Ingen rammer tonen — alle har rytmen

Lørdag aften på et diskotek i Aarhus. Der er pakket med mennesker, mest unge, og pludselig strømmer alle ud på dansegulvet. Rasmus Seebachs hit »Natteravn/Kalder på dig« kalder på fest og bevægelse.

Jeg flakker rundt

Jeg ved ik’, hvor jeg hører til

Dansegulvet er nu fyldt, og folk nærmest råber om kap, da sangen stiger i intensitet, og Seebach synger det første omkvæd.

Jeg kalder på dig

Jeg kalder på dig

Ja, jeg kalder på dig

Jeg kalder på dig

Og sådan fortsætter han til et kor af berusede festaber. Stort set ingen rammer en tone rigtigt, men alle er enige om rytmen i det fængende omkvæd. De kender ikke tonerne, men deres kroppe finder rytmen helt af sig selv.

Og det er der en grund til, fortæller Peter Vuust, der er hjerneforsker og jazzmusiker.

»Rytmik og taktslag er måske det mest basale, vi har i musik. Man kan godt forestille sig en rytme uden sang, men det er meget svært at forestille sig en sang uden rytme.«

Eller som Thomas Blachmann, jazztrommeslager og dommer i X Factorformulerer det: »Rytmik er forfængelighed. Hvordan man bevæger sig, måden man drikker sin kaffe på. Det er selvfølgelig underbevidst. Det er at kunne placere begivenheder i sit liv, så det virker organisk.«

Rytmik kan endda bruges i behandlingen af alvorlige sygdomme. I USA har man med succes spillet rytmisk musik for Parkinsons-patienter, der netop har for lidt dopamin i hjernen. Når de danser til musikken, forsvinder deres bevægelsesproblemer, og de kan pludselig bevæge sig meget mere end normalt. Man mener, det skyldes, at rytmen påvirker hjernens belønningssystem, så der udløses dopamin.

Urinstinkt

»Jeg kan bede 500 mennesker, der aldrig har spillet noget før, om at rejse sig op og klappe og trampe den rytme, og de starter bare på det,« fortæller Hans Fagt, der er uddannet trommeslager og arbejder med rytmisk teambuilding for virksomheder.

Menneskets rytmefornemmelse kan således bruges til andet end dans og musik.

»Jeg bruger det som et non-verbalt fællessprog. Det er en måde at kommunikere på, som er uafhængig af sprog. Der er noget uragtigt i at bruge rytmer sammen,« siger Hans Fagt.

De workshop, han holder, handler om at få medarbejdere i virksomheden til at bidrage med social energi og om at samarbejde. Her er brugen af trommer og rytme oplagt, fordi det er noget, man intuitivt kan gå i gang med.

»Rytmerne er fuldstændigt optimale til at hive den fælles energi frem. Det ville tage dage for folk at åbne op, hvis vi bare skulle tale sammen.«

Typisk starter en trommeworkshop med, at deltagerne klapper og tramper trommerytmen fra Queens »We Will Rock You«. De fanger instinktivt rytmen og falder hurtigt ind i den, fortæller Hans Fagt. Ofte begynder nogle endda at synge melodien, selv om de ikke er blevet bedt om det.

»Hvis jeg havde bedt dem om at synge, havde deres bevidsthed taget over, og så ville de ikke kunne. Det er den power, der er i en enkel rytme.«

Rytmisk revolution

Menneskets fornemmelse for rytmer er ikke et nyt fænomen. Det er en ældgammel kommunikationsform, og den er effektiv til at fremprovokere følelser i mennesket. Indianerne dansede i taktfaste rytmer om bålet, når de bad guderne om regn, og afrikanerne spillede på trommer ved voodoo-ritualerne.

Faktisk var rytmeudviklingen ganske langt fremme alle andre steder end i Europa lige indtil starten af det 20. århundrede, hvor der ifølge Thomas Blachman skete en revolution.

