Den israelske avis, Ha’aretz, citerede i går en unavngiven ’topfigur’ i SNC (Syriens Nationale Råd), den største syriske oppositionsgruppe, for nyheden om, at Kassam Salimani, chef for Irans ’Al Quds’-styrke, Revolutionsgardens eliteenhed, »har taget plads i det syriske krigsrum«, hvorfra Bashar al-Assad og hans militære chefer leder offensiven mod Homs, Zabadani og de andre byer, hvor desertører fra FSA, den Fri Syriske Armé, har forskanset sig.

Om general Salimani faktisk har et kortbord i krigsrummet som rådgiver for Bashar al-Assad, præsident, hans bror, Maher al-Assad, chef for hærens elitebrigade, svoger og sikkerhedschef Assaf Shawkat og millionærfætter Rami Maklouf, er ikke til at vide. Ganske vist har Ha’aretz ry som ædruelig og pålidelig, men om den unavngivne SNC-kilde også er det, kan man tvivle på.

Med den syriske opstands eskalering fra ikke-voldelige demonstrationer til væbnet modstandskamp, der nu er en realitet, er oplysningerne om, hvad der faktisk foregår blevet om muligt endnu mere usikre, end de var, da aktivister rapporterede tabstal pr. e-mail og mobiltelefon. Oppositionen uden for Syrien er splittet i to organisationer — en i Paris og en i Istanbul — i selve Syrien udgør den en labyrint af væbnede grupper, FSA’s desertør-enheder, fredelige aktivister plus kriminelle bander og smuglere, der nu kan operere uden for sikkerhedstjenesternes tidligere altomfattende rækkevidde.

Der er to hovedtendenser i den væbnede modstand: stamme- og landsbyfolk uden for de større byer har typisk væbnet sig i selvforsvar mod regimets vold, hvor traditionen er, at et øje afregnes med et øje. FSA-desertørerne, under kommando af den frafaldne oberst, Riad al-Asa’ad, der fra sit krigsrum i Tyrkiets Hatay-provins kommanderer en styrke på flere tusind mand inde i Syrien. Hvis opgave ikke ’kun’ er beskyttelse af civile, som obersten annoncerede det i revoltens begyndelse, men er udviklet til en guerillastyrke, der overfalder kontrolposter, forlægninger, transporter og regimets sikkerhedsinstitutioner.

I takt med konfliktens internationalisering, hvor et flertal i Den Arabiske Liga, FN, USA, nogle EU-lande og til en vis grad Tyrkiet står over for Rusland, Iran og (til en vis grad) lille Libanon, relaterer FSA, akkurat som i alle andre borgerkrige, sig til de udenlandske magter, der har diplomatisk, politisk og (muligvis) militært samkvem med opposition eller regime.

Om Iran har sendt en topgeneral til Damaskus, er ikke bekræftet, men at Iran rådgiver og støtter Bashar-styret, er kendt, såvel som det er kendt, at russerne leverer våben, ammunition og snart også kampfly. At Qatar og Saudi-Arabien er kommet til lommerne med støtte til oppositionen, er ligeledes en kendsgerning — og at USA i går besluttede at rømme ambassaden i Damaskus, er et signal om, at Vesten, også kaldet ’det internationale samfund’, belaver sig på at styre udenom sikkerhedsrådet i en kommende konfrontation med det syriske regime. FSA agerer ud fra en interesse i at presse denne konfrontation frem, således oberst Riad al-Asa’ad kan forsynes med tunge våben, opdateret kommunikationsudstyr og logistisk bistand i den fortsat væbnede kamp. Om han også får et flyforbud efter libysk model, er mere usikkert — Bashars krigsrum har indtil videre ikke indsat kampfly netop for at undgå, at det scenario kommer på bordet. Men at FSA’s interesse er at involvere oppositionens venner mere aktivt, er klart.

Således fremgik det af The New York Times søndag, at årsagen til weekendens brutale bombardement af Homs, der indtil videre har kostet mere end 300 dræbte i Syriens tredjestørste by (hvor FSA kontrollerede flere bydele), blev fremkaldt af et angreb på to kontrolposter i fredags, hvor tre regime-officerer blev dræbt og 19 soldater taget til fange. At FSA’s angreb kom samtidig med, at sikkerhedsrådet forhandlede intenst om en udvandet resolution i håb om Ruslands og Kinas tilslutning, kan ikke afvises som et tilfælde, heller ikke med, at FSA-enhedernes aktioner ikke altid er koordinerede, da de har svært ved at kommunikere indbyrdes. Regimets krigsrum skulle provokeres for at påvirke forhandlingerne i New York.

Det skete også. Obama hjemkaldte sin ambassadør, Sarkozy bebudede, at Bashar vil komme til at stå til regnskab for forbrydelser mod menneskeheden, men Rusland og Kina lod sig ikke rokke. Udadtil er deres sikkerhedsråds-veto begrundet i ubehag ved arbitrære regimeskift i lande, der ikke makker ret, og — som en kinesisk avis skrev — ikke har ført til noget godt i Afghanistan, Irak og Libyen. Men det handler også om russisk/kinesisk interesse i Iran, som vil være ilde stedt, hvis Bashar falder. I Moskva og Beijing ser man nok en sammenhæng mellem presset på Syrien og optrapningen af hele to forsvarsministres (Ehud Barak og Leon Panetta) sabelraslen mod præstestyret i Teheran, hvis det ikke makker ret i kravet om fuld international (vestlig) kontrol med dets atomprogram. Der er krigsrum andre steder end i Syrien.

Denne artikel er anbefalet af: