Opslag til denne artikel

Personer:Bashar al-Assad
Steder:Syrien

Borgerkrig, store civile tab, masseflugt. Syriens fremtid ser både blodig og forfærdelig ud. Efter USA og EU i weekenden måtte opgive at følge FN-sporet på grund af Kina og Ruslands fortsatte støtte til den syriske diktator, er Frankrig, Tyskland og USA gået i gang med at opbygge en koalition af nationer, der er villige til at støtte den syriske opposition — både politisk og militært.

Dermed er en yderligere optrapning og militarisering af den allerede blodige konflikt i Syrien uundgåelig, vurderer flere eksperter.

»Det, vi er vidne til her, er diplomatiets fallit,« siger Syrien-ekspert Julien Barnes-Dacey fra det ansete European Center for Foreign Relations i London.

»Så længe Rusland og Kina blokerer for alle FN-tiltag, er der meget lidt, resten af verden kan stille op for at presse Assad-styret til at standse overgrebene på civilbefolkningen,« siger han.

Julien Barnes-Dacey hilser beslutningen om at samle en koalition af stater, der er villige til at hjælpe den syriske opposition, velkommen.

»Det er godt, der er nogen, som vil hjælpe oppositionen med at udvikle en fælles platform, for det er der brug for. Som det er nu er oppositionen både splittet og svag.«

Danmark og andre EU-landes trusler om nye sanktioner mod styret i Damaskus giver Julien Barnes-Dacey imidlertid ikke meget for.

»Der er i praksis ikke flere diplomatiske skruer, som EU og Den Arabiske Liga kan dreje på,« siger han.

Både EU og Ligaen har for længst besluttet at boykotte både den syriske olie og det syriske bankvæsen.

»Det vil ikke betyde noget som helst for Assad-styret, om der kommer yderligere et par navne på den sorte liste,« siger han.

Borgerkrig forude

Julien Barnes-Dacey mener kun, den syriske konflikt kan udvikle sig i én retning efter suspenderingen af FN-sporet.

»Der er ikke andre veje end et væbnet oprør mod Assad-styret. Det er tydeligt, at regimet ikke agter at gå på kompromis, Assad kæmper for sin overlevelse,« siger han.

Julien Barnes-Dacey forudser, at en række lande mere eller mindre åbent nu vil begynde at støtte den syriske opposition militært.

»Især Qatar, men også Saudi-Arabien og andre sunnimuslimske golfstater vil formentlig begynde at bevæbne oppositionen, ligesom de gjorde i Libyen,« siger Julien Barnes-Dacey og henviser til, at især Qatar var meget aktiv med både våbenstøtte og specialstyrker, som trænede og støttede de libyske oprørere.

Egentlig international bistand i form af en flyveforbudszone, som den, der beskyttede de libyske operere i Benghazi-området, anser han indtil videre for udelukket.

»Det er der simpelthen ikke politisk vilje til i øjeblikket. Det eneste, der kan ændre det, er formentlig en massakre à la Srebrenica,« siger han med henvisning til bosniske serberes nedslagtning på op mod 7.000 drenge og mænd under den jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne.

Militæranalytiker Esben Salling Larsen fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet er enig i, at en international intervention i den syriske konflikt er udelukket i øjeblikket.

Oprørsfase ét

»I modsætning til det libyske oprør, der meget hurtigt udviklede sig til et væbnet oprør, hvor oprørerne kontrollerede dele af landet, befinder det syriske oprør sig stadig i fase ét, hvor oprøreren hverken har egne territorier, større militære enheder eller egne forsyningslinjer,« siger han. I øjeblikket har det syriske oprør karakter af guerillakrig, hvor den Frie Syriske Armé kun kan skabe kaos, gennemføre baghold og lave nålestiksoperationer.

Så længe oprøret er på dét niveau, er forudsætningerne for at opnå international militærstøtte, sådan som det skete i Libyen, ikke til stede, mener Salling.

»Og dertil kommer, at en intervention i Syrien er langt mere kompliceret end i Libyen. Det vil kræve en massiv militær operation, som i øjeblikket ikke er realistisk«, siger han.

I den tredje fase i Sallings oprørsmodel er oprørerne i stand til at rykke ind i hovedstaden Damaskus og vælte styret.

Exit Assad

Både Esben Salling Larsen og Julien Barnes-Dacey mener, at Assads dage er talte.