»Man fandt ud af, at rytmen også var et parameter, man kunne bruge til noget. Og så kom der er en bevidstgørelse af rytmen som det nye. Det var Afrika, der mødtes over Mellemamerika og kom til USA. Det blev til jazz og blues.«

Den nye rytmiske musik indtog den vestlige verden, og blues blev til beat, rock’n’roll, soul, pop og hiphop. I dag har vi lyttet til rytmisk musik i over et halvt århundrede, og det har bidraget til, at de fleste i dag har en veludviklet rytmefornemmelse.

»I dag er det min fornemmelse, at det generelle rytmiske niveau er højere. Rytmisk musik har påvirket det generelle øre. Det, at vi hører musik, gør, at vi automatisk lærer de mønstre, der er i musik. Derfor behøver man heller ikke gå på konservatoriet for at lære at tælle til fire,« siger Peter Vuust.

Som dommer i X Factorvurderer og kommenterer Thomas Blachman håbefulde deltageres evner eller mangel på samme inden for sang, scenetække, karisma, men også rytme. For sidstnævnte er helt essentiel.

»Rytmen er udgangspunkt for at blive et organisk og gavmildt menneske,« siger han og kalder rytmikkens indtog for en revolution i den vestlige verden.

»Rytmen er gud i legemet. Den er en bevidstgørelse af, at man har et legeme, og at man er glad for sit legeme. Symmetrien i legeme, at man har to arme og to ben, og at man kan bevæge dem. En kropslig følelse af, at lige meget om man går eller løber, er man hele tiden klar over, hvor éns numsehul sidder. Det handler om at kunne mærke sin egen røv og sin egen vægt i rummet. En forfængelig følelse af, at man er et menneske og et væsen.«

Ud over den kropslige følelse handler rytme dog rigtig meget om hjerne. Da urmennesket gik i skoven lyttede det efter lyde. Bækkens rislen, de visne blade under fødderne eller vinden i træerne var lyde, menneskets hjerne var vant til at registrere, og som den indordnede i mønstre.

»Vores hjerner er indrettet på den måde, at vi gerne vil finde mønstre. Hvis hjernen kan finde et mønster i noget, f.eks. noget rytmisk, så kan den minimere den energi, den bruger på det,« siger Peter Vuust.

Tværtimod var lyden af grenen, der pludselig knækkede ikke noget, der passede ind i urmenneskets hjerne, og skete det, blev urmennesket alarmeret. På den måde har den mere grundlæggende fornemmelse for rytme fra starten været en del af menneskets overlevelse.

Rytmen skal udfordre

Som hjerneforsker ved Aarhus Universitet undersøger Peter Vuust, hvordan musik påvirker hjernen.

»Det, at vi bevæger os til musik og kan følge en rytme, er noget meget specielt for mennesket i forhold til dyrene,« siger han.

Det skyldes, at rytmefornemmelsen er dybt integreret i hjernen. Det er f.eks. helt naturligt for mennesker at vippe med foden, hvis de hører et stykke musik.

»Hjernen er bygget sådan, at den kan dechifrere rytmik. Den sandsynlige grund er, at vi lærer at imitere ved at koble det auditive med det motoriske. Det er en af de ting, der er det unikke ved mennesker.«

For tiden forsker Peter Vuust netop i, hvorfor mennesket får glæde ud af at danse til musik, og hvorfor vi synes, noget svinger. I bund og grund handler det om koblingen mellem det auditive og det motoriske, som hjernen registrerer og sætter i gang.

»Det auditive kan ligesom triggedet præmotoriske område, som sidder i frontallappen. Og man ved, at det er koblingen mellem det auditive og det motoriske, der får os til at bevæge os.«

Men det er ikke en hvilken som helst rytme, der for alvor kan få os ud på dansegulvet. Der skal være nogle udfordringer i rytmen, som ikke ligger på de faste taktslag — en rytmisk forskydning. Det er det, der i musiksprog kaldes synkoperinger. I de fleste sange varer en takt fire slag, og synkoperingerne er de slag eller toner, der spilles imellem de faste fire slag i takten. Det er disse forskudte markeringer i musikken, der gør, at den opfattes som svingende.

