Opslag til denne artikel

Emneord:historie, kultur , racisme
Personer:Søren Krarup
Organisationer:Dansk Folkeparti

De forholdsvis mange historier i pressen for tiden om forældres misbrug af børn har med en naturlovs uafviselighed ført til politiske krav om strengere straffe. Det siger sig selv: folk der pønser på at indvie deres børn i forplantningens mysterier — egenhændigt og efter naturmetoden — foretager utvivlsomt i god tid inden en grundig vurdering af strafudmålingen. Voksnes overgreb mod børn sker som bekendt i miljøer hvor spidskompetencen er jura, hvor børnemisbrugerne abonnerer på Karnov og nidkært følger den retspolitiske udvikling. Når Folkepartiet forlanger dobbelt op, besinder potentielle børnemisbrugere sig og sender i stedet de kære små i søndagsskole.

Lokale myndigheder indskærpes nu at holde øje med mistænkelige familier. I et eller andet omfang sikkert udmærket. Misbrug finder i øvrigt også sted i såkaldt pæne folks hjem, hvor man mindst venter det, og konsekvenserne heller ikke dér ser ud til at være med i overvejelserne. Men strengere straffe og kommunalt tilsyn — så burde det selvfølgelig ikke gå galt. Man kan på baggrund af de mange sager imidlertid fastholde sin tungsindige skepsis og spørge om disse foranstaltninger er tilstrækkeligt rettidig omhu, eller om tiltagene falder ind under begrebet symbolpolitik. Og man kan spørge om fænomenet frem for isolerede enkeltsager i virkeligheden har sin rod i en og anden dysfunktion i den nationale kultur.

Dansk Folkeparti stemte i sin tid imod ophævelsen af revselsesretten, som Søren Krarup i utallige debatindlæg og længe før han blev levebrødspolitiker har besværet sig over: At en sådan krænkelse af forældrenes ’opdragelsesmandat’ kommer på tale, skyldes kun politisk korrekthed. Børn er forældrenes ansvar og kun deres, ikke samfundets hvis ikke det hele skal ende i totalitarisme, Gulag og Auschwitz. Pia Kjærsgaard bebudede i 1997 revselsesretten genindført, når hun engang kom til. Ingen tager jo skade af en frisk endefuld, blot straffen eksekveres med kærlighedens stærke hånd. Som når far efter endnu en brydsom aften på bodegaen ond i sulet kommer hjem og trækker bukserne af den små Olfert og Oline og trakterer dem med den gamle veltjente livrem marineret i salt- lage. Staten ejer ikke børnene, som Kjærsgaard ekkoer Krarup, forældrene har ansvaret for opdragelsen i danske værdier, osv.

Dømt for racisme

Det er ikke så længe siden at en af partiets prominente skikkelser, nu fhv. MF Jesper Langballe, kom i gyngen på den udtalte opfattelse at muslimske fædre myrder deres døtre og lader onklerne voldtage dem. Oprindeligt formulerede Trykkefrihedsselskabets formand noget lignende — en mikroskopisk nuance mildere. Efter Jesper Langballes mening en nuance for slattent. Partileder Kjærsgaard ønskede ikke at desavouere sin Langballe der herefter blev hevet i retten og dømt for racisme.

Hovedsagen for partiet og trykkefrihedsformanden var den: ikke alene begås de nævnte grove forbrydelser af fædre og onkler af den muslimske tro, islam fører nødvendigvis til fædres drab på døtre og — om dette så sker før eller efter drabet — onklers voldtægt, sådan er Muhammeds lære også her i landet, det kan ikke være anderledes. Det mente trykkefrihedsformand og historiker Hedegaard, samt pastorerne Langballe og Krarup med Kjærsgaards accept.

