Et liv forbi: Finn Kousgaard

Finn Kousgaard havde for vane at advare sin børn om at tage til bal på Korskroen ved Esbjerg. Det havde han nemlig selv gjort som ung, og det havde kostet ham indgangsbilletten, »og så hver en krone jeg har tjent siden,« som han sagde med en drilsk hentydning til, at det var dér, han i slutningen af 50’erne havde fundet sammen med sin Jytte. Hun var landmandsdatter fra Agerbæk, og han tjente som karl på en gård i nærheden.

Han blev født og voksede op på gården Spangbanke ved Alslev ikke langt fra Varde. Hans far havde drevet gården siden 1925 og var selv vokset op på den hos sin barnløse moster. Oprindeligt var faren ellers født på Kalundborgegnen, men dengang var det ikke unormalt at blive sendt videre, hvis det bedst lod sig gøre på den måde, og i fireårsalderen flyttede han ind hos sin moster. Senere fik han selv fem børn på gården, og den næstyngste var Finn. Det var i 1935, så da krigen brød ud, var Finn kun fem år gammel, og selv om det var ude på landet, oplevede man også her besættelsesmagten på tætteste hold. Således blev Finn Kousgaards far ført væk af politiet og interneret for at have skjult en tysk desertør på gården. Det var, mens det danske politi stadig var i funktion, men da tyskerne kort tid efter opløste det danske politi, forsvandt sagen i forvirringen, og faren kom tilbage på gården. Det blev én af de oplevelser, Finn tog med sig gennem hele livet.

Finns egen vej i livet var givet på forhånd. Han skulle være landmand ligesom sin far, så han tog den slagne vej for unge landmandsaspiranter i området: En tur på efterskole, ud at tjene, landbrugsskole, i militæret og så på højskolen. For Finn Kousgaards vedkommende blev det til en tur på Rønshoved Højskole, og som den inkarnerede Venstremand, han havde været, lige siden han kunne tænke en tanke, holdt han af at bemærke, at han huskede Bertel Haarder som en lille purk i shorts og seler, der løb rundt på højskolen.

Ejer af den første gyllevogn

Efter højskolen købte han sammen med sin kone et lille husmandssted på 28 tønderland i landsbyen Lille Darum mellem Esbjerg og Ribe. Her var plads til 15 køer. Det kunne man leve af på det tidspunkt, hvor omkring 20 familier i den lille landsby levede af landbrug. I dag er der én.

Stille og roligt udvidede Finn Kous- gaard bedriften. Han fik mere jord og flere dyr og byggede stalden om. Som noget helt nyt og meget moderne investerede han i en såkaldt ristestald, hvor man ikke skulle møge ud med håndkraft. I stedet skulle staldgødningen spredes ud i flydende form, og han købte derfor som den første i hele landet en gyllevogn.

Det var i midten af 1960’erne, og i mellemtiden havde han fået to drenge. Senere fulgte også to døtre, hvoraf den ene var født multihandicappet og var så plejekrævende, at børnenes mor ikke længere kunne hjælpe til på gården i samme omfang. Derfor måtte Finn overveje andre indtjeningsmuligheder. Han solgte køerne fra, omlagde landbruget til at omfatte fede kvæg, lidt fjerkræ og jorden. I stedet ernærede han sig ved at køre ud til andre landmænd med sin gyllevogn og senere også til folk i byerne for at tømme deres septiktanke og kloakkerne. Datteren blev kun fire år, og efter hendes død vendte han langsomt tilbage til landbruget. Han udvidede igen og fik besætningen op på 50 køer og et agerbrug på mere end hundrede tønderland.

Ryger som seksårig

Finn Kousgaard var et foreningsmenneske. Han så det ikke som en pligt, men som en naturlighed at melde sig ind i snart sagt alt, der foregik i lokalområdet. Borgerforeningen, brugsforeningen, idrætsforeningen og ikke mindst hjemmeværnet, hvor han bestyrede våbendepotet i en årrække. Og så var han selvfølgelig særdeles aktiv i partiet Venstre. Han var aktiv i den lokale vælgerforening, hvor han hang plakater op og arrangerede vælgermøder. Frem mod EF-valget i 1972 sad han i Amtsbestyrelsen, men derefter trak han sig tilbage for, som han sagde i sjov »at skabe lidt balance i det hele.« I det hele taget var Finn Kousgaard et udadvendt og aktivt menneske, der også sang bas i Bramming Mandskor det meste af sit voksne liv og i øvrigt forsøgte at komme så meget på jagt som muligt.

Han begyndte at ryge allerede som seksårig, så da han nåede op i 60’erne var hans lunger så medtaget, at det kneb med luften til at deltage i familieudflugter eller gå på jagt, som ellers var hans allerstørste lidenskab. Men man hørte ham aldrig beklage sig over det. Han var en mester til at smide de mørke tanker og selvmedlidenheden væk og til at få det bedste ud af situationen. Så når han engang i mellem tog med familien og måtte lade dem trave af sted uden ham og selv sætte sig på en bænk, slog det aldrig fejl, at han havde samlet en lille flok omkring sig, når de andre kom tilbage igen. Så blev der heftigt og humoristisk diskuterede politik. Han så mulighederne i sit liv, og da han heller ikke kunne komme på sine elskede jagtture, gik han i gang med at fiske i stedet. Det kunne han gøre fra sin pensionistscooter på havnen. Sådan var hans indstilling til livet, og når hans efterladte tænker over det i dag, tilskriver de også hans humør og hårdnakkede stædighed, at han fik mange flere år, end lægerne havde spået ham, da de første gang undersøgte hans lunger. Her fik han at vide, at han næppe ville opleve mere end et par år til, men han fik hele 12 år. Han døde den 8. januar i år.