»Vi vil gerne have noget, der er synkoperet, fordi så får vi lyst til at fylde de faste slag ind. Det er ikke fedt, hvis det bare giver det, vi forventer. Der skal være noget, der skubber,« siger Peter Vuust.

I mange rock- og popsange vil grundrytmen som udgangspunkt ligge i trommerne, mens melodien tit er fuld af synkoperinger. Når vi danser, bevæger vi os til de faste slag, men lægger mærke til spændet mellem f.eks. en synkoperet melodi, og at man selv bevæger sig til de faste slag.

Men at det ligefrem er sjovt at danse, og at vi synes, noget svinger, skyldes sandsynligvis, at hjernens belønningssystem påvirkes, og signalstoffet dopamin udløses. Dopaminen gør, at vi får det godt, og udløses bl.a. også når vi dyrker sex eller spiser.

»Når vi har nogle synkoperinger, ser det ud til, at det går lige direkte i det, vi kalder belønningssystemet. Det er de områder i hjernen, som ligger i frontallappen og dybt nede i hjernen. De bliver belønnet af de synkoperede rytmer, og det er det, der gør, at vi synes, det er fedt.«

Det starter med kroppen

Når Rasmus Seebachs »Natteravn/Kalder på dig« fylder diskotekerne og får folk på dansegulvet, er det ikke mindst, fordi vi har en grundlæggende rytmefornemmelse i kroppen og i hjernen. De synkoperinger i melodi og synthesizere, der også er i hans hit, sætter gang i hjernen og lysten til at bevæge sig.

Thomas Blachman oplever dog sjældent nogen, der virkelig swinger.

»Når man swinger er det en indre ro, som gør, at man kan lægge sig tilbage på det og nyde langsomheden lige meget, hvor hurtigt det går. Det, at kunne swinge og kunne dyrke afstanden mellem slagene og den uendelighed, der ligger i det, er en form for bevidsthedstilstand, som burde være et fag i folkeskolen. Det kan bidrage til en selvfølelse og en selvtillid.«

Det er ikke en dum idé, for vi er fra barnsben vænnet til at lægge bånd på vores spontanitet og erstatte den med kontrol, siger sexolog og forfatter Maria Marcus.

»Børn er spontane i deres krop fra starten, og de lærer på alle mulige måder at lægge bånd på den spontanitet og erstatte den med kontrol. En vis kontrol er selvfølgelig nødvendig, men ikke hvis den går ud over alt det, vi har i vores krop, og som kommer frem, når vi hører musik, der virkelig svinger og aktiverer kroppen.«

Det handler derfor om at flytte energien fra hovedet og ned i kroppen for derved at modvirke de bekymringer, der ligger oppe i hovedet.

»Der er mennesker, der har meget svært ved at frigøre sig fra de spekulationer og bekymringer, der ligger oppe i hovedet — om man nu ser dum ud, når man danser, eller om man er god nok i det hele taget. Men jo mere gang man kan få i kroppen, jo mere man kan åbne for kanalerne til den kropslige livsglæde, jo mindre udslaggivende er alle bekymringerne oppe i hovedet.«

Selv om de sidste 50-60 års rytmiske musikkultur har revolutioneret vores forhold til rytme, mener Thomas Blachman ikke, vi der endnu. Især ikke mænd.

»Vi er stadig bange for at svede, lugte dårligt eller lave uhensigtsmæssige bevægelser. Vi er meget selvbevidste på den der lidt selvbegrænsende måde. Det starter med kroppen, og så ender det med Mærsk Mc-Kinney Møller, som aldrig ytrer sig spontant. Og så har vi hele netværkskulturen, hvor ingen træder i karakter.«