Denne automatik mellem muslimsk kultur og drab på døtre, som de kulturkreative ifølge sagens natur havde mere end svært ved at bevise, kan det være nærliggende at afprøve i de sørgeligt mange aktuelle absolut ikke-muslimske incest- og børnevoldssager. Ganske almindelige folkekirkedanskere havner på avisernes forsider som hovedpersoner i den ene slemme historie efter den anden. Såfremt man trods manglende evidens i muslimsk sammenhæng om forbindelse mellem religion og overgreb på børn og unge et øjeblik går ind på tankegangen om visse kulturtræk og religiøse normer på den ene side og på den anden side automatik i voldelige seksuelle familierelationer, må det være rimeligt at undersøge om synspunktet holder i andre sammenhænge end den dansk-muslimske, hvor synspunktet eller påstanden vel at mærke ikke holder. En nærliggende tese kunne være at der på en eller anden hidtil ikke påagtet måde måske kan påvises en art sammenhæng mellem den danske udgave af kristendommen og/eller den nationale kristendomskultur og seksuelt misbrug af børn — i hvert fald i udkants-Danmark.

Er der en kobling?

Dette er naturligvis en lige så forrykt generaliserende påstand som den om de dansk-muslimske fædre og onklers drab og voldtægt af døtrene. Men det forekommer uforsvarligt ikke at forsøge en analyse af, hvad der går så grueligt galt i den slags tilsyneladende normale danske familier, der sikkert glade og fornøjede traver om juletræet og spiser risengrød og synger salmer og betaler deres kirkeskat med glæde. Om der måske er en kobling mellem visse træk i en eller anden art af gammelkristen forestilling om forældres ejendomsforhold til børn, og den kendsgerning at de misbrugende og voldelige forældre i det ydre er ganske almindelige gennemsnitsdanskere. Ikke folk af anden tro og kultur, men pæredanske hvor det velkendte og fortrolige pludselig, når låget løftes, bliver fremmedartet og skræmmende. Problemet — eller udfordringen som man siger — er med andre ord et eller andet noget der trives i den danske kultur i forholdsvis brede sociale kredse, og således som den slags sager også forekommer i lande som Østrig, Belgien, og USA, hvor man ligervis lægger alvorstung vægt på nationale og kristne værdier.

Mens vi nu er ved det, drager Venstres Søren Pind nu den nationale og repræsentative ægthed i tvivl hos de ministre der ikke er medlemmer af Folkekirken. En nyskabelse i dansk politik der vidner om Pinds inspiration fra det amerikanske ekstreme højre i forsøget på at gøre proklameret formel kristendom til betingelse for modstanderens legitimitet.

Nogle ser forklaringen på de danske forældres seksuelle overgreb på børn i den kollektive kulturs sammenbrud og individualiseringens dominans i neoliberalisme og nykonservatisme. Det kan man ikke afvise, heller ikke at tendensen kan og bør søges i dybere lag af befolkningsudviklingen og i den interne nationale debat.

Til en begyndelse kan man jo se lidt på den danske berygtede suffisante selvtilfredshed, som giver sig udslag i en håndfast overbevisning om egen kulturs fortræffelighed frem for andres. »Der er kun én civilisation, og det er vores«, siger Pia Kjærsgaard. Rent bortset fra den demonstrative provinsialisme og det selvhævdende navlebeskuende snæversyn i udsagnet inviterer dette ikke ligefrem til at danskere i deres umistelige blåstemplede civilisation føler sig kaldet til kritik af egen adfærd. Hvert eneste træk i denne solitære civilisation må nødvendigvis ifølge Folkepartiet være enestående — ifølge Søren Pind legitimeret ved medlemskab af Folkekirken.

Barbariet, det har man de samme politikeres ord for, er kun de andres barbari og kun de fremmedes mord og voldtægt. Her i sognet gør vi ikke sådan noget. Og de der så alligevel begår de skrækkelige overgreb mod børn bliver af dem der kaster de første sten betryggende isoleret i stadig flere år som sygeligt forbryderiske, strafværdige undtagelser fra reglen.

Uden at gå dybere i andegårdens vilkår nøjes danskernes politiske tillidsfolk altså med at konstatere at der er så dejligt her i landet. Det var der så alligevel ikke.