hedder Conakry, sproget de talte var fransk, noget portugisisk og en del engelsk. Og i hovedstaden Conakry i dette land er der busser, tog, taxaer, og vist også sporvogne. Alligevel måtte de to af mine elever (som jeg underviste i dansk sprog og kultur) lægge øren til, hvor lavt udviklet Afrika var. Især fra de andre elever - og nogle gange - desværre - også fra læreren, dvs. mig.

Blot for igen at pointere at Afrika er andet end vold, krig, mord, død og ødelæggelse - det er også sammenhold, industri, glæde, spontanitet, sorg, og et omfattende bus-system af små smarte moderne busser, som bringer ind fra f.eks. Kigali i Rwanda til Kinshasa i Congo. Se det selv ved at leje eller købe filmen jeg talte om før: Africa United.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Johansen

Prøv at se Susanne Biers film Hævnen, der bekræftede alle fordomme om afrikanere: Der er den barbariske neger, der var så grusom, at han lige så vel kunne have spist menneskekød. Der var den stakkels neger, som levede i flygtningelejr og kun overlevede på den grund af den hvide mands velgørenhed og så de små, glade negerbørn, der løber efter den hvide læges jeep og råber "Hello sir, hello sir!" Lars von Trier kaldte den en lortefilm, og man kan kun give ham ret. Hævnen vandt en Oscar i USA, og det sker vist ikke så tit med danske film. Og ja, hold kæft noget skidt!

anbefalede denne kommentar