»Man kan ikke udelukke, at Assad stadig kan ride stormen af, men oddsene er ikke gode,« siger den danske militæranalytiker. »I øjeblikket er det til hans store fordel, at Vesten lider af berøringsangst efter interventionen i Libyen. Og så har han til forskel fra Gadaffi en trofast allieret i Moskva.«

Julien Barnes-Dacey er enig.

»Det er ikke 100 procent umuligt, at Assad får slået oprøret ned, men jeg tror det ikke. Hans dage er talte. Det vil være meget vanskeligt for Assad at beholde magten i det lange løb, isoleret som han er både politisk, økonomisk og militært« vurderer siger Julien Barnes-Dacey.

»Det kan være, at styret pludselig smuldrer, f.eks. hvis Assad bliver dræbt, men det kan også vare måneder — eller år.«

Syriens opposition
Den syriske opposition består primært af tre grupper: De Lokale Koordinationskomiteer, der organiserer demonstrationer over hele landet, den Frie Syriske Armé, der gennemfører guerilla­angreb på regeringsmål og paraplyorganisationen Syriens Nationalråd (SNC), der forsøger at samle de forskellige politiske grupperinger i og udenfor Syrien.

Den 29. januar opfordrede SNC for første gang det internationale samfund til at oprette humanitære zoner i Syrien.

»Syriens Nationalråd opfordrer alle internationale og FN-organisationer til at etablere en mekanisme, der gør det muligt at få humanitær assistance og bistand frem til de belejrede byer Homs, Hama, Idlib, Damaskus-forstænder, Daraa og Deir Ezzor,« hed det i en officiel erklæring.

Ifølge SNC har det oprør, der begyndte i marts 2011, kostet 7.766 syrere livet.

Syrien: Vestens svære valg
Efter Kina og Ruslands veto i FN’s Sikkerhedsråd er risikoen for en ny krig rykket væsentlig nærmere. Det internationale samfund har ifølge eksperterne tre muligheder – som alle før eller siden vil føre til præsident Assads endeligt:

Status quo
Hvad:
Det nuværende pres på Assad-styret opretholdes, FN’s Sikkerhedsråd er lammet pga.
Kina og Ruslands vetoret.

Hvem støtter:
Kina og Rusland ønsker ikke at lægge yderligere pres på Syrien, hvilket deres veto i FN’s
Sikkerhedsråd også illustrerer.

Konsekvenser:
Assad-regimet fortsætter sin militære undertrykkelse af oppositionen.

I bedste fald:
Demonstrationerne og generalstrejkerne tager til og lammer stadig større dele af landet, den væbnede opposition tiltager, og Assad indleder forhandlinger om reformer og overgang til demokrati.

I værste fald:
Assad afviser forhandlinger, volden tager til og udvikler sig til regulær borgerkrig mellem anti-Assad-militser og regeringsstyrkerne. Store civile tab, millioner af flygtninge.

Sanktionsvejen
Hvad:
Sanktionsskruen strammes gradvist af de vestlige lande i
håbet om at få især den syriske handelsstand og ordensmagten til at slå hånden af Assad-styret.

Hvem støtter:
EU, herunder Danmark, Den Arabiske Liga, størstedelen af den syriske opposition, samt USA, Storbritannien og Tyrkiet.

Konsekvenser:
Syrien får stadig sværere ved at betale løn til militær, efterretningstjenester m.v.

I bedste fald:
Assad giver efter for presset og indleder forhandlinger med oppositionen om reformer og overgang til demokrati.

I værste fald:
Assad afviser forhandlinger, volden tager til og udvikler sig til borgerkrig mellem anti-Assad militser og regeringsstyrkerne. Store civile tab, millioner af flygtninge.

Konfrontation
Hvad:
En koalition af villige beslutter at oprette såkaldte humanitære zoner for den syriske opposition/civilbefolkning, enten langs grænsen til Tyrkiet eller langs kysten. Områderne vil være under militær beskyttelse af NATO.

Hvem støtter:
Frankrig og dele af den syriske opposition (USA, Storbritannien og Tyrkiet overvejer desuden denne løsning).

Konsekvenser:
Det vil kunne skabe stor
ustabilitet i regionen.

I bedste fald:
Assad indleder forhandlinger om overgang til demokrati – eller Assad flygter eller bliver dræbt, hvorefter oppositionen overtager og indfører demokrati. Mindre tab, færre flygtninge.

I værste fald:
Assad afviser et kompromis, volden tager til og udvikler sig til borgerkrig mellem anti-Assad militser og regeringsstyrkerne. Store civile tab, millioner af flygtninge.