Tilbage til kedsomheden

Skuespillerne er forrygende — Tammi Øst som rablende-rasende hævnsøster og Olaf Johannessen som sjasket-fantastet kujonbror. Scenografien er spektakulær — med bølgende bjerge og et drejehus med udskårne døre og frynser på sengene af Christian Friedländer. Kostumerne og maskeringen er eksotisk — med silkefrakker og uhyggelige skaldepander. Lyset er sitrende — med skæbnevarslende solnedgange og vandspejlinger fra ørkendrømmen af Åsa Frankenberg. Og musikken af Jonas Vest er urovækkende med metalliske lyde fra verdenen uden om det isolerede hus i Frankrig, hvor en urkrig udkæmpes mellem en bror, der bor i barndomshjemmet, og en søster, der kommer tilbage for at gøre krav på huset efter mange år i Algeriet.

Alligevel føles Tilbage til ørkenen på Skuespilhuset som et mærkeligt uvigtigt stykke. Måske fordi ingen af personerne ser ud over deres egen skæbne. Stykket virker pludselig meget tidsbundet — til slutningen af 1980’erne, hvor postmodernismen rullede gennem det vestlige verdenssyn med dens dyrkelse af den fragmenterede håbløshed.

AIDS og kynisme

Bernard-Marie Koltès’ egen død af AIDS som bare 41-årig i 1989 satte hans dramatik på spidsen: Her var intet håb muligt. Hans stykker blev spillet overalt i Europa gennem 1980’erne og 1990’erne — herhjemme var det Om natten før skoven, Roberto Zucco og I bomuldsmarkernes ensomhed. Netop Tilbage til ørkenen kom på Aalborg Teaters repertoire allerede året efter urpremieren i 1988. I Koltès’ stykker fik teatret en væsentlig, ny samfundsspejling — uden opbyggelighed, uden medlidenhed. Koltès’ personer lever kun i deres egen, umulige skæbne, forhippede på en hævn, der ikke bringer dem nogen lykke. Væk er drømmen om kærligheden, om familien, om samhørigheden. Kynismens realisme sejrer. Uden forsoning.

Bag perleforhæng

Sådan som Emmet Feigenberg har iscenesat stykket på Skuespilhuset, bliver al denne forkrampede hævnkamp dog aldrig til et spørgsmål om liv og død. Den bliver fejende flot, den bliver grotesk, den bliver komisk. Og i nogle få scener vokser overleverkampen til en intensitet, der næsten formår at slå panoramadistancen i stykker. Men kun næsten. Det er, som om de perleforhæng, der hænger ned fra himlen rundt om alle husets fire mure, også kommer til at skabe et forhæng til tilskuerens indlevelse. Som om støvet fra søsterens ørkenkufferter lægger sig over hele forestillingen, så ingenting gør rigtig indtryk. Man sidder tilbage uden nogen egentlig medfølelse med disse mennesker. Faktisk også uden nysgerrighed. Vinder søsteren over broderen? Dør datteren? Overtager oprørerne huset? Er dette almindelig mordtørst eller terrorisme — eller er det bare en variant af selvmordsbomberens drøm? Efter to en halv time i Skuespilhuset kender jeg fortsat ikke svarene …

Faldskærmslogik

Men jo. Det er vidunderligt at se Tammi Øst og Olaf Johannessen spille sammen i ubrydelig duo. Ikke siden nødlandingsstykket Krasnoyarsk på Café Teatret har man kunnet se dem flå i hinandens sind på denne vildt velartikulerede facon, der gør dem til det mest ekvilibristisk jævnbyrdige søskendepar. Det er interessant at se Henrik Prip folde sig ud som korrumperet politidirektør — og Marie Dalsgaard som forsømt datter med direkte adgang til de afdøde ånder på kirkegården. Og det har autentisk brod, når Hadi Ka-koush lander kampklar i sin faldskærm på vej mod et liv.

Men egentlig er det Janus Nabil Bakrawi, der bedst rammer den tone af folkelighed, der for alvor rækker hånden ud mod publikum. Nej, denne tjener vil ikke tage stilling i søskendekonflikten. Han vil bare passe sit arbejde … Desuden tager den nyuddannede skuespiller Thue Ersted Rasmussen pludselig føringen i slutningen med klangfuld stemme og sikker vrede, da han i rollen som sønnen gør oprør mod sin mors opdragelse. Men selvfølgelig kun ved selv at være en endnu stærkere parodi på en nykapitalist uden skrupler.

En replik i stykket lyder: »Jeg er hverken for eller imod noget som helst.«

Sådan er det egentlig også at overvære opsætningen på Skuespilhuset. Tilstøvet.