Hvis man ikke selv har råd til at skille sig af med sit oliefyr og købe et jordvarmeanlæg, så kan man få et privat firma til at gøre det. Det skriver regeringen i sit energiudspil ’Vores Energi’ og henviser til den såkaldte ESCO-model, som indebærer, at et firma betaler for en ny varmeløsning, som ejeren af oliefyret så afdrager via besparelsen på sin varmeregning. Socialdemokraternes klima- og energiordfører Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke i tvivl om, at modellen er helt afgørende, hvis flere danskere skal omstille sig til grøn energi: »Det interessante ved ESCO er muligheden for at få finansiering, så man kan omstille til grøn energi i huse, der eksempelvis har oliefyr. Det løser problemet med folk, der bor i huse, hvor de er teknisk insolvente og derfor ikke umiddelbart har råd til omstille til ny energi,« siger hun. Men den vurdering er blandt andre partner i konsulentfirmaet Ea Energianalyse, Mikael Togeby, langt fra enig i.
»Hvis det er en rentabel besparelse i udsigt, så giver det ikke mening, at man betaler mere for at få et ESCO-firma ind over, for så kan man lige så godt selv gøre det,« siger han.
Den vurdering er projektleder hos Go’energi, som hører under Klima, Energi- og Bygningsministeriet, Jesper Ditlefsen helt enig i:
»ESCO-selskabet tager en del af gevinsten — det er jo dét de lever af. Hvis man sikrer sig en fornuftig rådgivning og en pålidelig leverandør af det nye varmeanlæg, kan man lige så godt tage hele gevinsten selv,« siger han og opfordrer i stedet folk til at få rådgivning og undersøge de muligheder, der er, for at få tilskud til håndværkerudgifterne.
Alle kan være med
Men det afviser Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun peger på, at en af fordelene ved ESCO-modellen er, at firmaet på forhånd kan tjekke, om elregningen er blevet betalt.
»Hvis de ikke har kunnet det, kan de ikke få del i den her model, men hvis de har kunnet betale deres elregning, så ved man, at de er i stand til at løfte det som en del af deres faste udgifter,« siger hun.
Pernille Rosenkrantz-Theil er ikke bekymret for, om private firmaer vil undlade at investere, fordi risikoen vil være for stor.
»Jeg mener, det er en relativ overskuelig indtjeningsmulighed for dem, der går ind i det, fordi man kan sætte en grænse og sige, at folk selv må betale for det, der kommer over det niveau,« siger hun.
Jesper Ditlefsen tvivler dog på modellens fremtidsudsigter.
»Så vidt jeg ved, er der i øjeblikket slet ikke nogle, der tilbyder en ESCO-løsning til enfamiliehuse.«








Kommentarer